
Derfor flytter mange unge ud af byerne
Flere og flere skifter storbyen ud med et liv på landet. Vi dykker ned i tendensen med livsstilsekspert Birthe Linddal, der selv tager turen fra København til Mols
Af — 22. maj 2019Væk fra storbyens stress, bilkaos og skyhøje kvadratmeterpriser. Ud til jord under neglene, frisk luft i håret og naboer, man kender og hilser på. Sådan lyder drømmen for flere og flere unge mennesker, der trodser urbaniseringen og flytter fra by til land.
Stjernerestauranterne Noma og Relæ serverer friske afgrøder dyrket på egne gårde. Tøjbutikkerne bugner med tidens outerwear-tendens af praktiske kedeldragter, vandrestøvler og friluftshatte, og vores buketter skal helst være plukket på en vild blomstermark eller i hvert fald se ud, som om de er ... At være tæt på landet og naturen er i den grad in. Samtidig med centraliseringen – hvor København og Aarhus de seneste år har oplevet en tilvækst og en boligboble, der kun synes at vokse sig større – er der opstået en form for modtrend, der punkterer myten om, at udviklingen kun går én vej, mod brostenene: Flere og flere unge mennesker er nemlig begyndt at flytte ud. Ikke bare ud til forstadskvartererne, men helt derud, hvor kragerne vender, gulerødderne har jord på, og husene koster en slik. Ud til det, spidse tunger har døbt Udkantsdanmark, men som for andre står som muligheden for at leve et helt andet slags liv.
“En stor årsag er, at boligmarkedet simpelthen presser mange ud, hvis de for eksempel får børn og ikke har råd til at købe en større lejlighed. Men det handler ikke alene om
boligpriser. Mange af dem, der flytter, vælger bevidst landet til og ser det som et attraktivt alternativ til det liv, de førte i byen,” forklarer fremtidsforsker og livsstilsekspert Birthe Linddal.
Hun har selv taget turen fra København til Mols for at komme tættere på naturen med sin familie, og det er hun ikke ene om. Tal fra Danmarks Statistik viser, at mens kun en tredjedel af de danske kommuner i 2011 havde en nettotilflytning, er der i dag opstået en større balance mellem kommunernes til- og fraflyttere, hvor især børnefamilier flytter ud af byen.
“Et hus på landet kræver ikke nødvendigvis to fuldtidsindkomster. Samtidig sparer man en del penge ved at sige den lækre caffe latte-livsstil op, og så er der mange gratis glæder ved at bo på landet. Det koster ikke noget at klappe naboens geder eller bade i søen,” pointerer Birthe Linddal.
De besparelser giver tid, der både kan bruges med ens nærmeste, men også til at realisere nogle kreative projekter som for eksempel at lave keramik, plante ærter, spille musik, surfe eller skrive digte. Måske er det derfor, at det især er kreative mennesker, der har været first movers, når det gælder at flytte fra by til land.
“Der er selvfølgelig nogle, der bare vender hjem til landet efter et par års studier i byen, men dem, der tegner tendensen stærkest, er folk, der vil noget med udflytningen. De vil måske starte et selvforsynende landbrug eller et lille kursussted. Og så er det især folk fra kreative brancher som musikere, journalister og forfattere. Det skyldes selvfølgelig, at deres job muliggør det, men det handler også om, at det er lidt svært at finde nedlagte lader og værksteder i byen. Pladsen og luften giver flere kreative udfoldelsesmuligheder,” forklarer Birthe Linddal.
For at flytte fra byen til landet er en stor beslutning – og så måske alligevel ikke helt ... For selvom man ikke bor lige om hjørnet til en 7/11, og udsigten fra vinduet består af marker frem for stenbro, er Danmark stadig så lille geografisk, at udkanten sjældent er mere end en times kørsel fra de store byer.