©

Fredag med Fallulah

Danske Fallulah har fået sin første internationale kontrakt, og vi er eksklusivt kommet backstage til skydningen af hendes nye musikvideo. Se med her

Den 30-årige danske sangerinde, Fallulah, der i 2011 brød i gennem med hittet Out of It, har nu fået sin første internationale kontrakt i USA – og det er samtidig med, at hun netop har udgivet sin nye single Social Club.

Den første single, fra hendes internationale album, handler om usikkerheder:

"Nu hvor jeg er blevet voksen, har jeg fået mange af mine usikkerheder på afstand, men det ville være løgn at sige, at jeg er helt upåvirket af den måde (sociale)medier fremstiller skønhed på,” fortæller Falluah til Costume.dk.

Den nye single, der er fyldt med energiske toner, lyder af klassisk Fallulah, men med et strejf at nyt, handler altså om sætte fokus på de skønhedsidealer, mange unge i dag lever under.

“Du er ikke en dårlig person, hvis du spiser masser af hvidt brød, eller hvis du ikke har kæmpe bryster, en minitalje og en fyldig, men helt fast røv.”

Vi har hørt Social Club mere end én gang (i streg) her på redaktionen, og er ret vilde med både sangen og musikvideoen. Derfor er vi også ret begejstrede for, helt eksklusivt, at være kommet med backstage, da sangerinden i glimmer og lækkert tøj skød musikvideoen til sangen, der er strøget ind på flere internationale musiklister.

Se den virkelig seje video herunder: