Tatoveringer kan hjælpe dig med at få et job

Du har sikkert hørt, at tatoveringer vil besværliggøre din jobjagt. Nu viser ny forskning, at det er fuldstændigt forkert

© Wenn.com

Det har hidtil været et velkendt stigma, at tatoveringer er ildeset i chefens øjne. Men ifølge nyere forskning, foretaget af et hold professorere på University of Miami Business School, er den antagelse nu en saga blot.

I studiet med den mundrette titel Are Tatoos Associated With Employment and Wage Discrimination? Analyzing the Relationships Between Body Art and Labor Market Outcomes undersøgte forskerne forholdet mellem tatoveringer og konkurrencedygtighed på arbejdsmarkedet. Med data fra mere end 2.000 amerikanske deltagere har undersøgelsen nu gjort op med antagelsen om, at det er svært at få et job, hvis man er tatoveret.

Det viser sig nemlig, at der hverken er forskel i løn eller ansættelsesmuligheder for tatoverede og ikke-tatoverede personer – faktisk er den tatoverede kandidat i nogle jobsituationer den mest populære. Da 40 procent af den voksne befolkning har tatoveringer, ser yngre arbejdsgivere det som et naturligt udtryk af personlighed, og at diskriminere tatoverede jobsøgere vil kun være en konkurrencemæssig ulempe for virksomheden.