
Må du gå med kimono, have dreadlocks eller twerke?
Turbaner, fjerprydninger og kimonoer. Designerne låner ivrigt fra forskellige kulturer, og skaber dermed flere og flere skandaler på catwalken. Men hvor går grænsen? Vi giver vores bud her
AfFjerprydninger hos Victoria’s Secret, turbaner hos Gucci, dreadlocks hos Marc Jacobs og mexicansk folklore hos Carolina Herrera. Kulturel appropriation er ikke et nyt fænomen i modebranchen. Designere har til alle tider lånt fra kulturer, der ikke var deres. Det nye er bare, at koret af stemmer, der ikke vil finde sig i kultursnylteriet, har vokset sig større og er begyndt at få ørenlyd. Derfor står skandalerne pludselig i kø på podierne, og modehusene møder mere og mere kritik.
Alt det ændrede sig imidlertid denne sommer, da Kim Kardashian lancerede sit længe ventede shapewear-brand under det japanskklingende navn Kimono. Reality-stjernen blev beskyldt for at kaste sig over endnu en kultur, der ikke var hendes, og slå plat på en hundreder år gammel japansk beklædningstradition. Og denne gang var kritikken ikke bare massiv, men også vedvarende. Reality-stjernen blev tvunget til at trække sit kropsnære undertøj af markedet og relancere det under et andet navn. Med en dertilhørende undskyldning.
Kim Kardashians Kimono-skandale illustrerer meget præcist de nye vinde, som i disse år blæser ind over modeverdenen, og som ikke bare puster realitystjerner omkuld, men også påvirker de klassiske modehuse. Kulturel appropriation er ikke et nyt fænomen i modebranchen. Tværtimod. Designere har altid lånt og ladet sig inspirere af kulturer, der ikke er deres. Men hvor debatten om, hvem der må låne eller stjæle fra hvem, i flere årtier er bølget frem og tilbage i populærkulturen, er den først de seneste år for alvor begyndt at gøre sig gældende i modebranchen.
“Modebranchen er blevet underlagt en anden og mere kritisk opmærksomhed, når det gælder dens brug og forvaltning af især minoriteters kultur og visuelle udtryk. Og de fleste ville nok mene, at det sker ikke et sekund for tidligt,” siger Chris Pedersen, modeekspert.
“Det er ikke så mange år siden, at italiensk Vogue bragte et billede af et par Gucci-øreringe formet som bananklaser – og kaldte dem ‘slave earrings’. Og sidste år kastede Stefano Gabbana sig ud i en racistisk rant på Twitter, fordi flere af mærkets kinesiske kunder havde formastet sig til offentligt at ødelægge deres Dolce & Gabbana-tøj i protest mod en kampagne, der fuldstændigt ublu gjorde brug af kinesiske stereotyper. ‘Risgnaskende idioter’, kaldte han dem.”
Det var også den pointe, debattør, jurist og afrodansker Mary Consolata Namagambe forsøgte at gøre gældende, da hun skrev et debatindlæg til dagbladet Politiken med overskriften: Hvorfor er det kun nyfeministisk og frigørende, når hvide kvinder ryster røv? I indlægget skrev Mary Consolata Namagambe, hvordan hun følte sig ekskluderet og negligeret, når hvide kvinder – heriblandt Danmarks ukronede twerkdronning Louise Kjølsen – annekterede sorte kvinders ‘læber, hår, numser og dansestil’ uden at anerkende den kultur og de kvinder, der havde twerket og båret netop de attributter i generationer.
“Louise Kjølsen blev superked af, at jeg kritiserede hende, og det var jeg egentlig ret ærgerlig over, for min intention var faktisk ikke at hænge hende ud for at twerke eller udfordre hendes ret til at måtte gøre det,” siger Mary Consolata Namagambe.
Forandring er på vej
Ifølge Chris Pedersen er vi da også ved at se konturerne af en forandring i modebranchen.
“Vi er begyndt at se et mere forskelligartet billede, og det er tydeligt, at der går længere mellem, at vi ser store afroparykker og gyldne hoops på hvide modeller. Så selvom vi altså fortsat kan være vidne til helt afsindige udfald af racisme som det fra Stefano Gabbana, så er den øgede bevidsthed om kulturel appropriation alligevel begyndt at sætte sit præg på moden.”
Det kan betyde, at vi muligvis går en lidt kedeligere og mere fersk tid i møde, mener Chris Pedersen, hvor modeskabere i deres bestræbelser på at vise respekt for minoriteter og kulturarv – eller måske bare for slet og ret at undgå shitstorms og boykotter – helt afholder sig fra at lade sig inspirere af andre kulturer end deres egen.
Meget mere end sårede følelser
Kritikken af hvide mænd og kvinder, der annekterer, låner eller decideret stjæler fra andre kulturer, bliver ofte udlagt som udtryk for en krænkelseskultur og overfølsomhed i tiden. Men kritikken handler faktisk ikke om sårede følelser. I hvert fald ikke kun, siger Mira C. Skadegård, der er diskriminationsforsker ved Aalborg Universitet.
“Når folk gør opmærksom på kulturel appropriaton, bliver de typisk affejet som kronisk krænkede og forargede. Men ser man nærmere på den kritik, de rejser, handler den meget lidt om sårede følelser, men i langt højere grad om at gøre opmærksom på et helt reelt og meget konkret fænomen: At hvide mennesker gennem historien har høstet anerkendelse, nydt berømmelse og tjent penge på ting, der ret beset ikke var deres. Og at de fortsat gør det.”
“Diskussionen begyndte for alvor at tage form omkring musikscenen i 60’erne, hvor blandt andre sorte musikere og borgerrettighedsforkæmpere begyndte at stille spørgsmål til, hvorfor hvide musikere høstede mere anerkendelse og tjente flere penge på sort musik – på blues, på jazz og senere også på reggae. I 70’erne fandt diskussionen vej ind på universiteterne og blev et begreb, hvis udbredelse og betydning man begyndte at undersøge og forske i ikke kun inden for musikbranchen, men i populærkulturen generelt.”
Kulturel appropriation er altså langtfra et nyt fænomen. Forskellen er bare den, at det kor af stemmer, der insisterer på at påtale det, når den finder sted – uanset om det sker i musik- eller i modeverdenen – har vokset sig større.