Læselyst: Gode bøger til din sommer
I månedens Costume finder du den ultimative liste over de bøger, du bør unde dig selv at læse. Her får du en smagsprøve
AfSommeren er så småt over os med sine helligdage og solskinstimer, der indbyder til afslapning på en bænk med solbriller, kaffekop og en bog, der får dig til at glemme tid og sted.
I det nye Costume, der er på gaden nu, får du den ultimative liste over de bedste bøger. Herunder finder du tre af dem.

Livets små møder
Helle Helles seneste roman, Hvis det er, lukker dig trods sin korte form helt ind i to menneskers erindringer og den aparte begivenhed, der fører dem sammen: De farer begge vild i en skov på en løbetur, hvor det ufarlige på sin egen stille facon går hen og bliver både dramatisk og intimiderende.

Feministisk hovedværk
Feministen Chris Kraus’ bog I love Dick fra 1997, der netop er oversat til dansk, er en af den slags bøger, der nærmest er pinlige at læse, fordi parforholds- og personkonstruktionen er så ekstremt akavet og alligevel så sandfærdig. Mærkværdig og fascinerende læsning om et intellektuelt, kunstnerisk par bosiddende i slut-90’ernes Californien.

Scener fra et ægteskab
Julie Banduras debutbog De dage med dig er en lille bog med korte tekster, men hver side tegner med rammende præcision situationer fra ægteskabet: fra utroskab til middags- scener og dødens uomgængelige evne til at ændre tingenes balance.
De dage med dig af Julie Bandura, People’s Press hos Saxo.com 200 kr.
