Mød kunstneren, der vil skabe et rum, hvor kvinder kan føle sig fri

Hiba Schahbaz voksede op i et traditionelt muslimsk miljø, og her er der af religiøse årsager ikke tradition for at gengive blandt andet ansigter og kroppe virkelighedstro. Der var ikke mange kvindelige modeller til at inspirere Hiba Schahbaz i sin kunst, og hun blev derfor sin egen muse. Hiba Schahbaz blev både beskurer og objekt.

“Fordi jeg voksede op i Pakistan, følte jeg aldrig, at jeg kunne fremstille mig selv fuldt ud, så jeg malede ikke mit ansigt.”

Måske var det også derfor, at hun dengang lod det røde tørklæde sørge for, at hun ikke råbte for højt. For mange kvinder i traditionel pakistansk kultur har ikke en stemme. Det var intuitivt, at hun gjorde sådan. Men hun har fortalt, at når hun tænker over det i dag, hænger det måske sammen med, at hun lige var flyttet til New York, og at tørklædet var et symbol på, at hun følte, at der var ting, hun ikke kunne sige eller snakke om. I hvert fald følte hun, at det, hun kunne udtrykke, var begrænset.

Og det tog tid for hende at komme videre fra følelsen af, at det ikke var okay at udtrykke sig fuldt ud – også i kunsten. I begyndelsen var Hibas kvinder altså ansigtsløse. Så bevægede hun sig over i kvinder i profil, og endelig, nu, ser Hibas kvinder beskueren direkte i øjnene.

Sart og kraftfuldt

I Hiba Schahbaz’ højloftede studio i Bushwick i Brooklyn rammer solen de hvide vægge gennem de store gulv-til-loft-vinduer. Det er her, hun omgivet af kvinder fortaber sig selv i de verdener, hun skaber. Væggene er beboet af hendes menneskestore installations-lignende papirklip af nøgne kvinder stående og liggende i en seng af lyserøde blomster og hendes malerier af kvinder malet på papir med sort te og støvede vandfarver. Rosa, rød, pink, lys lilla, turkis, guld og sart grøn går igen i Hibas magiske univers.

Teknikken med at male med te har Hiba Schahbaz taget med sig fra Pakistan. Hun er uddannet i persisk miniaturemaleri fra National College of Arts i Lahore og arbejdede med de små farvemættede og detaljerige malerier i ti år, inden hun kom til New York, hvor hun har taget en Master i fine arts and painting fra Pratt Institute. I dag har hun udstillet i USA og Pakistan – både sammen med andre og i form af soloudstillinger – og hun har været interviewet i blandt andet ID Magazine, Vogue og NY Magazine. Hiba Schahbaz har desuden kurateret udstillinger i blandt andet Indien og Pakistan og underviser på The Art Students League of New York.

Mangel på brune kvinder i kunsthistorien

Da hun flyttede til New York, begyndte Hiba Schahbaz at lære vestlig kunst at kende, og langsomt udviklede hendes stil sig.

“Indo-persisk miniaturemaleri hører til i den brede ende af islamisk kunst. Jeg malede kun miniaturer i ti år, så jeg føler, at den østlige filosofi og malestil er reflekteret i mit arbejde. Men da jeg flyttede til New York, begyndte jeg at se og studere vestlige malerier, kunstnere, gallerier, museer og universiteter. Nu flyder de to verdener naturligt sammen i mit arbejde,” siger hun.

Hiba Schahbaz maler kvinder i naturen, i fantasiuniverser, sammen med andre kvinder. Hun tager billeder af sin krop, som hun bruger som udgangspunkt for sine malerier, og da hun kom til New York, oplevede hun, at jo større hendes kvinder blev, jo mere eksplosive føltes de. Jo mere levende.

“Jeg elsker kvinder. Jeg bliver altid inspireret af deres styrke, visdom, ynde og skønhed og den måde, de elsker på,” siger hun.

Hiba Schahbaz har også gengivet store mandlige kunstneres portrætter af kvinder. Hun har malet sig selv som Manets Olympia, Botticellis Venus’ fødsel og Jean Auguste Dominique Ingres’ La Grande Odalisque. At kopiere mestre er en typisk måde inden for miniaturemaleri at lære og tilegne sig færdigheder og teknikker på, så det var naturligt for hende at male de berømte mænds kvinder i sin egen stil, og på hendes malerier kommer kvinderne dermed til live gennem en kvindes blik. Med langt sort hår, bløde former og et på én gang både sart og kraftfuldt udtryk. Hibas arbejde behandler ifølge hende selv emner som personlig frihed, ødelæggelse, seksualitet og censur og afslører den skønhed, skrøbelighed og styrke, kvindelighed er indbegrebet af.

“Gennem kunsthistorien er der mange eksempler på mandlige kunstnere, der maler kvinder, ofte nøgne og nogle gange i deres hjem. De kvinder er smukt malede, men de er malet fra en mands synspunkt, fra hvilket kvinden er den anden. Når jeg ser på malerier af kvinder malet af kvinder, som for eksempel Frida Kahlo eller Florine Stettheimer, elsker jeg den måde, de indfanger essensen af at være kvinde. Det er det, jeg er interesseret i at afbilde: en kvinde set gennem en kvindes blik, hendes krop, der er uden nogen form for byrder, og som er i stand til at hvile i den, hun er,” siger hun.

Et andet aspekt af kunsthistorien, som Hiba Schahbaz gerne vil ændre på, er manglen på repræsentation af brune kvinder. Ser man på vestlig kunst gennem tiden, er den meget hvid. Både når det gælder dem, der har malet den (som så ofte også har været mænd), og dem, der optræder i den, og det gælder stadigvæk i dag, at det på mange museer er et eurocentrisk, hvidt ideal for kvindelig skønhed, der går igen. Og igen.

“Da der i kunsthistorien er relativt få eksempler på kvinder med brun hud, skriver kvinder ofte til mig og beskriver, at de oplever en form for fuldendthed ved at se kroppe, der ligner deres, fremstillet i kunst. Min intention har altid været at skabe et rum, hvor kvinder føler, at de kan være sig selv uden frygt eller fordømmelse,” siger hun.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være med til at styrke andre kvinder?
“Det er vigtigt, at kvinder kender deres værd. Det er vigtigt for os følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt, og det nærer vores forhold til andre og inspirerer os. Jeg mener, at samfundet er stærkere og sikrere, når mænd og kvinder fylder lige meget. Jeg voksede ikke op med feminisme, så at forstå og acceptere mig selv er en fortsat rejse, jeg ofte undersøger i min kunst.”

Se meget mere til Hiba Schahbaz og hendes arbejde på Hibaschahbaz.com, og følg hende på @hiba_schahbaz