Sådan forvandler landskabsarkitekten terrassen på Nørrebro til en grøn oase

White cube møder natur i en moderne lejlighed på Nørrebro, hvor landskabsarkitekt og kunstner Emilie Bausager bor med blomster på taget og sand i stuen.

Masser af kunst og personlige ting i de nybyggede omgivelser.

Bæredygtighed er også et tema

“De fleste af mine møbler er købt på auktion eller på DBA, eller også har jeg selv lavet dem af genanvendte materialer. Og i det hele taget er min indretning et skørt miks mellem brugbare og praktiske møbler og på den anden side det mere legende og i nogle tilfælde ret upraktiske. På samme måde er der helt sikkert også et clash mellem noget naturligt og noget mere syntetisk i min indretning. I mit arbejde som landskabsarkitekt er jeg så meget ude i naturen, at jeg har brug for noget mere industrielt, når jeg kommer hjem. Måske elsker jeg bare kontraster.”

“På min by-terrasse får naturen lov at være sig selv” — Emilie Bausager, Landskabsarkitekt og kunstner

Kunst og have

“Min kunstpraksis og min havepraksis overlapper i hvert fald hinanden, hvilket ses allertydeligst på min tagterasse, der er plantet som naturen ved den danske kyst: Der er fyr, som dufter virkelig godt, især når det er lidt tørt, der er høje elefant- græsser, som risler i vinden og skærmer lidt for de sirener, jeg af og til kan høre fra Nørrebros gader. Der er purløg med lilla blomster, som giver lidt farve, og hyld, som jeg laver saft af om sommeren. Der er også vilde planter, som sår sig selv, og de frø, som fuglene kommer med. Jeg kan godt lide, når naturen får lov at være sig selv – så på den måde er terrassen også et mini-eksperiment i permakultur på et tag midt i København.”