
Fanny Augusta sælger unikke vintageplakater i sit online galleri
Kunsthistoriker Fanny Augusta Christoffersen er sprunget ud som selvstændig med eget online galleri.
Af — 14. august 2020Hvorfor har du valgt at åbne Atelier Augusta?
“De seneste otte år har jeg arbejdet i galleribranchen i København, og jeg har ganske enkelt lyst til at blive ved med at arbejde med kunst resten af mit liv. Atelier Augusta er begyndelsen på noget, der med årene vil vokse sig langt større end det format, det har i dag. Jeg lever og ånder for kunst og formidling, og det virkede oplagt at tage springet og starte selvstændigt med så mange års erfaring og en uddannelse i ryggen.”
Hvorfor plakater og litografier?
“Jeg arbejder selv på et københavnsk galleri og bruger en stor del af min fritid på gallerier og muséer. Det meste af det, jeg forelsker mig i på gallerierne, har jeg desværre ikke råd til. Derfor fik jeg idéen om at forhandle plakater og andre former for tryk. Jeg har en særlig stor kærlighed til de litografiske kunstplakater, der ikke fremstilles længere. Siden 80’erne har man arbejdet med off-set-tryk, som er en billig trykmetode, men går man 40-50 år tilbage i tiden, finder man en helt anden kvalitet og kærlighed til trykmetoden. Man gjorde sig enormt umage og fremstillede færre eksemplarer af hver plakat. Jeg lægger stor vægt på, at de plakater, jeg sælger, er originale – og ofte så gamle, at du ikke finder dem andre steder end hos mig. De oser simpelthen af historie og stemning, som du aldrig vil finde i et livløst genoptryk.”
Hvad inspirerer dig?
“Jeg er inspireret af mine kollegaer på de andre københavnske gallerier, særligt dem der brænder for formidling og den gode historie. Det er her, man virkelig kan mærke, om folk elsker kunsten eller ej. Der er altid en god historie bag et godt værk, og jeg elsker, når folk tager sig tid til at fortælle den.”
Har du en personlig favorit blandt dine værker?
“Det er umuligt kun at vælge et enkelt! Men jeg er meget glad for Maurice Brianchon-plakaten for Salon Des Tuileries (1959), som jeg solgte for et par måneder siden. Og selvfølgelig den blå Ellsworth Kelly-plakat, som jeg har fået lavet en lille illustration af. Filmplakaterne bærer præg af, at de er produceret 40 år inden, jeg selv blev født, da man kan se, at de har været sendt som post i Italien i starten af 60’erne. Farverne er ofte meget nedtonede, men Brigitte Bardot i sin røde badedragt i Vita Privata (1961) går lige i hjertet på enhver æstetiker.”