Kom indenfor hos Normann Copenhagen
Vi har besøgt den eksklusive designbutik, som skaber en helt unik showroom-oplevelse for de besøgende
Af“Vi har skabt en eksklusiv, international designbutik, som er kombineret med showroom, og som indfanger essensen af vores brand – et konceptuelt univers, som giver showroomet karakter af en kunstudstilling, hvor alt er kurateret og intet overladt til tilfældighederne,” fortæller Britt Bonnesen, der er Brand Manager i designvirksomheden Normann Copenhagen.
Mærkets 1700 m2 store kombinerede showroom og butik på Østerbro i Købehavn har tidligere huset Trianglen Teatrets Biograf og Easy Sound-studierne, der var Europas største rockstudie, inden det i 2005 blev til Normann Copenhagen.

Normann Copenhagen
Hvad betyder stedets historik for jer?
“Vi har mange kunder, som kan huske lokalerne fra tiden som Trianglen Teatrets Biograf, og det giver anledning til mange fine samtaler. Vi har i forbindelse med restaureringen omfavnet lokalets historie og mange smukke detaljer. For eksempel har vi restaureret relieffer, stuk og søjler på den originale italienske måde, så det nu fremstår endnu tydeligere. Det giver rummet en særlig karakter og sjæl.”

Hvordan har I indrettet butikken?
“Vi har inddelt showroomet i forskellige zoner, og vores idé bag er at sende vores besøgende på en inspirerende opdagelsesrejse i vores univers. Udstillingerne skifter løbende og viser hele tiden udvalgte dele af kollektionen i nye, inspirerende konstellationer. Vi lavede en omfattende ombygning i 2016, og siden har vi haft tre udstillinger og har netop åbnet vores fjerde, hvor vi har fokus på at gøre shoppeoplevelsen endnu mere eksklusiv med høj og personlig kundeservice.”
Hvad er inspirationen bag butikken?
“Vi har været inspireret til at skabe det ultimative showroom, som kan invitere besøgende ind i vores univers. Overskrifter som ‘internationalt designshowroom’, ‘inspirerende’, ‘nutidigt’ og ‘skiftende udstillinger’ er nogle af de elementer, vi gerne vil have til at indgå i showroomet.”
Hvilken følelse vil I fremkalde hos kunderne, når de træder ind i butikken?
“Vi vil gerne rykke ved det vante og trygge – dét, man normalt forventer at opleve i et møbel- og designshowroom. Vi bruger iscenesættelsen af interiør og mode i overraskende, kuraterede udstillinger, der går helt fra opulente og eklektiske opsætninger til helt minimalistiske tableauer, hvor de enkelte design træder frem. Hvis det rører noget i folk, giver anledning til undren, glæde eller inspiration – ja, så har vi ramt noget af det, vi gerne vil.”
