“Med vores podcast vil vi ikke give svar, men starte en dialog”

Naima: “Ingen af os havde erfaring med eller uddannelse i at lave podcast, vi kastede os bare ud i det. I begyndelsen sad vi fire hjemme hos Stephanie rundt om én mikrofon, og den tekniske af os, Ingrid, lærte at klippe afsnittene og lagde dem på iTunes.”

Ingrid: “Helt fra start har projektet været frivilligt og noget, vi gør ved siden af vores normale jobs.”

Stephanie: “Med en hvid dansk far og en mor, der er halvt englænder, halvt ghaneser, har jeg i min opvækst savnet nogle at kunne snakke med om det at være mixed. Jeg kender ikke mange, der har samme hudfarve som mig, så da vi gik i gang med A Seat at the Table, tænkte jeg, at hvis bare én lytter kunne relatere til vores samtaler i podcasten, var det en succes.”

Naima: “For mig var det faktisk et meget egoistisk projekt i begyndelsen. Jeg var fyldt 30 og ville gerne lave noget, der var mit. Skabe et rum, hvor jeg følte mig tryg, og de andre var med fra start. Et sted, hvor jeg ikke skulle forklare mig, hvis jeg studser over, at der på cremerne i Matas står ‘fra normal til mørk hud’.”

Stephanie: “Forleden snakkede vi med en af vores lyttere, der er mixed. Hun havde hørt alle vores afsnit og derigennem fået nemmere ved at sætte ord på det at være af blandet etnicitet og tage nogle svære emner op med sin mor. Det var den største anerkendelse for mig, og det er netop derfor, jeg synes, at vores podcast er så vigtig.”

Hvorfor er der brug for en podcast som jeres?
Naima: “Fordi vi selv manglede det rum.”

Stephanie: “Så i stedet for at sætte sig ned og surmule over det, besluttede vi os for at lave det selv. At skabe en plads ved bordet til os og andre, der ligner os.”

Ingrid: “Jeg oplevede, at der var et momentum, hvor mange brune kvinder, jeg orienterede mig imod, begyndte at fortælle deres egne historier. Eksempelvis podcasten Melanin Millennials, der handler om at være ung, sort (diaspora) kvinde i England. De to kvinder bag podcasten taler ærligt og kløgtigt om emner som mentalt helbred, self care og politik på en måde, jeg virkelig kan relatere til.”

Stephanie: “Og serien Dear White People på Netflix. Titlen skal ikke forstås nedladende, men som Dear White People – prøv lige at lytte og forstå, hvordan det er at leve som sort eller mixed. I grove træk handler serien om det samme, som vi snakker om i vores podcast: at være en brun minoritet i et hvidt samfund.”

Ingrid: “I mange år har skønhedsidealerne været eurocentriske. De afvigelser, der har været fra de idealer på hårfronten, skete i protest – for eksempel Angela Davis’ afro som blev en slags ikonisering af afroen i politisk kontekst. Selvom det at lade sit hår stå, som det gror ud af ens hovedbund, kan virke rimeligt ligetil, er det for mange stadigvæk et bevidst fravalg af et eurocentrisk ideal. Afrokrøller skaber derfor forskellige reaktioner. Nogle ser det som politik, andre som eksotisk andethed. Så når den femte på en aften rører ved mit hår, kan jeg godt reagere.”

Naima: “Og det er okay at blive vred. En lytter skrev ind til os for et par måneder siden og spurgte, om det ikke er okay at være vred, fordi vi havde påtalt fordommen om, at alle sorte kvinder er vrede. Den opsang gik lige i mig, og jeg fik det lidt sådan ‘hell yeah’. For selvom jeg gerne vil nedbryde den stereotyp, må jeg selvfølgelig som sort kvinde gerne være vred over alt det, jeg har været udsat for. Tidligere har jeg fundet mig i ting, fordi jeg brugte min energi på ikke at gøre andre berørte og ikke leve op til fordommen. Nu har jeg fundet et sprog til at sige fra over for N-ordet og over for folk, der rører mit hår og min hud. Men det er stadig svært, fordi jeg har brugt så mange år på at forsøge ikke at være anderledes.”

Ingrid: “Naima og jeg er flygtninge, og som flygtninge i Danmark vokser man op med en forståelse af, at man skal være taknemmelig og ikke brokke sig eller sige højt, når man bliver vred eller såret. Den forståelse arbejder vi på at vende i podcasten.”

Naima: “Forleden på arbejdet sad jeg til et stort konferenceplanlægningsmøde med lutter hvide mænd. Tidligere ville jeg have ignoreret det, men nu italesatte jeg det og spurgte, om det ikke var problematisk, at jeg var den eneste kvinde. Bare det at snakke om køn er et stort projekt at tage på sig, og der er jeg ikke engang gået ned i, at hvis de få kvinder, der er repræsenteret, alle er blonde, føler jeg mig ikke repræsenteret.”

Stephanie: “Det er sjovt, for jeg oplever tit, at det støder mange at blive kaldt ‘hvid’. Mange er ikke vant til at blive adresseret ud fra hudfarve frem for person.”

Ingrid: “Men hvis man bliver utilpas over at blive kaldt hvid, så overvej, hvordan det er at stå på den anden side og konstant blive adresseret ud fra din andethed.”

Hvornår begyndte I at lægge mærke til forskellen på den måde, omverdenen betragter mennesker med brun hud sammenlignet med hvid hud?
Ingrid: “Siden 1998. Året, hvor min familie og jeg kom hertil. Det var, som om jeg først blev sort, da jeg kom til Danmark. Inden 1998 var jeg bare afrikansk.”

Naima: “Jeg kom hertil som helt lille og har altid oplevet denne anderledeshed. Den er konstant, men også forskellig. Da min familie i 1990 kom til den lille jyske by uden for Aarhus, hvor jeg er vokset op, var det mest af alt eksotisk. Nu er der en opstillingsklar politiker, der i fuld alvor mener, at vi skal udryddes. Det er blevet meget sværere at være flygtning i Danmark de seneste ti år.”

Naima: “Helt klart. De sidste par måneder er jeg klart blevet mere utryg over, hvordan andre ser på mig. Om damen ved siden af mig i bussen tænker, at jeg er en, der skal smides ud af landet.”

Ingrid: “Jeg er ikke mere bange for min egen sikkerhed i dag end tidligere. Det, der gør mig allermest utryg, er, at den slags retorik overhovedet findes. Det ryster mig i min overbevisning som menneske.”

Stephanie: “Og man må ikke glemme, at ord har magt. Hvis man tilpas mange gange får at vide, at man er væmmelig på grund af sin hudfarve, så føler man sig på et tidspunkt væmmelig. Især som ung er man meget påvirkelig over for sådan nogle kommen- tarer, og derfor prøver vi med podcasten at fortælle vores egen historie som mennesker og skabe en dialog om tabubelagte emner.”

Naima: “Derfor giver vi heller ikke særligt mange interviews. Vi foretrækker selv at sætte dagsordenen fremfor pludselig at figurere som clickbait-overskrift på en artikel, som nogle ikke læser, men skriver en masse racistiske kommentarer på. Det her er nummer to interview, vi giver på to år.”

Hvorfor har I sagt ja til at være med i dette interview?
Naima: “Fordi det er et trykt medie, og fordi vi selv har savnet sådan nogen som os i magasinerne.”

Ingrid: “Men vi var faktisk meget i tvivl. Om vi nu bliver det sorte indslag, I kan lave hak ved for det næste halve år.”

Naima: “Vores podcast – og derfor dette interview – handler om at være sort kvinde i Danmark. Det ville da være befriende, hvis vi nåede til et sted, hvor vores hudfarve ikke længere er et samtaleemne. Det gør vi kun ved at italesætte og derved normalisere det.”

Ingrid: “Forhåbentligt kan interviewet skabe nogle samtaler. For det er det, vi vil med podcasten, ikke give svar, men starte en dialog.”

Stephanie: “På et niveau, hvor alle kan være med. Det er ikke kun sorte eller mixed, der lytter med. Vi har også en del etnisk danske hvide lyttere, der ser podcasten som et indblik i en verden, de måske ikke kender så meget til. Vores håb er, at vi kan så et frø i folk, der kan blomstre videre og skabe anerkendelse og forståelse.”