Kakofonisk kvindeliv
Da det for et par år siden kom frem, at en ny version af Little Women var i planlægningsfasen, spurgte flere, hvordan man kunne strække den gennemfilmatiserede roman mere. Men Gerwigs version er næsten usammenlignelig med de andre filmatiseringer, især når det gælder strukturen. Gerwigs Little Women springer rundt i tiderne. Jo er i New York, og Amy i Paris, da vi første gang møder dem, og i næste scene er de flere år yngre og bor stadig sammen i det fattige, men næstekærlige og legesyge hjem. Filmens konstante skift mellem barndom, ungdom og voksenliv skaber en sprudlende kakofoni af forskellige parallelspor i de fire pigers liv. Modsat de tidligere filmatiseringer, der er bygget kronologisk op, så man følger pigerne, indtil de bliver gift, hvormed det nærmest opleves, som om deres liv slutter, får Gerwig til trods for de Jane Austen-værdige kostumer og scenografier karaktererne til at virke som rigtige mennesker og gør det muligt at relatere til de forskellige begivenheder. Trods 150 års forskel kan langt de fleste af os genkende den følelse, Jo March har, da hendes storesøster Meg, spillet af Emma Watson, skal giftes, og Jo rammes af en erkendelse af, at barndommen nu eviggyldigt er forbi.
“Bare fordi mine drømme ikke ligner dine, betyder det ikke, at de ikke er vigtige,” siger Meg til Jo, da hun trygler hende om at droppe sin forlovelse. Det viser, at Alcotts feminisme ikke per definition hedder afskrivning af ægteskabet, men handler om at have modet og styrken til at forfølge sine drømme, hvad enten det er at blive forfatter som Jo eller mor som Meg.
En anden af filmens stærkeste scener er den allerde ikoniske monolog om ægteskab, Amy fremfører, da hun møder Laurie i Paris. Tante March spilles af Meryl Streep, og selvom langt de fleste replikker er taget direkte fra bogen, var det over en frokostsamtale med Streep om kvinders manglende rettigheder i 1800-tallet, at Greta Gerwig blev inspireret til at skrive monologen. Streep opfordrede Gerwig til at pointere, at kvinder i 1800-tallet foruden manglende ret til at stemme også mistede retten til deres penge og børn, når de indgik ægteskab. Det sætter ægteskabet ind i en langt mere magtorienteret forståelse end i de tidligere filmatiseringer, og samtidig viser scenen, at selv de valg, vi forbinder med at være individuelle, som for eksempel hvem man forelsker sig i, er påvirket af samfundets normer og opbygning.