© Getty Images

Truman Capotes New York

Truman Capote er særligt kendt for sit værk Breakfast at Tiffany's, der portrætterer livet i sus og dus blandt New Yorks overklasse, hvilket ikke var det liv, der lige lå i kortene for kunstneren, hvis karriere startede i en kælderlejlighed i Brooklyn.

Hvad der startede i en kælderlejlighed i Brooklyn

New Orleans-fødte Capote flyttede første gang til New York i 1932, som 8-årig, for at bo sammen med sin mor og sin stedfar Joe Capote, der senere adopterede ham.

Allerede da han ankom til New York, vidste Capote, der havde et usædvanligt talent for at fortælle historier og underholde, at han ville være berømt forfatter. Og så snart han som 17-årig kunne droppe ud af high school, begyndte han at skrive sin første roman, der dog blev sat på pause for novelleskrivning. Den unge skribent troede ikke på uddannelse, så han havde i stedet et job på The New Yorker, hvor han sorterede tegneserier og slentrede op og ned ad gangene ulasteligt klædt i suit og mokkasiner.

Truman Capote nåede at bo flere steder i New York, blandt andet i 10 år i en kælderlejlighed på 70 Willow Street i Brooklyn, hvor han skrev In Cold Blood og Breakfast at Tiffany’s, der handler om Newyorker-partypigen Holly Golightly, der færdes i de kredse, Capote selv var en del af.

Senere fik han en lejlighed på 22. etage i United Nations Plaza, hvor han tilbragte sine dage mellem persisk kunst, små dyrefigurer, bøger og masser af fotografier.

“I love New York, even though it isn’t mine, the way something has to be, a tree or a street or a house, something, anyway, that belongs to me because I belong to it,” sagde han om byen, der blev hans hjem.

Truman Capote havde også i mange år et hus i ørkenen i Palm Springs på Long Island uden for New York. Her holdt forfatteren store fester for eliten og gik arm i arm med sine mandlige elskere til andres fester, inden han som 59-årig døde i Los Angeles i 1984.