Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

BMDK#DKCOS#1907#DKCOS#1#New Page.144#1#cci © Hedda Rysstad

“Med vores podcast vil vi ikke give svar, men starte en dialog”

Efter mordet på George Floyd har Black Lives Matter-bevægelsens protester spredt sig til hele verden. Det samme har diskussionen om racisme. Det er gået op for mange – også herhjemme – at selvom vi tager afstand fra racisme og betegner os selv som det modsatte af at være racist, gør mange af os ikke nok for at tage aktivt afstand. For at ændre på tingene kræver det, at vi gør en indsats. En af de ting, vi kan gøre, er at uddanne os selv indenfor racisme, diskrimination og ikke-hvides virkelighed og vilkår - i udlandet såvel som herhjemme. I forhold til sidstnævnte er den danske podcast A Seat at The Table et godt sted at starte. Bag den står Stephanie, Naima og Ingrid, der snakker om deres oplevelser, tanker, refleksioner og følelser i forhold til at være en ung kvinde med afrikanske rødder i dagens Danmark. Læs, eller genlæs interviewet, der første gang blev udgivet i 2019 i Costume nummer 7, med de tre kvinder – og skynd dig ind og lyt.

Stephanie Asi Brix, Naima Yasin og Ingrid Magnifique Baraka var trætte af ikke at føle sig repræsenteret i danske medier – og trætte af at være trætte af det. Derfor besluttede de at skabe deres egen plads ved bordet med podcasten A Seat at the Table, der omhandler det at være sort kvinde i et ellers meget hvidt Danmark.

Hvordan fik I idéen til at lave A Seat at the Table?
Naima: “Faktisk var tanken slet ikke at lave en podcast, men – meget apropos det her interview – et magasin. Jeg kendte de andre piger fra tidligere og tænkte, at vi sammen kunne lave noget fedt, så jeg spurgte dem, om vi skulle mødes en dag til brainstorm på Papirøen. På dagen satte jeg en optager imellem os og trykkede på knappen ...”

Stephanie: “... og så gik snakken ellers de næste fem timer. Jeg tror, at vi alle fire (det første halve år bestod podcasten også af medlemmet Betty Kandindima, red.) hurtigt fornemmede, at vi var gode til at snakke med hinanden om emner, vi ikke havde talt med særligt mange andre om før.”

Ingrid: “Der er mange danske kvinder med afrikanske rødder, der ikke har veninder, som ligner dem selv, og da vi hørte optagelserne, forstod vi, at vi med vores podcast måske kunne skabe et sådant rum – ikke bare for os selv, men også for andre.”

Naima: “Ingen af os havde erfaring med eller uddannelse i at lave podcast, vi kastede os bare ud i det. I begyndelsen sad vi fire hjemme hos Stephanie rundt om én mikrofon, og den tekniske af os, Ingrid, lærte at klippe afsnittene og lagde dem på iTunes.”

Ingrid: “Helt fra start har projektet været frivilligt og noget, vi gør ved siden af vores normale jobs.”

Stephanie: “Med en hvid dansk far og en mor, der er halvt englænder, halvt ghaneser, har jeg i min opvækst savnet nogle at kunne snakke med om det at være mixed. Jeg kender ikke mange, der har samme hudfarve som mig, så da vi gik i gang med A Seat at the Table, tænkte jeg, at hvis bare én lytter kunne relatere til vores samtaler i podcasten, var det en succes.”

Naima: “For mig var det faktisk et meget egoistisk projekt i begyndelsen. Jeg var fyldt 30 og ville gerne lave noget, der var mit. Skabe et rum, hvor jeg følte mig tryg, og de andre var med fra start. Et sted, hvor jeg ikke skulle forklare mig, hvis jeg studser over, at der på cremerne i Matas står ‘fra normal til mørk hud’.”

Stephanie: “Forleden snakkede vi med en af vores lyttere, der er mixed. Hun havde hørt alle vores afsnit og derigennem fået nemmere ved at sætte ord på det at være af blandet etnicitet og tage nogle svære emner op med sin mor. Det var den største anerkendelse for mig, og det er netop derfor, jeg synes, at vores podcast er så vigtig.”

90595734_624123078165605_8842481018351910912_o © Apple Podcasts

Lyt til podcasten her.

Hvorfor er der brug for en podcast som jeres?
Naima: “Fordi vi selv manglede det rum.”

Stephanie: “Så i stedet for at sætte sig ned og surmule over det, besluttede vi os for at lave det selv. At skabe en plads ved bordet til os og andre, der ligner os.”

Ingrid: “Jeg oplevede, at der var et momentum, hvor mange brune kvinder, jeg orienterede mig imod, begyndte at fortælle deres egne historier. Eksempelvis podcasten Melanin Millennials, der handler om at være ung, sort (diaspora) kvinde i England. De to kvinder bag podcasten taler ærligt og kløgtigt om emner som mentalt helbred, self care og politik på en måde, jeg virkelig kan relatere til.”

Stephanie: “Og serien Dear White People på Netflix. Titlen skal ikke forstås nedladende, men som Dear White People – prøv lige at lytte og forstå, hvordan det er at leve som sort eller mixed. I grove træk handler serien om det samme, som vi snakker om i vores podcast: at være en brun minoritet i et hvidt samfund.”

Ingrid: “Det er helt essentielt, at det er os, der sætter præmissen for podcasten. Vi vælger selv, hvad vi snakker om og hvordan. Diversitet er ikke bare, at der optræder forskellige minoriteter i TV eller i radioen, men også, at dem, der har bestemt indholdet i medierne, altså dem, der sidder på redaktionerne, ikke alle er hvide mænd. I A Seat at the Table er vi ikke det brune indslag.”

Stephanie: “Den måde at tænke på diversitet bliver meget hurtigt lidt United Colours of Benetton-agtig. Hvor der skal være en af alle racer med i kampagnen.”

Ingrid: “Eller ti hvide modeller og så lige en sort, der kan repræsentere alle minoriteter. Som om alle ikke-hvide er én type.”

Naima: “Gennem vores samtaler i podcasten ønsker vi at nuancere billedet af, hvad det vil sige at være en sort kvinde i Danmark. Vi er ikke ens, bare fordi vi har samme hudfarve.”

Stephanie: “Og vi er ikke pr. automatik gode til at synge ...”

Naima: “... eller twerke. Det er sådanne fordomme om sorte kvinder, som vi prøver at nedbryde ved bare at være os og vise, at vi tre også er forskellige.”

I snakker om alt fra repræsentation – og mangel på samme – til vrede og hår. Hvordan hænger disse emner sammen?
Ingrid: “Vores podcast er opkaldt efter Solanges album A Seat at the Table, der udkom samme forår, som vi gik i gang med podcasten. Albummet og særligt nummeret Don’t touch my Hair satte for alvor gang i en debat om, hvorfor man ikke skal røre ved sorte kvinders hår. ‘Don’t touch my hair, When it’s the feelings I wear’, synger Solange og viser, at hår ikke alene er noget kosmetisk. Det er også følelser og kultur. Jeg har aldrig mødt en sort pige, der ikke kan relatere til emnet hår eller bruge timer på at snakke om pleje af hår.”

Naima: “Og netop pleje af afrohår er sådan noget, som kan være svært at snakke med mine hvide veninder om. I modemagasinerne er der altid guides til dig med skandinavisk, tykt eller krøllet hår. Der er aldrig en guide, der taler til mig. Det er ikke, fordi et emne som hår kun er for os, der er bare forskellige niveauer af information og inklusion i det samfund, vi lever i. Der er meget mere i det end bare hår, og derfor har mange sorte kvinder i Danmark behov for at snakke med ligesindede, der forstår, at emner som hår og makeup ikke er noget trivielt. For når ‘normalt hår’ eller ‘hudfarvet’ aldrig er vores hår eller vores hudfarve, er det et symptom på en verdensanskuelse, hvor nogle borgere er mere accepterede og synlige end andre.”

Stephanie: “Der er meget politik i det, når en sort person har sit naturlige hår.”

“I modemagasinerne er der altid guides til dig med skandinavisk, tykt eller krøllet hår. Der er aldrig en guide, der taler til mig.”

Ingrid: “I mange år har skønhedsidealerne været eurocentriske. De afvigelser, der har været fra de idealer på hårfronten, skete i protest – for eksempel Angela Davis’ afro som blev en slags ikonisering af afroen i politisk kontekst. Selvom det at lade sit hår stå, som det gror ud af ens hovedbund, kan virke rimeligt ligetil, er det for mange stadigvæk et bevidst fravalg af et eurocentrisk ideal. Afrokrøller skaber derfor forskellige reaktioner. Nogle ser det som politik, andre som eksotisk andethed. Så når den femte på en aften rører ved mit hår, kan jeg godt reagere.”

Naima: “Og det er okay at blive vred. En lytter skrev ind til os for et par måneder siden og spurgte, om det ikke er okay at være vred, fordi vi havde påtalt fordommen om, at alle sorte kvinder er vrede. Den opsang gik lige i mig, og jeg fik det lidt sådan ‘hell yeah’. For selvom jeg gerne vil nedbryde den stereotyp, må jeg selvfølgelig som sort kvinde gerne være vred over alt det, jeg har været udsat for. Tidligere har jeg fundet mig i ting, fordi jeg brugte min energi på ikke at gøre andre berørte og ikke leve op til fordommen. Nu har jeg fundet et sprog til at sige fra over for N-ordet og over for folk, der rører mit hår og min hud. Men det er stadig svært, fordi jeg har brugt så mange år på at forsøge ikke at være anderledes.”

“Det er sjovt, for jeg oplever tit, at det støder mange at blive kaldt ‘hvid’.”

Ingrid: “Naima og jeg er flygtninge, og som flygtninge i Danmark vokser man op med en forståelse af, at man skal være taknemmelig og ikke brokke sig eller sige højt, når man bliver vred eller såret. Den forståelse arbejder vi på at vende i podcasten.”

Naima: “Forleden på arbejdet sad jeg til et stort konferenceplanlægningsmøde med lutter hvide mænd. Tidligere ville jeg have ignoreret det, men nu italesatte jeg det og spurgte, om det ikke var problematisk, at jeg var den eneste kvinde. Bare det at snakke om køn er et stort projekt at tage på sig, og der er jeg ikke engang gået ned i, at hvis de få kvinder, der er repræsenteret, alle er blonde, føler jeg mig ikke repræsenteret.”

Stephanie: “Det er sjovt, for jeg oplever tit, at det støder mange at blive kaldt ‘hvid’. Mange er ikke vant til at blive adresseret ud fra hudfarve frem for person.”

Ingrid: “Men hvis man bliver utilpas over at blive kaldt hvid, så overvej, hvordan det er at stå på den anden side og konstant blive adresseret ud fra din andethed.”

Hvornår begyndte I at lægge mærke til forskellen på den måde, omverdenen betragter mennesker med brun hud sammenlignet med hvid hud?
Ingrid: “Siden 1998. Året, hvor min familie og jeg kom hertil. Det var, som om jeg først blev sort, da jeg kom til Danmark. Inden 1998 var jeg bare afrikansk.”

Naima: “Jeg kom hertil som helt lille og har altid oplevet denne anderledeshed. Den er konstant, men også forskellig. Da min familie i 1990 kom til den lille jyske by uden for Aarhus, hvor jeg er vokset op, var det mest af alt eksotisk. Nu er der en opstillingsklar politiker, der i fuld alvor mener, at vi skal udryddes. Det er blevet meget sværere at være flygtning i Danmark de seneste ti år.”

Hvordan mærker I det?
Stephanie: “Blandt andet ved at folk spytter efter os på gaden. Det har vi alle tre prøvet både hver for sig og sammen. Ofte kan jeg på lang afstand spotte den type person. Det kvarter i Valby, hvor jeg voksede op, var til at starte med et skinhead-område. Derfor lærte jeg tidligt, hvordan had ser ud hos et andet menneske. Der er ingen tvivl om, at der i det offentlige rum er kommet flere af de blikke.”

Naima: “Og vurderingen falder kun på, hvordan vi ser ud. Så snart jeg åbner munden, siger folk: ‘Åh, du er jo fra Jylland’. Så er jeg pludselig ikke længere farlig.”

Stephanie: “Men det gør selvfølgelig én utilpas, at man overhovedet skal bevise det.”

Naima: “Helt klart. De sidste par måneder er jeg klart blevet mere utryg over, hvordan andre ser på mig. Om damen ved siden af mig i bussen tænker, at jeg er en, der skal smides ud af landet.”

Ingrid: “Jeg er ikke mere bange for min egen sikkerhed i dag end tidligere. Det, der gør mig allermest utryg, er, at den slags retorik overhovedet findes. Det ryster mig i min overbevisning som menneske.”

Stephanie: “Og man må ikke glemme, at ord har magt. Hvis man tilpas mange gange får at vide, at man er væmmelig på grund af sin hudfarve, så føler man sig på et tidspunkt væmmelig. Især som ung er man meget påvirkelig over for sådan nogle kommen- tarer, og derfor prøver vi med podcasten at fortælle vores egen historie som mennesker og skabe en dialog om tabubelagte emner.”

Naima: “Derfor giver vi heller ikke særligt mange interviews. Vi foretrækker selv at sætte dagsordenen fremfor pludselig at figurere som clickbait-overskrift på en artikel, som nogle ikke læser, men skriver en masse racistiske kommentarer på. Det her er nummer to interview, vi giver på to år.”

“Det ville da være befriende, hvis vi nåede til et sted, hvor vores hudfarve ikke længere er et samtaleemne. Det gør vi kun ved at italesætte og derved normalisere det.”

Hvorfor har I sagt ja til at være med i dette interview?
Naima: “Fordi det er et trykt medie, og fordi vi selv har savnet sådan nogen som os i magasinerne.”

Ingrid: “Men vi var faktisk meget i tvivl. Om vi nu bliver det sorte indslag, I kan lave hak ved for det næste halve år.”

Naima: “Vores podcast – og derfor dette interview – handler om at være sort kvinde i Danmark. Det ville da være befriende, hvis vi nåede til et sted, hvor vores hudfarve ikke længere er et samtaleemne. Det gør vi kun ved at italesætte og derved normalisere det.”

Ingrid: “Forhåbentligt kan interviewet skabe nogle samtaler. For det er det, vi vil med podcasten, ikke give svar, men starte en dialog.”

Stephanie: “På et niveau, hvor alle kan være med. Det er ikke kun sorte eller mixed, der lytter med. Vi har også en del etnisk danske hvide lyttere, der ser podcasten som et indblik i en verden, de måske ikke kender så meget til. Vores håb er, at vi kan så et frø i folk, der kan blomstre videre og skabe anerkendelse og forståelse.”

Mere om Interview? Få Costumes nyhedsbrev