Hjælp de kendte med at hjælpe verdens flygtninge

Nu kan du komme et skridt tættere på dine store idoler og samtidig bidrage til en god sag ved at støtte op om projektet Jeans For Refugees

Hjælp Kate Moss, Alicia Vikander og mange andre stjerner med at hjælpe verdens flygtninge ved at støtte projektet Jeans For Refugees.
© Jeans For Refugees

I denne weekend løb den danske kunstfestival Art Copenhagen af stablen, og her kunne du finde et ganske særligt projekt, som blandt andre Kate Moss, Alicia Vikander, Victoria Beckham og Anna Wintour har været med til at skabe.

Projektet hedder Jeans For Refugees, og helt præcist har 101 stjerner været med til at støtte projektet ved at donere deres jeans, som derefter er blevet malet på af kunstneren Johny Dar.

Johny Dar har startet projektet for at hjælpe verdens mange flygtninge, og om Jeans For Refugees siger kunstneren:

“Flygtningekrisen har berørt os alle – den rør os alle, og den vedkommer os alle. Konceptet bag Jeans For Refugees handler om at få spredt budskabet gennem kunst, og om at skabe en positiv forandring, og få folk til at arbejde sammen mod et fælles mål, skabe et nyt paradigme og inspirere til en lysere verden.”

*Disse jeans er blot et lille udpluk af de i alt 101 jeans, som du kan byde på i auktionen, der har til formål at hjælpe verdens mange flygtninge.*

Disse jeans er blot et lille udpluk af de i alt 101 jeans, som du kan byde på i auktionen, der har til formål at hjælpe verdens mange flygtninge.

© Jeans For Refugees

Johny Dar har malet hvert eneste par jeans på en måde, som han føler, bedst repræsenterer den stjerne, der har doneret de pågældende jeans. De forskellige jeans har altså ikke bare tilhørt en af verdens største stjerner, men er også et unikt kunstværk i sig selv.

Og dette kunstværk kan blive dit, fordi alle 101 jeans er igang med at blive auktioneret væk på Catawiki.com, hvor hele overskuddet fra salget går til foreningen IRC, der har til formål at hjælpe verdens flygtninge.

Lige nu ligger Sharon Stones jeans nummer ét over de mest populære jeans, og vil du selv have fingrene i dem, skal du af med 4.179 pund, hvilket svarer til cirka 36.418 kroner.

Auktionen vil vare i otte uger frem, og kommer du forbi London, kan du besøge Saatchi Gallery, hvor de mange jeans vil være udstillet fra d. 24. til d. 31. oktober.

Er du interesseret i at støtte den gode sag, og komme et skridt tættere på en af dine store idoler, så læs mere på hjemmesiden Jeansforrefugees.com.