Bananpandekager med spinat og ingefær
Start dagen bedst muligt med disse sunde, grønne og ikke mindst lækre pandekager, der toppes af med frisk frugt og kokos
AfMorgenmadspandekager
Morgenmad er som bekendt dagens vigtigste måltid, da din krop har brug for næring efter en god nats søvn.
En ordentlig morgenmad sikrer energi og overskud resten af dagen, og med denne opskrift på grønne pandekager, er den gode start på dagen garanteret.
Opskriften giver cirka 15 pandekager.

Ingredienser
PANDEKAGER:
2 modne bananer
2 æg
2 dl rismælk eller mandelmælk
2 store håndfulde frisk spinat
½ tsk. stødt kardemomme
½ tsk stødt ingefær
1 nip salt
2 dl boghvedemel
Evt. 1 tsk bagepulver
Kokosolie til stegning
TOPPING:
Kiwi, blåbær og kokos

Fremgangsmåde
Kom alle ingredienser, undtagen boghvedemel, i en blender og blend, det jævnt og cremet.
Tilsæt melet, og blend igen, til det er jævnt fordelt i dejen.
Varm en pande op til medium-lav varme. Tilsæt en smule kokosolie og brug cirka 2 spiskeskefulde dej til hver pandekage.
Steg pandekagerne 3-4 minutter, inden de vendes, og giv dem cirka et minut på den anden side.
Pandekagerne bliver lidt mørke i stegefladen, men bare rolig – de er ikke brændte.
Fortsæt, til der ikke er mere dej tilbage.
Server pandekagerne toppet med kiwi, blåbær og kokos enten til morgenmad, som en del af en brunch, eller til den søde tand sidst på dagen.
Du kan med fordel lave en stor portion og opbevare dem i køleskabet, hvor de holder sig fint 4-5 dage.
Maria Engbjerg er bidragsyder på Costume Fit, og hun vil friste med lækre og inspirerende opskrifter her på siden. Til dagligt blogger Maria på Vanloseblues.dk, hvor hun deler sin passion for sund og velsmagende mad. Lær Maria bedre at kende her.
FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER
