Derfor skal jeg ikke på festival
Læs hvorfor Costumes klummeskribent, Sara Maria, ikke skal på festival i år, og hvilke sjove minder, hun graver frem fra tidligere festivaler
Endelig er det sommer! Og med sommer kommer sol og varme og festivaler, men jeg skal ikke afsted. Jeg har ikke planlagt at tage på en eneste festival i år. Jeg er lidt i tvivl, om det er godt eller skidt. Om det er tegn på alderdom, fobi eller om jeg blot er erfaringsramt?
Jeg overvejede i et forvirret øjeblik at tage min lille familie med på en børnevenlig festival, men jeg skød straks idéen ud af hovedet igen. Hvis jeg skulle høre dårlig dansk folkemusik (eller tør jeg skrive børnemusik) a la Medina og Thomas Helmig flere dage i træk, ville jeg simpelthen blive sindssyg. På samme måde som når børnene vil høre temasangen fra Frost på repeat hele dagen.
Jeg tager måske en enkelt dag til Copenhell. Det er ikke fordi, jeg specielt savner head-banging i mit liv, men jeg forestiller mig, at det er underholdning på højt plan – på en meget fabelagtig middelalder-møder-metal-måde. Jeg kender, som det eneste band, der skal spille der, Primus, som jeg må indrømme, på grund af en halvnørdet fortid, hiver lidt i mig, men jeg lever også ganske fint uden. Jeg vil helst afsted for at snakke med folk, grine med dem og kigge på dem. Studere en stamme, der normalt ikke færdes i flok udenfor deres huler.
Sidste år, under Roskilde Festival, blev jeg ramt af en dyb dyb festival-længsel, hvor Københavns gader lå øde og forladte hen, og jeg følte mig som Palle alene i verden. I flere dage savnede jeg venner, øl og festivalsstemning. Indtil det gik op for mig, at jeg ikke var alene i byen. På mirakuløs vis dukkede der alt muligt ravl og krat op – i form af venner fra gamle dage, og vi endte med at have vores egen ‘jaaaa-vi-har-København-helt-for-os-selv’-agtige festival, og det var fantastisk!