Hjemmelavet raw chokolade med nødder og dadler
Få opskriften på en raw chokolade, der ikke giver dårlig samvittighed. Den er nemlig sprængfyldt med antioxidanter, C-vitamin og meget mere
AfHvis du leder efter et sundere alternativ til at stille chokoladetrangen, så er det værd at give raw chokolade at forsøg, da det er endnu bedre for dig end almindelig mørk chokolade med højt kakaoindhold.
Den raw kakao, som bruges til at lave chokoladen, er faktisk endda udråbt som et sandt superfood, da det er sprængfyldt med antioxidanter, zink, magnesium, krom, C-vitamin og meget mere – alt sammen i langt højere koncentrationer, end du finder i almindelig mørk chokolade, da næringsstofferne ødelægges ved høje temperaturer, som almindelig chokolade traditionelt laves under..
Udover alle de sundheds- og næringsmæssige fordele ved raw chokolade, så er det også dejligt nemt at lave og smager helt fantastisk!

Ingredienser
100 g kakaosmør*
3 spsk kokosolie
1 – 2 spsk honning
5 dråber flydende stevia – kan udelades
5 spsk raw kakaopulver*
1/2 tsk vaniljepulver
En knivspids fint havsalt
Fyld efter ønske. Jeg brugte grofthakkede mandler, hasselnødder og dadler.
*kan købes i helsebutikker

Fremgangsmåde
Start med langsomt at smelte kakaosmørret, kokosolien og honningen i et vandbad. Da det er raw chokolade vi skal lave, må temperatuen ikke overstige de 42 grader, så det skal bare have lov at stå og smelte ligeså stille.
Når det hele er smeltet tages skålen ud af vandbaddet og resten af ingredienserne tilsættes. Pisk det hele grundigt sammen med et piskeris (fungerer ekstra godt med et af metal) og smag gerne chokoladen til. Der kan eventuelt tilsættes lidt ekstra honning, salt eller kakaopulver.
Hæld chokoladen over i en form (en almindelig plastikboks kan sagtens bruges) og tilsæt dit foretrukne fyld – jeg brugte grofthakkede mandler, hasselnødder og dadler.
Sæt chokoladen i fryseren i en times tid til den er blevet helt fast i det. Chokoladen opbevares bedst på køl, da den nemt smelter ved højere temperaturer.
Hver tirsdag vil du her på Costume Fit finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
