Hvorfor er dating i 30’erne så uoverskueligt?

Costumes nye chefredaktør, Dorothea Gundtoft, der har en international baggrund som skribent for blandt andre Vogue, MindBodyGreen og Dazed & Confused, deler i sin nye klumme ud af problematikker, følelser og holdninger fra hendes egen oplevelse af at være kvinde i 30'erne.

Dorothea Gundtoft

— 26. november 2021

På mange måder er det temmeligt grænseoverskridende at starte ud med at skrive om mit datingliv offentligt. Der er helt sikkert så mange andre vinkler, jeg kunne have taget op – for eksempel hvilke tendenser vi ser lige nu, anbefalelsesværdige restauranter, et interview med en spændende personlighed og så videre. Allesammen artikler, som jeg nok også skal dykke ned i senere hen.

Som så mange andre under den uendelige corona-plage har jeg det seneste år været gennem et rimeligt heftigt forløb. Ligesom pesten har pandemien medbragt fyringer, sygdom, død og ødelæggelse rundt omkring i verden – og dermed også et hav af skilsmisser.

Mit helvede blev den sidste kategori, og det første, jeg havde allermest lyst til, var at rejse så langt væk som overhovedet muligt. Men hvor tager man lige hen, når hele verden er lukket og slukket? Jeg endte med at tage på et roadtrip rundt i Danmark, hvor jeg søgte forskellige skriveophold, da jeg også har skrevet et par bøger om blandt andet skandinavisk design.

I næsten seks uger boede jeg on/off på Ørslev Kloster i Nordjylland med pitstop på alt fra Hald Hovedgaard, et meditationscenter, diverse badehoteller og sommerhuse. Det endte endda med et ophold på et katolsk nonnekloster – for ligesom at gå all-in i min retræte. Her var der kun én anden gæst end mig, som jeg havde håbet at kunne dele min verdenssituation med. Hun havde dog desværre valgt at gå i komplet silence-mode, hvilket hurtigt fik mig til at føle mig som Elizabeth Gilbert i bogen og filmen Eat, Pray, Love – altså fuldstændig ensom og med et kæmpe stort spørgsmål: Hvem fanden er jeg egentlig?

Costumes chefredaktør, Dorothea Gundtoft, fortæller om sine erfaringer med dating i 30'erne.

Da jeg mødte min eksmand for otte år siden, fandtes der ikke alle de her dating-apps, og vi mødte hinanden på den gode, gammeldags facon: i byen. Da jeg blev single, installerede en veninde – under en middag med rigeligt rødvin – den første app på min telefon, selvom jeg absolut ikke skulle møde nogen som helst ever again.

Et år senere har jeg så været igennem alt fra Bumble til Hinge, og rigtig mange gange er de apps blevet slettet, geninstalleret, åbnet, og lukket – for hvad i alverden er det for en skør verden, vi lever i? Vi swiper ud fra tiltrækning baseret på udseende, men uden reelt indhold. Når vi bliver trætte af den ene, er der altid en anden. Nogle forhold er kortvarige, og andre varer måske lidt længere – men altid med den evige mulighed for, at begge parter altid lige kan se, hvad der ellers er på markedet.

Singler står for næsten hele væksten i boligmarkedet, og ifølge Danmarks statistik er der de seneste ti år kommet godt 83.000 flere singlehusstande – en udvikling, som har accelereret de seneste par år. No wonder, tænker jeg bare, med den måde vi lever på; med fuldt fokus på mobilen, arbejdet, takeaway-mad og så videre. Dating er i min optik blevet en slags fastfood: Hvem og hvad orker jeg lige nu?

Da verden begyndte at åbne op igen, skyndte jeg mig til Spanien, hvor jeg er opvokset. Her mødte jeg et helt andet univers: Alle de spanske kvinder poserede konstant ekstremt udfordrende på Instagram, hvilket gjorde, at mændene var langt mere sex-fikserede, end hvad jeg havde oplevet i Danmark. Min modstand mod selv at dele halvnøgne billeder gjorde mig næsten lidt eksotisk, men samtidig ekstremt mærkelig set fra deres synspunkt.

Jeg datede blandt andet en professionel tennisspiller, som tydeliggjorde, at hans karriere med fokus på restitution altså var langt vigtigere – for ellers kunne han jo ikke få en bedre placering på verdensranglisten. Fair nok, men lad os bare sige, at det ikke var første gang, at jeg havde oplevet, at jeg helst skulle være nummer to, tre, eller fire på listen over vigtige ting i nogens liv.

Jeg nåede generelt til et punkt, der hed: ENOUGH. Ikke mere dating, ikke nogen apps, ikke flere mænd – ellers tak! Jeg kan bare sige en ting: Dating er godt nok noget af en jungle. En labyrint, som jeg på ingen måde er blevet klogere på og muligvis aldrig bliver det.

Det, jeg dog kan konkludere, er, at jeg er blevet lidt mere tryg i mit eget selskab. Jeg nyder faktisk, at ingen skal blande sig i, hvad jeg foretager mig, eller hvor jeg vil rejse hen. Friheden til at vælge, hvordan jeg helst gerne vil bruge min tid, er befriende. Det grænser dog til det ekstremt egoistiske – og til tider det enormt ensomme. Så til dem, som stadig læser med: Hvordan opnår man en balance i sit liv, som inkluderer sunde relationer, men også nok tid til sig selv?

Det vil jeg virkelig gerne vide – for det er en kode, jeg absolut ikke har knækket endnu.