Posthusforbandelsen – hvorfor netshopping ikke er for alle

Costume.dk's klummeskribent kan ikke forstå, hvorfor folk synes, at shopping på nettet er nemt – selv om butiksshopping heller ikke altid er ligetil

Sara Maria Dyrberg

— 08. maj 2015

Moderne liv er tit styret af underlige myter. Jeg forstår for eksempel ikke helt, at det er så populært med internethandel. Måske er jeg for gammel til at købe ting på nettet. Måske er jeg ikke gammel nok. Måske er jeg for besværlig. Uanset hvad har jeg aldrig lært det, og det har i hvert fald helt sikkert noget at gøre med mit stædige had til at gå på posthuset.

Jeg har forhørt mig lidt i min omgangskreds, og det ledende argument for, hvorfor internetshopping er så populært, lader til at være noget med, at det er meget, meget nemt. Noget med at man belejligt kan sidde i sin sofa i nattøj og spise flødeboller, mens man trykker på en knap. Nemt? Jeg synes ikke, det er nemt. Jeg synes, det er meget, meget besværligt.

For det første kan jeg ikke røre, hvad jeg køber. Jeg kan ikke se det tæt på og mærke tyngde, struktur og kvalitet. Hvis det er tøj, kan jeg ikke prøve det på, hvilket i sig selv får mit stressniveau til at stige en lille smule.

Sjovt nok ender gammeldags (butiks)shopping for mig ofte i noget hastværk, hvor jeg akut står og mangler en kjole. Når det sker, løber jeg i vild panik ind i en butik, råber desperat om hjælp til at finde fire til fem forskellige sorte kjoler i størrelse 36, køber hele molevitten, iler hjem en time før jeg skal være til mit arrangement og bestemmer hvilken kjole, det skal være. Resten bliver returneret ... Eller snarere; ender i kassen med “giv væk” eller “loppemarked”.

Nethandel kræver derimod, at man går på posthuset, hvilket, som tidligere nævnt, ikke er min yndlingsbeskæftigelse. I min verden er posthuset et tarveligt sted, hvor jeg sjældent når at hente min pakke, inden for den tidsfrist jeg har fået på den lille irriterende seddel, postmanden har lagt i min postkasse.

Jeg har det også lidt stramt med postkasser, da 95 procent af min post er ubehagelige rudekuverter og bunker af reklamer og tilbudsaviser ... som jeg på, grund af min posthusforbandelse, stadigvæk modtager, selvom jeg har frabedt mig det både med NemId, og på posthuset.

Når jeg en sjælden gang formår at finde den krøllede seddel på bunden af min taske, og tilmed inden for den frist der står på sedlen, så er min kasse blevet væk på grund af den posthusforbandelse, der tydeligvis hviler på mig. Eller den er ved en fejl havnet på et andet posthus, hvilket er rigtig cool, for på dette tidspunkt har jeg allerede spildt en god portion af min tid ved at stå i kø i et trist posthus, som jeg i forvejen har brugt tid på at komme hen til.

Nej, hvis jeg alligevel skal gå ud af min vej for at gå på posthuset, kan jeg lige så godt gå ud af min vej hen i den butik, der sælger den T-shirt, jeg vil have, og hvor jeg kan mærke, se og prøve på.

Jeg vil acceptere, at jeg er dårlig til moderne shopping og fortsætte med at gøre det på den gammeldags facon. Ellers, hvis det absolut kun kan købes på nettet, vil jeg blive ved med, i smug, at få tilsendt mine internetindkøb til min arbejdsplads, hvor jeg ved, at der altid er folk til at lukke pakkemanden ind i dagtimerne.

Jeg er klar over at internettet er et overflødighedshorn af forbrugsmuligheder og udvalg, der kan få alle ens drømme til at gå i opfyldelse – og mere til – men jeg er slem nok i forvejen, og hver gang jeg flytter, bliver jeg forfærdet og rædselsslagen over, hvor stor en samler jeg er.

Det er nok bedst, at jeg ikke lærer det med også at shoppe på nettet, så der stadig kan være plads til mig i min lejlighed.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.