Animationsfilmen Frost er blevet kult blandt verdens småpiger, og medierne diskuterer, hvorvidt hovedrollen, Elsa, er Disneys mest feministiske heltinde til dato.
Selv Barbie har fået en tidssvarende makeover – er der et nyt ideal på vej, der ændrer kvinders forestillinger om kønsroller og kropsidealer?
Der var engang to prinsessesøstre i et eventyrland højt mod nord. Den ældste hed Elsa, og hun kunne forvandle ting til is. Den yngste hed Anna, og hun var lidt klodset og kærlighedshungrende. De to søstre elskede hinanden højt, men Elsas kræfter voksede, og efter en ulykke rejste hun bort. Anna forelskede sig i mellemtiden i en flot prins, som viste sig at være en lumsk charlatan, og så drog hun ud for at finde sin søster. På vejen mødte Anna både en talende snemand og en sød samer-fyr, men først og fremmest havde prinsessen for øje at finde Elsa og få hende med hjem.
Sådan går historien i grove træk i Disneys mest succesfulde animationsfilm nogensinde, Frost fra 2013, hvis eventyr er (meget) løst baseret på H.C. Andersens Snedronningen. Filmen indtjente mere end syv milliarder kroner i biograferne og blev en gigantsucces uden sidestykke. Småpiger alle vegne har klædt sig ud som Elsa til fastelavn og holdt Frost-temafødselsdagsfester en masse, filmen vandt Oscars for bedste sang og animationsfilm, og soundtracket blev 2014’s mest solgte album.
Og hvorfor var det så lige Frost, der blev filmhistoriens største Disney-hit? På overfladen er det oplagt at fremhæve filmens ørehængere, den smukke Elsa i sin blå prinsessekjole og den fjogede snemand Olaf, der tilbyder de yngste seere falde-på-halen-komik i lange baner. Men der er mere i Frost end som så.
Elsa er en Disney-prinsesse, som i modsætning til mange af koncernens tidligere kvindelige figurer ikke defineres af hendes forhold til en mand, ej heller får hun en i slutningen af filmen. Hendes vigtigste relation er derimod til en anden kvinde, søsteren, og det vinder genklang hos småpigerne i virkelighedens verden, fortæller Kirsten Drotner, professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet:
“Før handlede Disney-film ofte om polariseringen mellem kønnene, men en lille pige på 4-6 år er optaget af sin egen kønsidentitet og ikke så meget af, om hun vil have en kæreste. Hun forsøger i højere grad at finde sin plads i pigegruppen, og hendes relationer til andre piger i den alder er meget vigtige. Derfor appellerer Frost i høj grad til den aldersgruppe.”
Giver slip på det perfekte
Elsas selvstændighed og magiske kræfter har ligeledes inspireret de yngre seere og har, ifølge den engelske klummeskribent Jane Merrick fra The Independent, ophøjet karakteren til en slags Disney-superhelt.
“Pigerne klæder sig ud som Elsa, den standhaftige isdronning. Ingen vil være hendes fjollede søster Anna, som falder for den forkerte prins, fem minutter efter hun har mødt ham. Det handler om, at Elsa ikke er som andre Disney-prinsesser. Hun er mere som en kvindelig udgave af Batman eller Spider-Man. Og små piger, som endnu ikke er blevet bebyrdet med samfundets normer, vil det samme som små drenge: efterligne deres helte,” skrev Jane Merrick i 2015.
Netop børns tendens til at efterabe fiktive helte og heltinder lægger et stort ansvar på Disney og andre tegnefilms- og legetøjsproducenter for at skabe karakterer, småpigerne får sunde, stærke værdier fra.
Et studie fra University of Michigan viste i 1980, at børn især forsøger at imitere den opførsel, de ser karakterer udvise i fjernsynet – på samme måde som de lærer sociale og kognitive adfærdsmønstre ved at imitere deres forældre, søskende og venner.
Og eftersom mange små piger er tiltrukket af Disney-prinsessernes universer, efteraber de gerne prinsessernes karaktertræk.
Derfor kan meget stereotype Disney-rollemodeller indprente børn urealistiske forestillinger om for eksempel kønsroller og kropsidealer. Det konkluderede forskere fra Rutgers – The State University of New Jersey i 2011 i rapporten Fairytale Dreams: DisneyPrincesses’EffectonYoungGirls’ Self-Images. Den pegede på, at ældre Disney-film som Snehvide fra 1937, Askepot fra 1950 og Tornerose fra 1959 fremstillede heltinderne som udelukkende hvide, blide husmoderlige typer, der alle var afhængige af at blive reddet af en prins for at leve lykkeligt til deres dages ende.
Først i 90’erne begyndte Disney at modernisere deres kvindebilleder, og Kirsten Drotner forklarer, at der her pludselig kom eksempler på stærkere heltinder med feministiske træk, såsom Mulan fra 1998, der blev en stor succes med en etnisk hovedrolleindehaver. Nok måtte Mulan forklæde sig som en mand for ultimativt at vise sit værd som kvinde, men hun var en hårdtslående en af slagsen, ligesom også Tiana fra Prinsessen og frøen fra 2009 – Disneys første sorte prinsesse – og Merida fra Modig fra 2012 ditto repræsenterede selvstændige, feministiske værdier. J
a, selv Pocahontas valgte i 1995 i sidste ende kærligheden til sit hjemland og sin frihed fremfor den smækre John Smith.
Barbies nye booty
Den nye type karaktertegninger rokker dog ikke ved, at Disney-heltindernes fysiske fremtoning ikke har udviklet sig fra selskabets hyldest af hvepsetaljens usandsynlige mål – og at prinsessernes hudfarve stadig overvejende er hvid.
I rapporten Am I too fat to be a princess? fra 2010 undersøgte forskere fra University of Central Florida, hvordan Disney-prinsessernes skønhedsidealer påvirker småpiger. Forskerne kom frem til, at Disney-filmenes narrative lighedstegn mellem skønhed og godhed giver mange piger dårligt selvværd senere i livet og i værste fald kan fremprovokere spiseforstyrrelser helt ned til niårsalderen. På samme måde kan manglen på etniske Disney-rollemodeller give piger mindreværdskomplekser over deres kulturelle arv, fordi minoritetsgrupper ikke repræsenteres som lige så vigtige som Disneys hvide prinsesser.
Samme problem prægede i årtier en anden favorit blandt pigebørn, Barbie, der produceres af legetøjsgiganten Mattel, Disneys tidligere samarbejdspartner. Men fra i år har Barbie fået nye ansigter. Amerikanske Mattel imødekom i januar i år mere end ethalvt århundredes massive kritik og lancerede tre nye Barbie-kropstyper og syv forskellige hudfarver.
Mattels seniorvicedirektør, Evelyn Mazzocco, udtalte i forbindelse med lanceringen, at “de nye dukker repræsenterer en kollektion, der i højere grad afspejler den verden, piger ser omkring sig. Variationerne i kropstype, hudtone og stil giver pigerne mulighed for at vælge den dukke, der taler til dem. Vi har et ansvar over for piger og deres forældre for at vise et bredere skønhedsideal.” Moderne toner fra firmaet, der tilbage i 1963 sendte Barbie-dukker på markedet med en tilhørende slankebog, How to lose weight, der direkte opfordrede piger til ikke at spise.
Men selvom de nye Barbie-typer har genereret stor mediebevågenhed, kan man undre sig over, at vi først ser forandringer i 2016.
“Den diskussion, der lige nu raser i Nordamerika om, hvorvidt børns legetøj er for etnisk smalt eller udstiller misvisende skønhedsidealer, det er faktisk en diskussion, vi havde i Europa allerede tilbage i 70’erne og de tidlige 80’ere. Men dengang var Mattel og Disney selvfølgelig ligeglade med, hvad man snakkede om herovre. USA fortsatte med at dyrke skønhedsidealer fra 60’erne – som Twiggy-tynde kvindekroppe – og først nu, hvor man er blevet mere opmærksom på, at børn skal vokse op med en forståelse for det multikulturelle, amerikanske samfund, de lever i, er Mattel og Disney mere lydhøre. Og eftersom USA er et enormt marked, følger resten af verden jo tæt med i, hvad de foretager sig,” siger Kirsten Drotner.
Flere forbilleder på vej
Som ofte før i kølvandet på eksplosive kulturelle fænomener er der også rettet kritik mod Frost fra dem, som mener, at filmen fremmer en slags ‘falsk feminisme’. Og endda fra mænd, som beskylder Disney for hadsk ‘man bashing’ på grund af måden, Frosts mandlige karakterer bliver ‘latterliggjort’ på.
“Men selvom Disneys bud på feminisme langtfra er fejlfrie, er Frost et stort skridt i den rigtige retning,” understreger Shira Feder i The Feminist Wire. Og meget tyder på, at det er en retning, Disney har tænkt sig at fortsætte i med dette års Moana, der har en polynesisk heltinde med langt mere menneskelige former i centrum.
Efterspørgslen på stærke, kvindelige rollemodeller er der i hvert fald ifølge det amerikanske Geena Davis Institute on Gender in Media, der med skuespillerinden Geena Davis i front har kæmpet for at synliggøre og diversificere kvinders roller på film og tv siden 2006. I februar i år offentliggjorde instituttet ny research, der viser, at 61 procent af 4.300 kvinder fra ni forskellige lande mener, at kvindelige rollemodeller på film og tv har haft indflydelse på deres liv. Og hele 74 procent ville ønske, at de havde haft flere fiktive kvindelige rollemodeller, da de voksede op.
Popkulturen i dag er fyldt med selvstændige og sjove kvinder af alle racer og kropstyper, som unge piger kan se op til, såsom Beyoncé og Emma Watson. Og den virkelighed skal magtfulde spillere som Disney og Mattel naturligvis bidrage aktivt til, én Let it go-slagsang og ny Barbie-booty ad gangen.
