
Chokoladetrøfler med avocado
Avocado og chokolade – to ting, man umiddelbart ikke forbinder med hinanden, men i denne opskrift forvandles de til de lækreste, cremede trøfler
AfDisse lækre chokoladetrøfler har avocado som den hemmelige ingrediens, hvilket måske lyder som en speciel kombination, men avocadoen gør chokoladen så blød og cremet, at den nærmest smelter på tungen.

Ingredienser
1 moden avocado
100 g mørk chokolade (helst 70 %)
1 spsk kokosolie
2 spsk kakaopulver
2 spsk akaciehonning
1/2 tsk vaniljepulver
1/6 tsk fint havsalt

Sådan gør du
Start med at smelte chokoladen i en lille kasserolle – vær meget forsigtig med ikke at brænde den på.
Når chokoladen er smeltet, kan du blande resten af ingredienserne (bortset fra avocadoen) i. Sørg for at røre det hele godt sammen.
Mos derefter avocadoen. Der må ikke være nogle klumper tilbage, så jeg foretrækker at give den en hurtig tur i en blender eller minihakker.
Hæld chokoladeblandingen over i en skål og tilsæt avocadocremen. Rør det hele grundigt sammen og sæt blandingen på køl i cirka 30 minutter.
Efter 30 minutter i køleskabet burde chokoladen være så fast, at den er til at forme, men ellers så giv den et kvarter ekstra.
Brug en ske eller dine hænder til at forme 18 små kugler, og sæt dem derefter i køleskabet igen, så de kan blive helt faste.
Opbevar dem i køleskabet indtil servering, hvor de kan holde sig i et par dage.
Hver tirsdag vil du her på Costume Beauty finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
