Eksperterne: Sådan bliver mode, mad, musik og skønhed i 20'erne
Det nye årti byder på et opgør med mange af de ting, som hidtil har været en del af din hverdag. Kig i krystalkuglen, og forbered dig på alt det nye, der venter forude
Vi spår om 2020'erne
Siden de brølende 20’ere har vi snakket om årtier som epoker med forskellige særpræg. De glade 60’ere, der efter 40’erne og 50’ernes krig og depression fandt optimismen frem med mønstrede kjoler og langt hår til drenge, de antiautoritære 70’ere med lapper på tøjet og etniske mønstre, der skulle vise solidaritet med den tredje verden, og de legesyge 90’ere, der med cykelshorts, neonfarver og Spice Girls definerede den moderne og stærke kvinde, der kunne selv ... Egentlig er det lidt kunstigt at dele årtierne skarpt op på den måde, for vores hverdag, stil og vaner ændrer jo ikke øjeblikkelig karakter, bare fordi kalenderen dikterer det. Spaghettistroppen gik ikke fra at være en del af alles nytårsoutfit i 1999, for så at være pakket væk 1. januar, fordi vi nu skrev 00’erne. Men der gik ikke særligt lang tid, før stropperne igen var yt.
Nu er endnu et årti forbi, og vi har taget hul på 2020’erne. Bliver de brølende som for hundrede år siden eller snarere påvirket af klimaskræk og verdens uro? Er 90’er-hyldesten – og dermed spaghettistropperne – i modebilledet igen forbi, og hvilken tendens skal vi så kigge tilbage på? Og fortsætter tv-seriernes guldalder, eller er vi færdige med streaming?
Det – og meget, meget mere – forsøger vi at spå om sammen med seks eksperter.
Litteratur
Flere forskellige stemmer, der i kraft af deres erfaringer giver læserne indsigt i og forståelse af en stadig mere kompleks verden. Det vil ifølge litteraturprofessor på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai præge bøgernes verden i 20'erne.
“Erfaringer har de seneste år fyldt mere og mere i litteraturen. Hvad enten det er Cecilie Linds Til mit barn, der handler om at føde, blive mor og forældre, Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem om at træde ind i et overklassemiljø, Kristina Nya Glaffeys Mor og Busser, der beskriver en lesbisk familiestruktur, eller Maja Lucas Gennem natten og vinden, der handler om at være enlig mor på kant med de sociale myndigheder. Forhold, vi godt kan tale om, men hvordan føles de at være i? Det kan vi få viden om igennem litteraturen. I takt med at vores verden bliver mere og mere kompleks, higer vi efter bøger, der kan give os indsigt. Derfor tror jeg, at menneskelige erfaringer vil fylde mere og mere i 2020’erne, og modsat den gammeldags 70’er-erfaringslitteratur, hvor man primært berettede, så reflekteres der mere over erfaringerne nu. Maja Langvad, der er adopteret fra Korea, reflekterer i sin litteratur ikke alene over oplevelsen, men også over sin vrede. Og Yahya Hassan tager os i sin nye digtsamling helt ind i både fængselsverdenen og Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby og reflekterer med et skarpt tonefald over vejen fra ‘præmieperker’ til ‘psykoseperker’.
Vi kommer til at se flere forfattere med forskellige baggrunde end dem, der indtil nu har fyldt i litteraturen. Det større miks af køn, seksualitet, religion og kulturer beriger, for desto flere stemmer, desto mere adgang til forskellige erfaringer. Jeg tror, at de mange nye stemmer skyldes, at talentmassen er blevet større. Unge i dag har fra en tidlig alder stiftet bekendtskab med kunst og medier, og de er ikke så bange for at kaste sig ud i det – uden nødvendigvis at have en genre for øje. Derfor vil nye blandingsformer mellem litteratur, billedkunst og musik opstå i det nye årti.
Også i litteraturen bliver klimaet et tema. En retning, der blev slået fast i år med vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Jonas Eika, hvis noveller i Efter solen skildrer en allerede dystopisk tid. Det er jo et emne, der optager de fleste, og selvom klimaet er et tema, der har været i litteraturen længe, er det, som om det først er nu, at der er opstået en kollektiv tankegang om, at vi må ændre adfærd radikalt. Derfor bliver science fiction-litteratur stor i 20’erne. Den trækker perspektiver op, appellerer til følelser og giver ikke mindst mulighed for at være samtidskritisk.”
Skønhed
Grøn skønhed med et mindre egoistisk perspektiv, teknologi og endnu mere repræsentation – det er noget af det, Costumes skønhedsredaktør Marie Alkestrup spår for 20’erne.
“Alt tyder på, at skønhedsbranchen er i vækst og kun bliver større i det nye årti. Flere forskere peger på ‘The Lipstick Effect’ som forklaringen, en teori, der bygger på målinger af, at når der er økonomisk krise, eller jo mere uoverskuelig verden føles, så søger vi selvforkælelse med små overskuelige luksuskøb såsom en lækker læbestift frem for et stort dyrt køb.
Jeg tror, at vi de kommende år vil se flere og flere teknologiske skønhedstricks, hvor man kan scanne sin hud og på den måde få en perfekt foundation eller ‘prøve’ makeup digitalt. Den udvikling er allerede godt i gang i USA, og så når det oftest os herhjemme lidt senere. På den måde kan du få noget, som matcher dine unikke behov, hvilket rammer lige ned i tidsånden.
Samtidig vil vi se et voksende marked for grøn skønhed. Det har længe været et fænomen i Tyskland og Australien og begyndte også at blive stort i 10’erne herhjemme, men hvor det indtil nu mest har handlet om det indre, løftes fokus, så vi ikke kun tænker på, hvad skønhed gør ved os, men også på, hvad det gør ved vores klode. Derfor vil grøn skønhed i 20’erne i lige så høj grad handle om emballage som kemikalier i produkterne. Clean, grøn, naturlig, økologisk, bæredygtigt, der er mange begreber, når vi snakker om det her emne, og jeg tror, at vi i 20’erne får en bedre forståelse for, hvad de forskellige termer dækker over, for de er faktisk forskellige. Det kræver, at firmaerne også bliver bedre til at skelne, og på den måde undgår vi forhåbentligt den green-washing, som også findes i skønhedsbranchen.
I 20’erne kommer vi også til at se flere ældre kvinder repræsenteret i kampagner. De er et stærkt købesegment, og generelt er flere mærker blevet opmærksomme på, at vi gerne vil kunne spejle os i dem, vi ser i kampagnerne. Diskussionen om repræsentation har som bekendt fyldt meget i 10’erne. Min forestilling om og håb for 20’erne er, at vi ikke længere fremhæver brands, når de laver foundations til mange hudfarver eller vælger ældre modeller eller modeller med forskellig etnicitet, fordi det bliver så almindeligt, at vi ikke længere reagerer på det.”
Mad
Færre køkkener, oksekød og madlavningsfærdigheder, flere linser, slowfood og retter hentet med en app. Madsociolog Jon Fuglsang giver her sit bud på 20’ernes madkultur, som vi godt kan forvente bliver lidt af en klimakampplads.
“For to år siden var det en privatsag, om man spiste kød eller var veganer, men madkultur er ved at blive gjort til et fælles anliggende, hvor man i den grad får sat spørgsmålstegn ved ens vaner – om fem år tror jeg for eksempel, at oksekød vil være en marginal spise. Det er ikke fordi, vi alle bliver vegetarer, men oksekødet bliver erstattet med kylling og svin, da det er en forholdsvis nem klimareduktion at lave gennem sin mad. Jeg tror dog stadig, at vi vil se burgere i klassisk forstand, men kødet i spaghetti bolognese og lasagne bliver i stigende grad erstattet af linser. Generelt bliver kød en smagsgiver frem for noget, man spiser sig mæt i.
Den madkulturelle kamp mellem vegetar- og mormormad, mellem land og by, mellem DF og Alternativet vil blive intensiveret som en værdi- og identitetskamp. Både på de sociale medier, i politik og i konstruerede fællesskaber kommer madvaner til at være en afgørende identitetsmarkør, som en uundgåelig del af vores fortælling om os selv.
En anden ting, vi kommer til at se i 20’erne, er et brud i mad lavningskundskaber især hos de unge i byerne, hvor flere og flere ikke aner, hvordan man laver mad. Convenience-markedet vokser og bliver kun større, billigere og mere effektivt og med to go-apps som Wolt er der samtidig en ratingkultur til stede, hvilket generelt fylder meget i vores kultur. Konsekvensen bliver, at vi kommer til at se flere lejligheder uden reelle køkkener. Kvadratmeterne i byerne er som bekendt dyre, så hvorfor bruge pladsen på andet end et lille anretterkøkken, når vi alligevel ikke laver mad. Derfor vil der selvfølgelig også opstå en modkultur, hvor der er status forbundet med at lave mad af råvarer fra bunden af. Det hjemmelavede bliver noget, man værner om, og hele slowfood-bevægelsen vil vokse.
Ud over at hente eller bestille mad med hjem går vi danskere mere og mere ud, og i 10’erne voksede restaurationsbilledet virkelig herhjemme. Mange af os, der gik meget ud i 10’erne, har nu fået børn, men vi vil gerne fortsætte med at gå ud. Derfor tror jeg, at 20’erne også bliver påvirket af mere familieegnede gå ud-steder, både med børnefamilierestauranter og med en mere sydlandsklignende frokostkultur, da frokost er et måltid, som er meget nemmere at mødes til, hvis man har børn.
10’ernes kaffetrend fortsætter højst sandsynligt, indtil vi får en eller anden undersøgelse, der siger, at det er skadeligt for os og miljøet at drikke kaffe. For to år siden troede alle, at vi nærmest skulle leve af avokadomadder, så kom der en rapport, der viste, hvor skadelige de er, og nu er det blevet umoderne at spise. Den slags klimapåvirkede trends kommer vi til at se meget mere af.”
Serier
Miniserier med udgangspunkt i verdenshistorien, endnu flere stemmer fra minoritetsgrupper samt danske tv-serier i amerikanske formater. Det er noget af det, vi ifølge TV-ekspert Frederik Dirck Gottlieb kan forvente i dette årti, hvor endnu flere streamingtjenester vil kæmpe om vores opmærksomhed.
“I 10’erne gik vi fra de store episke fortællinger til det mere relationsbårne med flere og flere serier, der tog udgangspunkt i marginaliserede grupper og minoriteter. Transparent er nok det mest oplagte eksempel, da det nærmest er den første serie nogensinde med en transkønnet karakter som hovedperson. Et andet eksempel er selvfølgelig Skam, som vi snart ikke kan holde ud at snakke mere om herhjemme, men som virkelig har åbnet manges øjne for, hvor dybt ind i hovedet, vi gennem en serie kan komme på folk, vi umiddelbart har svært ved at forstå. Jeg har lige lavet et podcastafsnit med manden bag Ramy, og den serie er netop et eksempel på, hvordan man får en helt anden forståelse for, hvor vanvittigt det for eksempel har været at være ung muslimsk teenager, der skal gå i skole dagen efter 11. september. Lige pludselig kigger alle anderledes på dig, og dine bedste venner tror, du er terrorist. Selvom jeg personligt er vokset op med en del muslimske venner, har jeg aldrig tænkt over, hvor forfærdelig en forandring den dag netop har været for dem. Det er præcis det, en serie kan.
Jeg tror, at identitetspolitik kommer til at fylde endnu mere i 20’erne. Når noget har banet vejen, giver det mulighed for, at flere kan komme og gøre det endnu bedre, så når en serie som Ramy kom ud i slutningen af 10’erne, giver det i 20’erne plads til flere serier om at være muslimsk dreng, men højst sandsynligt også til, at vi snart får en hel serie om livet som muslimsk pige. Forskellen fra 10’erne til 20’erne bliver formentligt, at vi holder op med at tale lige så meget om det, fordi det bliver mere og mere normalt, at minoriteter portrætteres.
Jeg tror også, at vi kommer til at se flere danske og skandinaviske serier på de amerikanske streamingtjenester. Det kommer til at blive en fast del af Netflix og HBO, og hvem der i den her streaming-krig ellers kommer frem. Hvis streamingtjenesterne skal blive ved med at stige i abonnementssalg, og de allerede har alle amerikanerne, ja, så kræver det jo, at du går ud på det brasilianske, kinesiske eller skandinaviske marked, og derfor kigger streamingtjenesterne i øjeblikket mod talent i udlandet. Det er en global strategi.
En genre, jeg spår bliver stor i 20’erne, er journalistiske fiktionsserier. 10’ernes helt store surprise-hit var Chernobyl fra HBO, der dramatiserer begivenhederne i forbindelse med atomulykken i 1986, så der er helt sikkert flere serier i den boldgade i gang med at blive produceret. Chernobyl bestod kun af fem afsnit, og det leder mig hen til en anden ting, der kommer til at påvirke 20’erne, nemlig at tiden for de langstrakte dramaserier som Orange is the New Black, House of Cards og Breaking Bad er forbi. Vi har stadig The Crown, men ellers er det svært at pege på de her helt store populære dramaserier, som man bare skal se, hvis man vil være en del af snakken over kantinebordet. Der er så mange streamingtjenester, og der kommer kun flere, så med det store udbud virker det skørt at dedikere al sin tid til én serie, frem for de tre miniserier om helt forskellige emner, man kan nå på samme tid. Derfor kommer vi til at se flere serier med afsnit af korte og ikke mindst varierende længder. De tidligere TV-regler som, at alle serier skal have 13 afsnit af en time hver, er visket ud, ligesom genrerne bliver mere hybridagtige, så et afsnit kan være komisk, mens et andet kan være dramatisk. Streamingtjenesterne er ikke længere bange for at blande genrer og være lidt nicheagtige, for med hele verden som publikum er det muligt at lave en serie specifikt til modenørderne og alligevel nå ud til mange.”
Musik
En branche i turbo med fokus på ikke-engelsksprogede tekster og endnu større bevidsthed om klimaforandringerne. Det er noget af det, vi kan forvente af det kommende årtis musik, spår kulturjournalist og radiovært Niels Fez Pedersen.
“I 10’erne så vi, hvordan streaming fik ting til at eskalere på ingen tid, som da en række unge rappere som Lil Peep og XXXTentacion i 2016-17 kom med en alternativ hiphop-lyd og en tung, narkoinficeret attitude, og SoundCloud-rap på rekordtid blev en trend. Musikerne har ikke længere brug for en pladekontrakt, de skal bare lægge deres musik op online, så er den tilgængelig i hele verden, og der er intet, som tyder på, at tempoet kommer til at være langsommere i det nye årti. Til gengæld kommer vi i endnu højere grad til at se, at det omvendt også går ekstremt hurtigt, når det gælder, at folk mister interessen. Du kan på kort tid gå fra at være en helt ukendt sanger til at spille i et udsolgt Royal Arena til at være glemt igen.
Det spændende er, at musikverdenen kun bliver større og større. I dag er det lige så nemt at finde et nummer fra Colombia som den nye fra Coldplay, hvilket også er en fordel for danske musikere. I 10’erne havde vi med Mø, Volbeat og Lukas Graham nogle af de største eksportsucceser siden Aqua. De spiller koncerter overalt på kloden, og selvom jeg ikke tør spå om, hvem der bliver den næste store danske verdensstjerne, er der ingen tvivl om, at vi kommer til at se endnu flere danskere i udlandet i dette årti.
På samme måde som danskere nemmere kan komme til udlandet, er mange andre sprogområder end de engelsksprogede på vej frem. Den asiatiske bølge med især K-pop kommer vi ikke uden om i 20’erne. Sidste år lå det koreanske boyband BTS nummer 1 på album-hitlisten i USA, hvilket er helt vildt for et ikke-engelsktalende band. Men efterhånden som internettet knytter flere og flere mennesker sammen, bliver det asiatiske sprog ikke længere noget eksotisk, men naturligt. Den afrikanske og ikke mindst latinamerikanske scene er også i vækst. Latingenren plejer at komme og gå i bølger, men denne gang er det, som om genren er blevet hængende i Vesten siden Despacito, og jeg tror, at den kommer til at blive større i det nye årti.
Det er ikke kun branchen, der har skruet tempoet op, det samme har forbrugerne. Det er ligesom med tøj. Når folk ser noget fra modeugen i Paris, vil de kunne købe det hurtigst muligt. Du gider ikke høre en single i september for at vide, at du kan ønske dig albummet i julegave fire måneder efter. Det startede med Beyoncés album Beyoncé, der bare landede – med musikvideoer og alting – uden nogen PR-omtale inden. Jeg er stadig dybt imponeret over, at så mange mennesker, som der har været på den produktion, har kunnet holde det hele hemmeligt. Siden har flere kunstnere gjort som hende. 20’ernes standard bliver uden tvivl, at tingene dropper, når de dropper. Miljøet kommer til at fylde meget mere i musikbranchen, end det gør i øjeblikket, for der ligger en åbenlys udfordring ved at være en branche, hvor alle rejser rundt. Herhjemme har man de seneste år set en klimabevidsthed på de mange festivaler, når det gælder madspild, økologi og genbrugsglas, men det ændrer jo ikke ved, at de store kunstnere kommer kørende i 25 trucks. I takt med at publikum tager klimaet mere alvorligt, bliver kunstnerne også nødt til det, og jeg tror, at vi kommer til at se rigtigt mange kunstnere i 20’erne, som tager på turné uden at flyve. Det kan også betyde, at visse kunstnere kommer til at turnere mindre. De vil finde andre måder at kommunikere med deres fans på. Vi har senest set Coldplay meddele, at de slet ikke vil turnere, før der er fundet en mere bæredygtig måde at gøre det på.”
Mode
Modebranchen er en af de helt store syndere, hvad angår vandforbrug og CO2-udledning. Derfor ser vi i øjeblikket en branche i både total forvirring og forandring. Costumes moderedaktør Camilla Larsson spår, at dette årti vil kalde på mindre tøjproduktion og mere design med en historie. Og så bliver 20’erne årtiet, hvor vi igen skal skrue op for det sexede look.
“Fråseri er ikke uden grund en af de syv dødssynder, og jeg tror, at de fleste af os godt ved, at den de sidste mange år har været helt gal, når det gælder vores forbrug. At have det nyeste hele tiden er blevet et drug, og det gælder ikke kun mode, men også biler, bøger, serier på Netflix, teknologi og så videre – men modebrancen står med god grund for skud, fordi den er så sæsonbåret.
Erkendelsen har taget voldsom fart det sidste halve år i branchen. Alle taler om bæredygtighed og prøver på forskellige måder at vise, at de ikke er ligeglade, som eksempelvis Ganni, der lejer deres tøj ud. Men forvirringen synes umiddelbart stor, og ingen ved, hvor de skal kigge hen. Jeg fornemmer, at vi alle famler lidt i blinde i forsøget på at være bæredygtige. Derfor tør jeg simpelthen ikke sige, hvordan det ser ud om ti år, men jeg tør godt sige, at branchen kommer til at være fuldstændigt ændret. Som jeg ser det, er det største problem, at der bliver lavet for meget tøj. Løsningen er ikke kun at lave en kollektion med bæredygtige bukser, men at nedjustere mængden i kollektionerne, hvilket jeg tror, vi kommer til at se flere mærker gøre i det nye årti. Mode er drømme, og drømmene opstår, når man kan mærke, at tøjet har en historie, og at designerne har gjort sig umage, men det kan de altså ikke, hvis de skal lave 12 kollektioner om året. Der er mange, måske for mange designere lige nu, og jeg tror, at der i det nye årti vil ske en udfasning, hvor dem, der ikke har så meget på hjerte, forsvinder. Et ord som langtidsholdbar er i min optik meget mere positivt ladet end trend, og at en designer som Cecilie Bahnsen har fået så meget medvind de sidste par år viser, at mange forbrugere har det på samme måde. At mode skal ses som et håndværk frem for en forbrugsfest.
10’erne har været præget af influencere og Instagram, men jeg tror, at influencerne går samme fremtid i møde som designerne. Dem, der ikke har noget på hjerte, kommer til at forsvinde i 20'erne. At bruge sig selv som kampagnesøjle bliver dømt irrelevant, for det er set for mange gange før. Vores hjerner hungrer efter noget nyt. Så når vi eksempelvis har set lyshårede modeller i kampagner og på magasinernes forsider nok gange, vil vi se noget andet. Derfor kommer de seneste års diversitetsbølge til at blive meget større. Og så på et eller andet tidspunkt bliver den klassiske supermodel sikkert det mest overraskende valg igen.
Jeg har svært ved at lure, om København bliver ved med at have den hype, vi havde i 10’erne. Vi skal i hvert fald gøre os umage for at holde den ved lige, for rigtigt mange andre lande rykker lige nu. Især i New York og London bliver de kunstinspirerede designere som Maryam Nassir Zadeh, Simone Rocha og Molly Goddard spændende at holde øje med i de kommende år.
Jeg tror, at Chanel og Prada kommer til at bevare deres momentum. Prada er speciel, fordi det er et af de få modehuse, hvor den oprindelige designer stadig er der, og det kan altså noget. Guccis seneste kollektion var som et vendepunkt. Her så vi langt mere sex end gøgl med transparente materialer og blonder. 10’ernes normcore og androgyne look sluses for alvor ud nu. Der er en lyst til at være sexet igen med bar hud, udfordrende udskæringer, langskaftede støvler og glam, hvilket selvfølgelig er en reaktion på den tristesse, der hersker i verden. At være sexet kvinde i 2020’erne kommer til at blive set som en styrke, og jeg spår det som årtiets største tendens.”
