Doggybag-dilemmaet: Synes du også, det er pinligt at bede om dine rester?

Emnet kom op, da jeg forleden berettede om mit livs bedste pizza til en veninde. En pizza, jeg vel og mærke ikke kunne spise op, fordi 1) burrataen oven på pizzaen vejede mere end min samlede kropsvægt, og 2) jeg havde taget mine nye, stramme jeans uden stretch på, som egentlig passer mig bedst, når jeg står ret op og koncentrerer mig om ikke at trække vejret for dybt.

“Men jeg kunne jo ikke rigtig bede om en doggybag,” sagde jeg grinende som afslutning på min historie.
En kommentar, der blev krediteret med et uforstående udtryk i min venindes ansigt.

Siden har jeg prøvet doggybag-dilemmaet af på venner, familie og kollegaer, og resultatet står klart: Der er en skarp opdeling mellem dem, der gladeligt tager resterne fra deres middag med hjem, og så dem, der hellere løber nøgne ned ad Strøget end at bede tjeneren om at pakke deres overskydende mad ned i en to go-boks.

Jeg er ikke alene

Lad mig gøre det klart: Der findes ikke ét eneste godt argument for ikke at bede om en doggybag. Madspild er et kæmpe problem, og i Danmark alene genererer vi omkring 700.000 tons af slagens om året. Restauranter og storkøkkener står for næsten ti procent heraf. Det er ikke bare spild af penge for den enkelte – det er også en stor belastning for miljøet og klimaet. Samtidig burde det ikke røre mig det fjerneste, hvad jeg eller andre gør med vores rester. Man har jo betalt for maden – så kan man vel lige så godt tage den med hjem, som tjeneren kan smide den ud i den nærmeste skraldespand.

Selvom jeg gerne vil støtte tankegangen bag, får jeg hjertebanken og svedige armhuler alene ved tanken om at skulle bede en tjener om at skrabe mine rester sammen. Og det tyder på, at mange danskere har det på samme måde. I hvert fald viste en Gallup-undersøgelse fra 2012, at 55 procent af de adspurgte ville tage imod en doggybag på en restaurant – men altså kun på betingelse af, at de havde diskret adgang til den. Englænderne er ikke meget bedre – i en undersøgelse fra 2015 svarede 25 procent, at de var for pinligt berørte til at kunne bede om resterne fra deres måltid.

Kvinden med plastikposerne

Kimen til min egen doggybag-aversion blev lagt tilbage i 2007, da jeg var til julefrokost på en restaurant i København og indtog en hel decembers ration af julemad på én aften. Knapt havde naboselskabet lagt knive og gafler fra sig, før en rulle fryseposer blev hevet op af den ene kvindes Gucci-taske anno start 00’erne. Og derefter, som om det var det mest naturlige i verden, begyndte hun at fylde poserne med det overskydende mad. De sidste humpler flæskesteg, lunken rødkål, klistrede søde kartofler og selv den stivnede sovs blev hældt i plastikposer i ét væk, indtil bordet var så fuldstændig støvsuget, at det kunne have bestået en rengøringskontrol eksekveret af Monica Geller fra Friends.

Måske havde kvinden på restauranten spinket og sparet i månedsvis for at få råd til at spise et måltid ude i byen, og poserne kunne blot være en måde at få valuta for hver en øre brugt. Og det er jo helt fair og meget forståeligt. Men mens jeg så hende kaste sig over resterne, som var hun genfundet efter fire år alene på en øde ø, kunne jeg ikke andet end krumme tæer af bar pinlighed.

For mig vækker hele doggybag-situationen – lavet af personalet eller den mere alternative version nævnt ovenfor – nemlig ærgerlige associationer til en egenskab, jeg frygter mere end noget andet at blive sat i ledtog med: nærighed. Jeg vil ikke være hende den nærige, der sidder på restauranten og slikker brødkurven ren for krummer, kun bestiller det gratis postevand og i sidste ende beder om at få mine skrabede efterladenskaber med hjem i en sølle, lille bøtte.

Jeg vil åbenbart meget hellere være hende, der galant efterlader en halv portion af den bedste pizza, jeg nogensinde har smagt, og i samme ombæring stikker langefingeren til miljøet.

Håb for fremtiden

Det mest åndssvage af det hele er, at jeg jo i virkeligheden beundrer plastikpose-damen og alle de andre, der falder i samme kategori som hende. Jeg vil gerne betragte mig selv som en, der tænker på miljøet og agerer derefter – så at smide madrester ud, fordi jeg er for stor en kylling til at bede om at få dem med hjem, virker ret kontraproduktivt.

Heldigvis er mange restauranter begyndt at komme pinligheden i forkøbet ved at spørge gæsterne, om de kunne tænke sig en doggybag. Og forhåbentlig er der tilsvarende flere, der takker ja og dermed kan redde et halvt måltid fra at blive overladt til restaffald (eller, hvis de enkelte restauranter tager deres ansvar alvorligt, bioaffald).

Hvem ved – måske bliver jeg en dag modig nok til selv at følge Roccos råd og bliver en af dem, der gør noget ved tingene i stedet for bare at snakke om dem. Og så kan det være, at jeg bliver hende på restauranten, som personerne ved nabobordet krummer tæer over, når jeg hiver plastikposer op af Gucci-tasken.

Men det skal være dem af genbrugsplast, naturligvis – man tænker vel på miljøet.