© Victor Jones

Derfor skal jeg ikke på festival

Læs hvorfor Costumes klummeskribent, Sara Maria, ikke skal på festival i år, og hvilke sjove minder, hun graver frem fra tidligere festivaler

26. juni 2015 af Sara Maria Dyrberg

Endelig er det sommer! Og med sommer kommer sol og varme og festivaler, men jeg skal ikke afsted. Jeg har ikke planlagt at tage på en eneste festival i år. Jeg er lidt i tvivl, om det er godt eller skidt. Om det er tegn på alderdom, fobi eller om jeg blot er erfaringsramt?

Jeg overvejede i et forvirret øjeblik at tage min lille familie med på en børnevenlig festival, men jeg skød straks idéen ud af hovedet igen. Hvis jeg skulle høre dårlig dansk folkemusik (eller tør jeg skrive børnemusik) a la Medina og Thomas Helmig flere dage i træk, ville jeg simpelthen blive sindssyg. På samme måde som når børnene vil høre temasangen fra Frost på repeat hele dagen.

Jeg tager måske en enkelt dag til Copenhell. Det er ikke fordi, jeg specielt savner head-banging i mit liv, men jeg forestiller mig, at det er underholdning på højt plan – på en meget fabelagtig middelalder-møder-metal-måde. Jeg kender, som det eneste band, der skal spille der, Primus, som jeg må indrømme, på grund af en halvnørdet fortid, hiver lidt i mig, men jeg lever også ganske fint uden. Jeg vil helst afsted for at snakke med folk, grine med dem og kigge på dem. Studere en stamme, der normalt ikke færdes i flok udenfor deres huler.

Sidste år, under Roskilde Festival, blev jeg ramt af en dyb dyb festival-længsel, hvor Københavns gader lå øde og forladte hen, og jeg følte mig som Palle alene i verden. I flere dage savnede jeg venner, øl og festivalsstemning. Indtil det gik op for mig, at jeg ikke var alene i byen. På mirakuløs vis dukkede der alt muligt ravl og krat op – i form af venner fra gamle dage, og vi endte med at have vores egen ‘jaaaa-vi-har-København-helt-for-os-selv’-agtige festival, og det var fantastisk!

Langsomt begyndte fortrængte Roskilde-minder at dukke op til overfladen, og jeg huskede pludselig, hvor dårligt jeg havde det hen af formiddagen, når jeg vågnede i det alt for varme telt. Hvor fedtet mit hår var, og hvor meget jeg hadede toiletterne. Jeg huskede, hvor meget det regnede sidst jeg var på Roskilde, og hvordan, allerede på tredjedagen, at hele festivalen havde forvandlet sig til, hvad der mest af alt mindede om en stor tyndskid. Mudder. Mudder i lange baner. Mudder der lugter af urin og afføring – bakteriemudder.

Jeg huskede fornemmelsen af at stå nøgen og småfryse under en bruser i noget fælles tam-tam af et akavet badehus, fyldt med fulde finske lurendrejere, mens jeg fumlede med min shampoo for at komme så hurtigt som muligt ud igen. Alt imens jeg gjorde et desperat forsøg på at fortrænge at, alle kunne se min numse og den høje risiko for fodsvamp.

Jeg kom i tanker om, at jeg ikke savnede musikken, eftersom at jeg sjældent er top-begejstret for programmet, men snarere synes at det er sjovt at være der for stemningens skyld, og for at nyde mængden af mennesker. Mennesker man kan snakke med og grine med og kigge på. Det må man godt!

Dog er det blevet sådan, at man har lavet reservater: eksempelvis mediebyen. Så man kun møder præcis de samme selfie-tosser på stoffer, der kæmper om latterlige farvede armbånd, der giver øl, som på de værste natklubber – iført noget Kate Moss smed til genbrug for 15 år siden. Heldigvis er der mønsterbrydere også, udover eventhajerne og de ‘vigtige roadier’: sidste gang jeg var afsted mødte jeg to vampyrer – påstod de. De var meget seriøse omkring det og kunne fortælle bredt og vidt om det at være vampyr. Komplet med slebne tænder, indtil jeg kom til at spørge, hvordan det kunne være, at de kunne tåle at være udenfor mens der var sol ...

En anden gang blev jeg jagtet af en skæv, grønhåret punker, der ville røve min hjemmebragte rugbrødsklapper med smør. Han endte med at fange mig til sidst, fravristede mig min rugbrødsmad, hvorpå han triumferende slugte den for øjnene af mig.

 

Under hele festivalen sidste sommer, besluttede jeg mig for at nyde IKKE at være på festival. Jeg satte pris på duften af mit pinligt rene hår, og lagde pludselig mærke til fornemmelsen af mit nyvaskede tøj. Jeg nød følelsen af at ligge på min perfekte Tempur-madres og min vidunderlige pude og dyne. Jeg gik på restaurant hver aften og spiste som en konge – bare for at nyde ikke at være på festival. Og det virkede. Jeg nød faktisk, ikke at være på festival. København var tom og fuld af plads og luft, og det var virkelig dejligt at kunne trække vejret ordentligt inde i byen, der var renset for fans.  

Argh, hvem er det jeg narrer ... Selvfølgelig er det sjovt at gå på festival, og selvfølgelig ville jeg gerne afsted. Fedtet hår, telt, sovepose, fællesbad og tyvagtige punker-røvere! I teorien. Festivaler er et godt eksempel på, at man ser alt i et rosenrødt skær i fortrængningens bakspejl, det er jo ikke rart at lege, at man bor i en larmende, fordrukken flygtningelejr.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...