Her fandt Meryl Streep sin uventede inspiration

De fleste vil nok tro, at rollen som led modechef i The Devil Wears Prada er baseret på Anna Wintour, men det er slet ikke tilfældet!

Har du set The Devil Wears Prada, vil du nok tro, at Meryl Streeps inspiration til rollen som den skræmmende modechef, Amanda Priestly er fundet hos Vogues chefredaktør, Anna Wintour. Men nu afslører Meryl Streep, at inspirationen ikke er fundet hos den ikoniske modekvinde – eller hos nogen anden kvinde for den sags skyld – men derimod hos skuespiller og instruktør Clint Eastwood.

Som Streep forklarer til Variety:

“Clint Eastwood hæver aldrig stemmen, og derfor er alle nødt til at læne sig helt ind for at høre, hvad der bliver sagt, og det gør ham automatisk til den mest magtfulde person i rummet.”

Den lave, kolde stemmeføring var med til at forbløffe og begejstre alle Meryl Streeps kollegaer, der i blandt også Anne Hathaway.

“Da Meryl åbnede munden og nærmest hviskede, gik der et fælles gisp igennem os alle sammen. Det var så uventet og så genialt,” fortæller Anne Hathaway om den første læseprøve.

Streep fik virkelig sat sit eget præg på rollen, og fik endda også tilføjet to scener til filmen. Både den hvor hun giver Anne Hathaways rolle, Andy, en opsang om, hvor vigtig modeverden er, og den hvori man ser en mere følsom side af modebossen på hotelværelset i Paris.

Som Meryl Streep forklarer:

“Jeg ville have en scene, hvor man ser hende uden det beskyttende skjold, bare så man kunne se ansigtet uden det hårde og utilnærmelige blik. Så man fik et glimt af kvinden bag forretningskvinden.”

Filmen havde bestemt ikke været den samme uden Meryl Streep, som ellers var lige ved at sige nej til rollen, fordi produktionsfirmaet bag, ifølge Streep selv, ikke havde givet hende et ordentligt tilbud:

“Tilbuddet var for mig lidt, hvis ikke meget fornærmende, og jeg mente ikke, at det reflekterede min faktiske værdi for dette projekt,” forklarer Meryl Streep.

Heldigvis blev tilbuddet fordoblet, og Meryl Streep takkede ja til rollen, som vi ikke kan forestille os blive spillet af nogen anden skuespillerinde.