Frisk og lækker forårskage med jordbær og lime
Hvorfor ikke fejre solens fremkomst med en smuk, sund og velsmagende forårskage, der behager både øjne og smagsløg?
AfForårets lækreste kage
Foråret er for alvor ved at gøre sit indtog i Danmark, og selvom det har været lidt køligt de sidste par dage, er solen heldigvis også kommet frem fra sit skjul, hvilket selvfølgelig skal fejres med en frisk og lækker forårskage med jordbær og lime.
Kagen er super nem at lave, smager helt fantastisk og så er det som altid en sundere version uden de typiske kageingredienser såsom mel, smør og raffineret sukker.
Psst ... Find endnu flere lækre og sunde dessertopskrifter her

Ingredienser
Daddelbund:
75 g havregryn
60 g mandler
240 g udstenede dadler
1 tsk vaniljepulver
Jordbær og lime-lag:
120 g skyr
150 g mascarpone
300 g jordbær (fra frost er fint, men lad dem tø først)
Saften fra 2 økologiske lime samt fintrevet skal fra den ene lime
1 tsk vaniljepulver
3 spsk akaciehonning
2 spsk kokosolie, smeltet

Fremgangsmåde
Daddelbund:
Begynd med at hælde havregrynene og mandlerne i en foodprocessor, hvor du giver dem en hurtig omgang med blenderen, så de bliver finthakkede. Derefter tilsætter du resten af ingredienserne og blender, indtil du har en sammenhængende daddelmasse.
Hæld blandingen over i en springform foret med bagepapir eller plastikfolie, så du nemt kan løfte kagen ud af formen igen. Jeg brugte en form på 20 centimeter i diameter. Sørg for at fordele daddelmassen jævnt over hele formen.
Daddelbunden skal nå helt ud til kanterne, og det er derfor vigtigt at presse den godt ud i formen, så der ikke er luft mellem bunden og formen.
Sæt eventuelt formen med daddelbunden i fryseren, imens du laver jordbær og lime-laget.
Jordbær og lime-lag:
Start med at mose jordbærrene med en gaffel. Hvis de er lidt svære at mose, kan du give dem en hurtigt tur i en blender eller en minihakker, men jeg synes, at det er rigtigt lækkert med lidt jordbærstykker i kagen, så giv dem kun en hurtig omgang i blenderen.
Hæld derefter de moste jordbær over i en skål, og tilsæt de øvrige ingredienser. Rør det hele grundigt sammen, og hæld det over i springformen.
Sæt kagen i fryseren i mindst seks timer og gerne natten over, så den kan blive ordenligt fast i det.
Servering:
Tag kagen ud af fryseren en time før servering, og pynt den som ønsket. Jeg pyntede den med limeskiver, friske jordbær og lidt frysetørret hindbær.
Alt efter, hvor længe kagen har været på køl, i jo bedre tid skal den tages ud inden servering, den skal nemlig ikke være dybfrossen og svær at skære i ved servering.
Hver tirsdag vil du her på Costume Fit finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER
