Kulturel appropriation
© Anna Stokland

Må du gå med kimono, have dreadlocks eller twerke?

Turbaner, fjerprydninger og kimonoer. Designerne låner ivrigt fra forskellige kulturer, og skaber dermed flere og flere skandaler på catwalken. Men hvor går grænsen? Vi giver vores bud her

21. november 2019 af Freja Bech Jessen

Fjerprydninger hos Victoria’s Secret, turbaner hos Gucci, dreadlocks hos Marc Jacobs og mexicansk folklore hos Carolina Herrera. Kulturel appropriation er ikke et nyt fænomen i modebranchen. Designere har til alle tider lånt fra kulturer, der ikke var deres. Det nye er bare, at koret af stemmer, der ikke vil finde sig i kultursnylteriet, har vokset sig større og er begyndt at få ørenlyd. Derfor står skandalerne pludselig i kø på podierne, og modehusene møder mere og mere kritik. 

Kim Kardashian Kimono
© Kim Kardashian Skims

Kim Kardashian så ellers ud til at slippe afsted med det. Den amerikanske reality-stjerne med de sortglinsende cornrows, den nougatfarvede spraytan og – vil onde tunger hævde – kunstigt frembragte bagdel er mere end én gang blevet anklaget for at gå på strandhugst i afroamerikanske kvinders kultur og gøre sig skyldig i såkaldt kulturel appropriation – det man på mere jævnt dansk kan kalde lån eller slet og ret tyveri af en kultur, der ikke er ens egen. Alligevel er det indtil for nylig lykkedes det 38-årige Instagramfænomen at ryste kritikken af sig med et let skuldertræk og et blændende – og grills-ornamenteret – selfie-smil. For Kardashians lån fra andre kulturer har aldrig rigtigt haft nævneværdige konsekvenser for hverken hendes image eller milliardforretning, men højst kostet hende et par likes og nogle halvtrælse overskrifter.

Alt det ændrede sig imidlertid denne sommer, da Kim Kardashian lancerede sit længe ventede shapewear-brand under det japanskklingende navn Kimono. Reality-stjernen blev beskyldt for at kaste sig over endnu en kultur, der ikke var hendes, og slå plat på en hundreder år gammel japansk beklædningstradition. Og denne gang var kritikken ikke bare massiv, men også vedvarende. Reality-stjernen blev tvunget til at trække sit kropsnære undertøj af markedet og relancere det under et andet navn. Med en dertilhørende undskyldning.

Kim Kardashians Kimono-skandale illustrerer meget præcist de nye vinde, som i disse år blæser ind over modeverdenen, og som ikke bare puster realitystjerner omkuld, men også påvirker de klassiske modehuse. Kulturel appropriation er ikke et nyt fænomen i modebranchen. Tværtimod. Designere har altid lånt og ladet sig inspirere af kulturer, der ikke er deres. Men hvor debatten om, hvem der må låne eller stjæle fra hvem, i flere årtier er bølget frem og tilbage i populærkulturen, er den først de seneste år for alvor begyndt at gøre sig gældende i modebranchen. 

Marc Jacobs
© Anna Stokland

Kulturelt tyveri

Gucci mødte massiv kritik, da modehuset sendte modeller med turbaner ned ad catwalken – et show, der fik sikher over hele verden til at protestere imod det, de så som grov og fornedrende udnyttelse af en hundreder år gammel og religiøst funderet hovedbeklædning. Marc Jacobs havnede i en lignende shitstorm, da han udstyrede sine modeller – heriblandt søstrene Hadid – med farverige dreadlocks og blev anklaget for at slå plat på rastafari-kulturen. Og undertøjsgiganten Victoria’s Secret er indtil flere gange blevet lagt for had af ikke mindst indfødte amerikanere for at udstyre de ellers letpåklædte modeller med både fjerkroner og drømmefangere. 

Senest er Carolina Herrera faldet i unåde på grund af en resort-kollektion med print og farver, der umiskendeligt trækker på den mexicanske kulturarv. Og som præsenteres under kampagneoverskriften: ‘En legesyg og farverig ferieflirt i det latinamerikanske’. Mønstrene, farvesammensætningen – og ordvalget – har fået ikke blot menige mexicanere til tasterne for at give udtryk for deres mishag. Også den mexicanske kulturminister har henvendt sig til modehuset og udbedt sig en forklaring om det, den mexicanske regering anser for regulært kulturelt tyveri.

“Modebranchen er blevet underlagt en anden og mere kritisk opmærksomhed, når det gælder dens brug og forvaltning af især minoriteters kultur og visuelle udtryk. Og de fleste ville nok mene, at det sker ikke et sekund for tidligt,” siger Chris Pedersen, modeekspert.

“Det er ikke så mange år siden, at italiensk Vogue bragte et billede af et par Gucci-øreringe formet som bananklaser – og kaldte dem ‘slave earrings’. Og sidste år kastede Stefano Gabbana sig ud i en racistisk rant på Twitter, fordi flere af mærkets kinesiske kunder havde formastet sig til offentligt at ødelægge deres Dolce & Gabbana-tøj i protest mod en kampagne, der fuldstændigt ublu gjorde brug af kinesiske stereotyper. ‘Risgnaskende idioter’, kaldte han dem.” 

Eksemplerne viser, siger Chris Pedersen, at racisme og kulturel appropriation trives også – og måske især – i modebranchens øverste luftlag. Det er en konklusion, som også det toneangivende amerikanske erhvervsmagasin Forbes nåede frem til tidligere på året. I en ledende artikel om modebranchens største og mest presserende udfordringer placerede magasinets moderedaktør racisme og kulturel appropriation blandt de øverste på listen – helt på linje med klimabelastende overproduktion og forbrug: ‘Igen og igen famler modebranchen blindt rundt i sager om race og kulturel sensitivitet på en måde, der er pinligt ude af trit med vores tid og verden’, skrev hun og fortsatte: ‘Det føles særligt uacceptabelt i en tid, hvor modeindustrien for længst har bevæget sig ud over sine europæiske og vestlige grænser og i dag på alle måder er en verdensomspændende industri med en global forbruger’. 

Carolina Herrera resort 2020
© Carolina Herrera

Ny bevidsthed er nødvendig

Vender vi tilbage til Carolina Herreras ferieflirt, har mærkets kreative direktør, Wes Gordon, efterfølgende forklaret, at den udskældte kollektion er en hyldest til den rige mexicanske kultur, som han altid har elsket, og at han med kollektionen netop ville fremhæve den vigtige håndværksmæssige arv. Uanset kalder et stadigt voksende antal stemmer på forandring i modebranchen, og de efterlyser, at designerne sætter sig ind i, hvad det er for en kultur, de låner fra, og forholder sig ydmygt og undersøgende til den frem for bare at rage den til sig – i Carolina Herreras tilfælde, at Gordon forstår, at de traditionelle mønstre, han låner, er levebrødet for mange mexicanske kvinder og har stor betydning for kvinderne personligt og i den mexicanske kultur generelt.

Det var også den pointe, debattør, jurist og afrodansker Mary Consolata Namagambe forsøgte at gøre gældende, da hun skrev et debatindlæg til dagbladet Politiken med overskriften: Hvorfor er det kun nyfeministisk og frigørende, når hvide kvinder ryster røv? I indlægget skrev Mary Consolata Namagambe, hvordan hun følte sig ekskluderet og negligeret, når hvide kvinder – heriblandt Danmarks ukronede twerkdronning Louise Kjølsen – annekterede sorte kvinders ‘læber, hår, numser og dansestil’ uden at anerkende den kultur og de kvinder, der havde twerket og båret netop de attributter i generationer.

“Louise Kjølsen blev superked af, at jeg kritiserede hende, og det var jeg egentlig ret ærgerlig over, for min intention var faktisk ikke at hænge hende ud for at twerke eller udfordre hendes ret til at måtte gøre det,” siger Mary Consolata Namagambe. 

“Min pointe var den, at man ikke bare kan tillade sig at tilegne sig en dansestil og præsentere den som sin egen – som dronning af den ligefrem – uden i det mindste at anerkende den kultur, dansen er rundet af, og de kvinder, der har danset den i århundreder.”

Mary Consolata Namagambe understreger, at hun selvfølgelig kun taler på egne vegne, men at det vigtige for hende ikke er, hvorvidt hvide mennesker trækker i sari, turban, tørklæde eller giver sig til at twerke eller ej. Det vigtige er, at de gør det med respekt og oprigtig interesse. At de sætter sig ind i, hvad det er for en kultur, de låner fra og lader sig inspirere af. 

Forandring er på vej

Ifølge Chris Pedersen er vi da også ved at se konturerne af en forandring i modebranchen.

“Vi er begyndt at se et mere forskelligartet billede, og det er tydeligt, at der går længere mellem, at vi ser store afroparykker og gyldne hoops på hvide modeller. Så selvom vi altså fortsat kan være vidne til helt afsindige udfald af racisme som det fra Stefano Gabbana, så er den øgede bevidsthed om kulturel appropriation alligevel begyndt at sætte sit præg på moden.”

Det kan betyde, at vi muligvis går en lidt kedeligere og mere fersk tid i møde, mener Chris Pedersen, hvor modeskabere i deres bestræbelser på at vise respekt for minoriteter og kulturarv – eller måske bare for slet og ret at undgå shitstorms og boykotter – helt afholder sig fra at lade sig inspirere af andre kulturer end deres egen.

“Moden er til alle tider vokset frem af en udveksling af idéer, udtryk og kulturmøder på tværs af landegrænser. Det tænker jeg, vi kommer til at se mindre af, og det kan man selvfølgelig begræde og være ærgerlig over. Men vi står foran en tid, hvor jeg tror, at der er brug for den form for uforsonlig grænsesætning og for, at de grænser, der i århundreder er blevet overskredet af hvide mænd og kvinder, bliver tegnet helt skarpt op,” siger Chris Pedersen.

“Så kan man jo håbe på, at der kommer en tid, hvor alle – selv Dolce & Gabbana – fatter det, og vi kan begynde at se en ligeværdig udveksling af kultur, hvor det ikke – som det ellers historisk har været tilfældet – er den hvide mand, der løber afsted med hele byttet.”

Turbaner på guccis catwalk
© Anna Stokland

Det kan for eksempel være ved at et modehus som Carolina Herrera begynder at samarbejde med de mexicanske kunsthåndværkere eller betaler dem royalties for at bruge deres broderier. Det har den britiske designer Kim Jones, der nu arbejder for Dior Homme, lært. Tidligere var Louis Vuitton hans arbejdsgiver, og her lod han sig til en kollektion i 2012 inspirere af masaifolkets rød- og blåternede kåbe Shuka, som han kendte fra sin opvækst i Kenya og Tanzania. Det affødte mange protester, og siden har Jones i et interview med nyhedsbureauet AFP udtalt, at han har indset, at mange designere kan blive forført af at fortælle historier med baggrund i ting, de ikke kender historien bag. I dag samarbejder han med eller betaler royalties til dem, han lader sig inspirere af.

“Hvis man laver tøjet med dem, der rent faktisk har skabt det i første omgang, er det positivt,” sagde han. 

Meget mere end sårede følelser

Kritikken af hvide mænd og kvinder, der annekterer, låner eller decideret stjæler fra andre kulturer, bliver ofte udlagt som udtryk for en krænkelseskultur og overfølsomhed i tiden. Men kritikken handler faktisk ikke om sårede følelser. I hvert fald ikke kun, siger Mira C. Skadegård, der er diskriminationsforsker ved Aalborg Universitet.

“Når folk gør opmærksom på kulturel appropriaton, bliver de typisk affejet som kronisk krænkede og forargede. Men ser man nærmere på den kritik, de rejser, handler den meget lidt om sårede følelser, men i langt højere grad om at gøre opmærksom på et helt reelt og meget konkret fænomen: At hvide mennesker gennem historien har høstet anerkendelse, nydt berømmelse og tjent penge på ting, der ret beset ikke var deres. Og at de fortsat gør det.”

“Det kan man selvfølgelig have en holdning til. Man kan synes, det er i orden eller ej, men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved, om det sker og er sket op gennem historien. Og man kan ikke reducere det til en debat om sårede eller krænkede følelser, for det er andet og mere end det. Det er en debat, der handler om at anerkende, hvor forskellige kulturelle udtryk har deres oprindelse, og hvem der har ret til at kapitalisere på dem.”

I USA har den debat bølget frem og tilbage, siden Elvis i 50’erne brød igennem med sine vuggende hofter og smørbløde stemme og lod sig krone som konge af en musikgenre, der ellers var blevet spillet af afroamerikanske musikere i generationer før ham, fortæller Mira C. Skadegård. 

“Diskussionen begyndte for alvor at tage form omkring musikscenen i 60’erne, hvor blandt andre sorte musikere og borgerrettighedsforkæmpere begyndte at stille spørgsmål til, hvorfor hvide musikere høstede mere anerkendelse og tjente flere penge på sort musik – på blues, på jazz og senere også på reggae. I 70’erne fandt diskussionen vej ind på universiteterne og blev et begreb, hvis udbredelse og betydning man begyndte at undersøge og forske i ikke kun inden for musikbranchen, men i populærkulturen generelt.”

Kulturel appropriation er altså langtfra et nyt fænomen. Forskellen er bare den, at det kor af stemmer, der insisterer på at påtale det, når den finder sted – uanset om det sker i musik- eller i modeverdenen – har vokset sig større.

Indiske sikher i turbaner
© Getty Images

“Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at folk – ikke mindst minoriteter og marginaliserede etniske grupper – med SoMe har fået en platform, hvorfra de rent faktisk kan ytre sig og sætte en dagsorden. Der er opstået et digitalt rum, hvor de kan dele deres tanker og frustrationer og udveksle erfaringer og oplevelser med de her ting, og hvor de kan iværksætte protester og boykotter, fordi de pludselig er sat i forbindelse med hinanden og nu er mange nok,” siger Mira C. Skadesgård og fortsætter:

“Men jeg tror også, den voksende bevidsthed om kulturel appropriation skyldes den højredrejning, vi har set de seneste år, som har gjort det mere legitimt at ytre sig fordomsfuldt, diskriminerende og decideret racistisk. Når minoriteter i stigende grad gør opmærksom på, at de ikke vil finde sig i at blive bestjålet rent kulturelt, kan det ses som et modsvar til netop den højredrejning og som et forsøg på at sætte grænser i en tid, hvor de grænser i stadigt stigende grad bliver overskredet.”  

Gør som 24.000 andre

Seneste

Måske er du interesseret i...