Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Emma Watson (Finalized) © PR

Ikonisk historie genoplives med dette stjernespækkede cast

Få bøger er blevet filmatiseret så mange gange som Louisa May Alcotts dannelsesroman Little Women. Vores journalist Olivia Nepper Winther har mødt instruktøren fra den stjernespækkede filmatisering i Paris.

Når så forskellige forfatterinder som Simone de Beauvoir, Susan Sontag, Ursula K. Le Guin, Patti Smith, Elena Ferrante og J.K. Rowling alle peger på Louisa May Alcotts klassiker Little Women fra 1868 som en bog, der har inspireret dem til at skrive, tyder det på, at der ikke er mange bøger som den. For mens verdenslitteraturen bugner af bøger skrevet af mænd om mænds kunstneriske åbenbaringer, er Little Women – og historien bag den – en stadig sjælden fortælling om en kvindes kærlighed til det at skrive.
“En superheltebog til piger, der vil mere end det, verden byder dem,” kalder filminstruktør Greta Gerwig Little Women.

Intellekt over skønhed

På den store filmplakat står navne som Saiorse Ronan, Meryl Streep og Emma Watson. Alligevel er det Greta Gerwig, alle journalister snakker om, da vi en tidlig decembermorgen sidste år i Paris sidder klar i hotellets gulvtæppebelagte lobby og venter på at møde holdet bag Little Women. At morgenens fokus mere er på kvinden bag end på stjernerækken i filmen skyldes ganske enkelt, at Greta Gerwig er en af de mest omtalte personer i filmbranchen i øjeblikket.
Takket være den charmerende semi-selvbiografiske coming-of-age-film Lady Bird, som hun både instruerede, skrev manuskript til og producerede i 2017, er Greta Gerwig næsten blevet synonym med de forandringer i Hollywood, som er fulgt med #MeToo og Time’s Up-bevægelsen, hvor kvindeligt intellekt endelig er begyndt at vægte om ikke højere end så i hvert fald på niveau med kvindelig skønhed.

“Der er ingen tvivl om, at der er et før og et efter Lady Bird for mig. Da jeg blev hyret til at skrive manuskriptet til Little Women, sagde jeg, at jeg også ville instruere filmen, men på det tidspunkt havde jeg aldrig instrueret, så det var de ikke synderligt interesserede i. Så instruerede jeg Lady Bird, og da den blev taget vel imod, sagde de o.k. til, at jeg kunne instruere Little Women. En mulighed, jeg greb med det samme, for efter at have skrevet manuskriptet havde jeg en helt klar fornemmelse af, hvordan filmen skulle være,” fortæller Greta, da vi endelig sidder over for hende på hotellet.
Hun er iført en småblomstret lang kjole, afskallet neglelak og Dr. Martens på fødderne, og luften sitrer i hendes nærhed.

“Alcotts feminisme handler ikke om at ændre hierarkiet, men om at udslette det, hvilket for mig er meget mere spændende”

Inkluderende feminisme

Alle fire March-søstre er kreative og dyrker hver deres kunstneriske genre. Den ene skriver, den anden spiller skuespil, den tredje maler,
og den fjerde spiller klaver.
“Det var vigtigt for mig at tage alle deres kunstarter seriøst, for det gjorde de selv. Jeg tror, at omverdenen så deres kunst som en slags hobby, men jeg ser dem mere som fire mestre inden for hver deres genre. Men hvad pokker gør man med fire kvindelige kunstgenier i det 19. århundrede? Der er intet sted, de kan gå hen med deres talenter, der er ingen afsætningsmuligheder,” siger Greta Gerwig.
Hun drikker en tår af sin te, overvejer kort sine ord og fortsætter så:
“Hver søster er så helstøbt i sit talent. Og i mine øjne gør det dem til feministiske ikoner, at de kan noget i stedet for at være objekter. De er ikke feminister i didaktisk forstand, men ved at være hele og kunstneriske mennesker, der forsøger at leve deres talent fuldt ud.”
Litteraturforskere diskuterer stadig, hvorvidt Little Women er lige så feministisk som mange andre af Louisa May Alcotts værker, fordi alle søstrene bliver lykkeligt gift, men som Gerwig påpeger, gjorde Alcott almindelige piger og kvinders liv til noget særligt alene ved at skrive om dem.
“En af de ting, jeg elsker ved Louisa May Alcott og hendes litterære feminisme, er, at den ikke er ekskluderende, men inkluderende. Little Women handler om ordentlige mænd og ordentlige kvinder, og hvordan ordentlige mænd hjælper ordentlige kvinder gennem deres privilegier og omvendt. Alcotts feminisme handler ikke om at ændre hierarkiet, men om at udslette det, hvilket for mig er meget mere spændende,” fortæller Greta.

“En af de ting, jeg elsker ved Louisa May Alcott og hendes litterære feminisme, er, at den ikke er ekskluderende, men inkluderende”

Kakofonisk kvindeliv

Da det for et par år siden kom frem, at en ny version af Little Women var i planlægningsfasen, spurgte flere, hvordan man kunne strække den gennemfilmatiserede roman mere. Men Gerwigs version er næsten usammenlignelig med de andre filmatiseringer, især når det gælder strukturen. Gerwigs Little Women springer rundt i tiderne. Jo er i New York, og Amy i Paris, da vi første gang møder dem, og i næste scene er de flere år yngre og bor stadig sammen i det fattige, men næstekærlige og legesyge hjem. Filmens konstante skift mellem barndom, ungdom og voksenliv skaber en sprudlende kakofoni af forskellige parallelspor i de fire pigers liv. Modsat de tidligere filmatiseringer, der er bygget kronologisk op, så man følger pigerne, indtil de bliver gift, hvormed det nærmest opleves, som om deres liv slutter, får Gerwig til trods for de Jane Austen-værdige kostumer og scenografier karaktererne til at virke som rigtige mennesker og gør det muligt at relatere til de forskellige begivenheder. Trods 150 års forskel kan langt de fleste af os genkende den følelse, Jo March har, da hendes storesøster Meg, spillet af Emma Watson, skal giftes, og Jo rammes af en erkendelse af, at barndommen nu eviggyldigt er forbi.
“Bare fordi mine drømme ikke ligner dine, betyder det ikke, at de ikke er vigtige,” siger Meg til Jo, da hun trygler hende om at droppe sin forlovelse. Det viser, at Alcotts feminisme ikke per definition hedder afskrivning af ægteskabet, men handler om at have modet og styrken til at forfølge sine drømme, hvad enten det er at blive forfatter som Jo eller mor som Meg.

En anden af filmens stærkeste scener er den allerde ikoniske monolog om ægteskab, Amy fremfører, da hun møder Laurie i Paris. Tante March spilles af Meryl Streep, og selvom langt de fleste replikker er taget direkte fra bogen, var det over en frokostsamtale med Streep om kvinders manglende rettigheder i 1800-tallet, at Greta Gerwig blev inspireret til at skrive monologen. Streep opfordrede Gerwig til at pointere, at kvinder i 1800-tallet foruden manglende ret til at stemme også mistede retten til deres penge og børn, når de indgik ægteskab. Det sætter ægteskabet ind i en langt mere magtorienteret forståelse end i de tidligere filmatiseringer, og samtidig viser scenen, at selv de valg, vi forbinder med at være individuelle, som for eksempel hvem man forelsker sig i, er påvirket af samfundets normer og opbygning.

Modsat de tidligere filmatiseringer åbnede Winona Ryders version af Jo March for alvor op for det kærlighedsforhold, der er mellem hende og at skrive. I nærmest alle scener skriver Jo, og typisk for 90’ernes fokus på arbejdsmarkedet er det kvinders beskæftigelse frem for de tidligere filmatiseringers fokus på betydningen af ægteskab, som filmen reflekterer. Det fortsætter i den nye version, men nu endnu mere på kvindeligt kunstnerisk talent – og alt det, det kan føre med sig. Ikke mindst muligheden for at inspirere andre kvinder, som Gerwig selv blev og nu ønsker at gøre:

“Jeg håber virkelig, at filmen giver folk lyst til at skabe og skrive. At den kan inspirere. Det var vigtigt for mig at fortælle den kærlighedshistorie mellem en kvinde og hendes bog, som Little Women er. For hvis det kan være en kærlighedshistorie, er der måske flere, der har lyst til at gå ud og finde den.”

Mere om Kultur? Få Costumes nyhedsbrev