“Jeg vil gerne indrømme noget"

Costumes journalist har det svært med et af de vigtigste emner i tiden lige nu

Der er noget, jeg gerne vil være ærlig omkring. Det er måske ikke den største tilståelse i verden, jeg har ikke gjort noget slemt, jeg har ikke kørt nogen ned eller bærer rundt på en sort hemmelighed som i filmene.

Men jeg vil gerne indrømme, at et af de mest hotte emner i tiden gør mig ret trist til mode. Det her med, at vi skal passe på planeten, alt det hele går ad helvede til med miljøet og dyrene og os selv i sidste ende.

Jeg synes, hele begrebet bæredygtighed er meget svært. Vi er vokset op med dommedagsprofetier på grund af klimaet, og jeg må være ærlig og indrømme, at jeg nogle gange lukker øjnene lidt for det. Ikke fordi, jeg ikke synes, det er utrolig vigtigt. Men fordi jeg bliver helt tung om hjertet. Jeg føler mig magtesløs og lillebitte i en kæmpe verden, der forfalder, mens vi fortsætter, som vi altid har gjort.

Isbjørnen drukner, fordi dens hjem smelter, og skovene brænder, og orkanerne æder mennesker og huse, og temperaturene og vandstanden stiger, så der måske ikke er noget Danmark længere i fremtiden, og olieindustrien kører bare derudaf, og ingen kan råbe den op, fordi pengene taler for dem, og det hele virker så meget, meget uoverskueligt og deprimerende. Hvad skal jeg gøre?

Hvor skal jeg begynde? Hvad nytter det i det store billede, om jeg køber en øko-kylling frem for en ikke-øko? Hvis jeg køber en T-shirt til 50 kroner, ikke den bæredygtige til 550? Der er prædikener og prædikener om, hvad vi burde gøre. Men hvem gør det? Og hvorfor?

Suk.

Sikke noget rod. Men det er her, at jeg husker på, at alle små ting i virkeligheden bliver store til sammen.

At det kan blive bedre, hvis vi alle sammen tænker os lidt bedre om, når vi køber tøj, køber ind og alle de andre hverdagsting. At ens CO2-aftryk så at sige bliver mindre, hvis man bruger sine penge på at gå i biografen i stedet for en billig top. At man bruger flere penge på en dyrere sofa, der holder i mange år, i stedet for at købe en ny hver tredje.

At man spiser mere vegetarisk og måske lige holder en kødfri dag i ny og næ, så den enorme kødproduktion ikke smadrer hele kloden med dens skovrydning og drivhusgasser. Bare det at spise fisk i stedet for ko hjælper alene på grund af drivhusgasserne.

Så jeg ved det godt inderst inde, at det er et enormt problem, vi står med her i vores generation. Men jeg ved også, at alle de her små ting tilsammen kan gøre noget, hvis vi alle sammen hjælper lidt til. Formilde det. Dæmme lidt op.

Og måske er det netop vores mindre hverdags-bidrag, der en dag gør, at jeg ikke har det sådan her længere. At uoverskueligheden bliver erstattet af håb. Det holder jeg i hvert fald fast i indtil videre.