Modedokumentarer du skal se
Weekenden er lige på trapperne, og her på Costume.dk giver vi dig otte gode modedokumentarer, der er værd at bruge fridagene på
AfDer er intet bedre end en weekendaften i sengen eller på sofaen med en blød dyne over sig, lækre snacks ved hånden og en god film på skærmen.
Her på Costume.dk er vi vilde med dokumentarer – og gerne dem om mode, naturligvis – så vi har samlet otte af vores favoritter, og alt du skal gøre er at læne dig tilbage, trykke 'play' og slappe af.
Psst ... Mangler du inspiration til et andet hyggeligt weekendprojekt så læs med her.

The artist is absent (2015)
Dokumentaren om Martin Margiela blev første gang vist ved årets Tribeca Film Festival. Den 12 minutter lange film følger designeren fra hans kendetegnende 90'er-dekonstruktion til hans storhedstid i midten af 00'erne og rummer også et interview med kvinden bag filmen, Alison Chernick.
Se filmen her.

YSL: L’amour fou (2010)
I L'amour fou møder vi den ikoniske, franske modeskaber Yves Saint Laurent, og kommer helt tæt på ham og hans forhold til livsledsageren, både i arbejds- og privatlivet, Pierre Bergé – en intim og rørende dokumentar om kærligheden og kunsten, der førte Yves Saint Laurent og hans partner sammen.
Køb filmen her.

The Director (2013)
Med The Director er skuespiller, James Franco, trådt ud af rampelyset og ind i rollen som producent og har skabt en dokumentar om førstedamen hos det italienske modehus Gucci, Frida Giannini. I filmen følger vi Giannini i sit arbejde med mærkets kreative udtryk, og hun forklarer blandt andet, hvordan hun udvælger modeller til kampagnerne og forbereder sig til de store modeuger.
Se trailer til filmen her.

The September Issue (2009)
I dokumentaren fra 2009, hvor vi går bag om udgivelsen af årets vigtigste Vogue-udgivelse, The September Issue, får vi et unikt kig ind bag facaderne på amerikansk Vogue. Derudover kommer vi tæt på førstedamen og isdronningen, Anna Wintour, i sit arbejde fra branchens toppost.
Køb filmen her.

Lagerfeld Confidential (2007)
På trods af at han ikke er kendt for at holde sig tilbage i interviews, er Chanel-designer Karl Lagerfeld meget tilbageholdende, når det gælder sit privatliv. Derfor var det noget af et scoop, da den tyskfødte designer i 2007 slog dørene op til sit arbejds- og privatliv i bedste dokumentarmanér, og resultatet er absolut seværdigt.
Se filmen her.

Valentino: The Last Emperor (2008)
Han er kendt for at klæde kvinder smukt på, og intet navn er mere lig med klassisk couture end Valentino Garavani. I denne dokumentar følger vi den italienske couture-konge, og får et indblik i hans arbejde, inspiration, personlighed og tankerne bag det eksklusive tøj.
Køb filmen her.

OWN Visionaries: Tom Ford (2011)
I OWN Visionaries-dokumentaren om Tom Ford bliver der stillet skarpt på manden bag det velklædte, perfektionistiske ydre, og i de mange interviewsekvenser gives der også et indblik i Fords arbejde for både Gucci og Yves Saint Laurent.
Se filmen her.

Bill Cunningham New York (2010)
Han er et klenodie og en veteran inden for streetstyle-fotografi. New York Times-fotografen Bill Cunningham er, efter sigende, den eneste fotograf, Anna Wintour stopper op og poserer for – i denne dokumentar får vi et unikt indblik i Cunninghams virke, og kommer tæt på den i dag 86-årige newyorkers privatliv.
Køb filmen her.

Marc Jacobs & Louis Vuitton (2007)
I dokumentaren fra 2007 kommer vi tæt på designer Marc Jacobs og med om bag kulissen hos det traditionsrige, franske modehus, Louis Vuitton. Vi kommer med designeren på arbejde, og får indblik i designprocessen af de mange samarbejds-kollektioner, som modehuset har været igennem.
Køb filmen her.
