Udstillingen du ikke vil gå glip af: Digital kunst på Arken

Glæd dig til Februar, hvor spektakulære installationer bliver fremvist på Arken.

arken image teaser
© ARKEN Museum // Refik Anadol

Til februar fylder kunstneren Refik Anadols smukke installationsværker i Arkens største udstillingsrum. Med udstillingen, Nature Dreams, bevæger museet sig ind i kunstens digitale verden – en kunstform som netop nu vinder i den brede offentlighed og udvikler sig med lynets hast.

Refik Anadol er en af de allermest aktuelle kunstnere globalt inden for digital kunst. Hans værker opstår som et samarbejde mellem menneske og maskine, og deres formål er at rejse filosofiske spørgsmål, der peger ind i en fremtid, hvor menneskets tilstedeværelse er blevet uløseligt forbundet med teknologien.

På Arkens udstilling vil Refik Anadol præsentere tre værker, hvoraf et af værkerne er skabt helt specielt til udstillingen. Fællestrækket for de tre værker er, at de tager udgangspunkt i massemediernes visuelle fremstilling af naturen, som er med til at påvirke menneskers opfattelse af, hvad natur er, og hvordan det ser ud. Dette prøver han at lege med ved at skabe delvist abstrakte skildringer af naturen, som den menneskelige hjerne endnu ikke kan forstille sig.

Du vil kunne se frem til en helt særlig sanseoplevelse i et møde mellem kunsten og den digitale teknologi.

Læs mere om udstillingen her.

Hvor: ARKEN Museum for Moderne Kunst. Skovvej 100, 2635 Ishøj.

Hvornår: 10. februar til 27. august 2023