Her er verdens mest romantiske locations

Rejs med til de store kærlighedsfilms mest romantiske steder. Kender du nogen, som skal invitere dig med hertil?

Her er verdens mest romantiske locations
© Out of Africa

Ved du endnu ikke, hvor du skal tilbringe sommerferien? Måske er nogle af verdens mest romantiske steder et godt bud. Vi tager dig med til syv steder, som du kender fra dine favorit kærlighedsfilm.

Out of Africa: Bakkerne i Kenya

Kenyas solgyldne vidder danner rammen for den danske forfatterinde Karen Blixens (Meryl Streep) og eventyreren Denys Finch Hattons (Robert Redford) skæbnesvangre affære i storfilmen Out of Africa fra 1985 baseret på Blixens selvbiografiske roman Den afrikanske farm. Det iltre pars tiltrækning er øjeblikkelig, og kærligheden vokser, allerede mens Karen stadig er gift med sin danske mand. Senere bliver hun skilt, og Denys flytter ind på Karens kaffefarm, hvor de to for en stund nyder en større lykke, end Karen nogensinde skulle opleve igen. Stjerneduoen Streep og Redfords kemi får ens eget hjerte til at banke heftigt efter romantiske flyveture over Afrikas sletter og picnics på Ngong Hills’ bølgende bakker. I dag kan rejsende gå i Karen og Denys’ fodspor og besøge både farmen, der fungerer som Karen Blixen-museum, og Denys’ gravsted på parrets elskede Ngong Hills, en kort køretur sydvest for Nairobi.

Karen Road, Langata.

Before Sunrise: Pariserhjulet i Wien

Instruktør Richard Linklaters mesterlige Before-trilogi ligger i toppen af filmhistoriens mest romantiske – og realistiske – kærlighedsfortællinger, drevet af knivskarp dialog, et postkortpoetisk billedsprog og to geniale skuespillere i front. Filmene følger amerikanske Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy) på tre enkelte dage i løbet af tre årtier. I den første film, Before Sunrise fra 1995, mødes de som unge backpackere på et tog til Wien. Jesse og Céline hopper sammen af toget og går en enkelt aften og nat på opdagelse i Wiens gader, mens de snakker, fjoller og forelsker sig. Den perfekte kulisse for parrets første kys er pariserhjulet Riesenrad fra 1897, som først blev udødeliggjort på film i 1949 i Orson Welles’ noir-klassiker Den tredje mand, og som du stadig kan tage en tur i med din udkårne.

Riesenradplatz 1.

Amélie fra Montmartre: Caféen i Paris

Det er på art deco-caféen Café des 2 Moulins, yndige Amélie (Audrey Tautou) i Amélie fra Montmatre fra 2001 arbejder. Det er her, hun beder sit hjertes udkårne om at hente den fotobog, han har tabt, og hun har fundet. Og det er her, hun ikke tør gå hen til ham. Hengiv dig til Amélies Paris, og smag på caféens crème brulée, der er opkaldt efter Amélie, eller sæt dig under de røde markiser udenfor med et glas vin, og indånd livet, der slentrer forbi.

15 Rue Lepic.

Her er verdens mest romantiske locations
© Love Actually

Love Actually: Gaden i Notting Hill

Nogle af de mest romantiske filmscener er ikke nødvendigvis dem, der ender lykkeligt. Det understreger Andrew Lincoln i rollen som Mark i Love Actually, hvor drømmepigen Juliet, spillet af Keira Knightley, indledningsvis gifter sig med Marks bedste ven. Situationen er umulig, men i et rasende romantisk stunt får Mark alligevel erklæret sin kærlighed, da han op til jul ringer på Juliets dør og uden et ord siger alt det, hans hjerte flyder over med – ved hjælp af håndskrevne papskilte. Love Actually fra 2003 er ikke bare en af de mest romantiske film i nyere tid, den er også en visuel kærlighedserklæring til London, og scenen foran Juliets dør er skudt i den fineste lille brostensbelagte sidegade i bydelen Notting Hill.

27 St Lukes Mews.

Her er verdens mest romantiske locations
© La Dolce Vita

La Dolce Vita: Trevi-fontænen i Rom

Rom er ubestridt en af verdens mest romantiske hovedstæder og har ikke overraskende lagt gader til en lang række kærlighedseventyr på film – fra Roman Holiday med Audrey Hepburn til Woody Allens To Rome with Love. Det mest genkendelige filmbillede fra byen forestiller imidlertid den svenske skuespillerinde Anita Ekberg, som bader i Trevi-fontænen iført en guddommelig aftenkjole i mesterinstruktøren Federico Fellinis La Dolce Vita fra 1960. Ekberg spiller, sjovt nok, en svensk filmdiva, Sylvia, som i scenen kurtiseres af italiensk films førsteelsker Marcello Mastroianni, der spiller sladderjournalisten Marcello. En sen nattetime deler parret et hedt kys under fontænens vandkaskader, og siden har forelskede turister dagligt forsøgt at genskabe stuntet – til det romerske polizias udelte irritation.

Piazza di Trevi.

Her er verdens mest romantiske locations
© Sleepless in Seattle

Sleepless in Seattle: Empire State Building i New York

I en af de sødeste kærlighedsfilm fra det seneste århundrede, Sleepless in Seattle fra 1993, deler det centrale par Annie (Meg Ryan) og Sam (Tom Hanks) faktisk kun en enkelt scene. Den udspiller sig på toppen af Empire State Building på selve Valentinsdag, i filmens sidste minutter. Scenen er en hyldest til filmklassikeren An Affair to Remember, hvor de elskendes rendezvous selvsamme sted spoleres af en tragisk ulykke. Her går det heldigvis anderledes lykkeligt til, og amorinerne eksploderer, da Annie og Sams øjne mødes. Slutteligt suser kameraet rundt om Empire State Building, hvis sider lyses op af enorme røde hjerter. Cute. 350 5th Avenue.

Her er verdens mest romantiske locations
© Slumdog Millionaire

Slumdog Millionaire: Banegården i Mumbai

Mumbais imponerende banegård Chhatrapati Shivaji Terminus fra 1887 er både et beskyttet UNESCO World Heritage Site og verdens travleste togstation med 18 spor og tre millioner daglige rejsende. Det var derfor lidt af en bedrift, da instruktør Danny Boyle iscenesatte 2008’s Oscar-vinder Slumdog Millionaire’s sprudlende slutscene netop her. Jamal (Dev Patel) og Latika (Freida Pinto) har været meget igennem, fra en fælles barndom i slumkvartererne til en misset millionchance på nationalt tv, men til sidst får de endelig hinanden midt i togstationens menneskemylder, da Latika ytrer filmens sidste replik: “Kys mig!” Efterfølgende, mens rulleteksterne kører, står parret i spidsen for et farverigt, Bollywood-inspireret dansenummer med hundredvis af statister til tonerne af den Oscar-vindende sang Jai ho (‘lad sejren være din’ på nepalesisk).

Chhatrapati Shivaji Terminus Area.

ALT DET, DU IKKE VIL GÅ GLIP AF