Hvad gør man til jul, når ens kæreste er Grinchen?
Costumes klummeskribent fortæller om at have en kæreste, der er bange for alt fra flæskesteg og brunkager til pynt og julemanden
Det er mange år siden at jeg har holdt jul. Min kæreste hader nemlig jul og er bange for alt, hvad der har med julen at gøre. Bange for brunkager og grinende børn i nissehuer. Bange for risalamande og flæskesteg. Bange for de uøkologiske konsekvenser ved forbruger-køb-og-smid-væk-gaver og papirspild. Bange for bløde pakker og alt, der indeholder ordet “pynt”. Bange for selve julemanden og i særdeleshed at ende på hans skød.
Selvom jeg ikke deler hans altoverskyggende anti-jule holdning, må jeg alligevel indrømme, at jeg fik det stramt sidste lørdag, da jeg fejlagtigt gik i Frederiksberg Centeret med min mor, søster og datter. Luften var tyk af mennesker. Der var pebernødsuddelende julemænd og syngende voksne mennesker klædt ud i rødt og gråt 'hyggetøj'. Voksne mennesker, der mødes frivilligt, og sikkert gratis, for at synge. For andre voksne. Slimede, julede, jazzede sange, sunget med inderlighed, mens de svajede og rockede til lyden af deres egen stive u-musikalitet. Med et var jeg forvandlet til ingen mindre end min knotne Grinch af en kæreste. Jeg blev ramt af øjeblikkelig klaustrofobi og en udefinerbar lyst til halvt at løbe, halvt at bide og kradse.
Jul i neonfarvet palmeparadis
Så igen i år har vi droppet julegaverne og er helt klima-ubevidst rejst langt væk til et palmeparadis i stedet, hvor det aldrig sner juleaften … eller nogensinde. Hvor man spiser vandmelon i stedet for risengrød og hvor det tætteste, man kommer på julemanden er hans billede på en dåsecola. Her er skønt og idyllisk og fantastisk, og en lille del af mig drømmer om at forsvinde hertil permanent … men så er der bagsiden: alle de mennesker, jeg på ingen måde kan identificere mig med, som har skruet helt op for neonfarvede undertrøjer, Bacardi breezers og spritnye tatoveringer med rock-relaterede motiver eller Gajol-pakke-citater.
De har medbragte blinkende nissehuer, som de frivilligt bærer i fuld offentlighed – selvom der ikke er børn i nærheden. De spiser rillede pommesfritter, overforbruger sololie og alle har den samme grå-brune nuance af for meget sol blandet med cigaretter. På stranden ligger de side om side med batikklædte yogaudøvere, der surfer og søger efter livets mening; Alle er de (eller skal jeg sige vi?) på flugt fra julen. Alligevel dukker der en tarvelig oppustelig nisse op på vores Bounty-ø og for hver dag, vi kommer tættere på juleaften, bliver flere blinkende juleinstallationer sat op langs vejene. Øv.
Savner julen i smug
Jeg har jetlag og det gør mig skør; jeg kan ikke sove og har mareridt om tsunamier, kreditkortfusk og skorpioner. Mens jeg ligger søvnløs og kigger ud i mørket, kan jeg ikke lade være med at undres denne underlige, uøkologiske forbruger-højtid, hvor der bruges penge og overspises, for at hylde en stor, tyk, uhyggelig mand, der ikke findes, i falske tomme hygge-ritualer.
Men på trods af, at jeg hverken er kristen eller tror på julemanden, savner jeg julen i smug og glæder mig til næste gang, jeg skal julehygge med min familie. Så skal jeg spise andesteg med bjerge af rødkål, indtil jeg får ondt i maven. Når børnene har pakket gaver ud skal vi alle på gulvet, store som små, unge som gamle, til en omgang fælles Wii dance – en af vores mange aparte familietraditioner. Alle har ondt i maven af overmæthed og nærmest sveder mad, men der er ingen undskyldning. Jeg fik ikke engang lov til at springe over, da var højgravid og fakede et ildebefindende, kun dengang min farmor skulle kaste op af for meget fois gras, slap hun.
Ude godt, men hjemme bedst
Jeg er flere gange endt med at holde jul i udlandet. Både på grund af arbejde og på grund af min udenlandske familie. Jeg har været til BBQ-jul i Australien, plastik-jul med oppustelige hvide juletræer i Lima, jul i Frankrig, Schweiz, England og nu de sidste par år Bounty-jul i troperne. Den værste gang var på vej hjem fra et job i Sydafrika, hvor jeg på grund af en snestorm sad fast i Frankfurt lufthavn juleaften. Selvom det er sjovt nok at være på stranden juleaften, er det bare ikke det samme.
Derfor vil jeg næste år insistere på at blive hjemme og gå all-in på jul. Så skal min sure Grinch af en kæreste omvendes og jeg vil glæde mig til at se ham danse med min familie, helt blå i hovedet af mad, til noget af den dårligste musik der overhovedet findes. Det er fabelagtigt. Gå med det! Det er jul!
Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.
