Lækker raw cake med vanilje og chokolade
Denne lækre chokoladekage er baseret på nødder og dadler, og så smager lige så godt, som den ser ud! Få opskriften her
AfDenne lækre raw cake med vanilje og mørk chokolade er en slags blanding mellem en islagkage og en cheesecake, men selvfølgelig med et sundt twist. Den er nemlig lavet udelukkende på sunde ingredienser, men det tør jeg godt love ikke har påvirket smagen, der stadig er lækker og syndig, som en dessert bør være.
Kagen er lille i størrelsen og passer perfekt til to personer, men man kan selvfølgelig sagtens lave en større version ved helt enkelt at gange ingredienserne op til den ønskede størrelse.

Ingredienser
BUND: 45 g mandler
6 dadler
FYLD: 4½ dl cashewnødder, usaltede og iblødsat*
1 tsk vaniljepulver
3 spsk citronsaft
3 spsk akaciehonning
½ dl mælk (jeg brugte havremælk)
50 g mørk chokolade (jeg brugte 70 procent)
*Cashewnødderne skal stå i blød i en skål vand i mindst tre timer eller eventuelt natten over.

Fremgangsmåde
For at lave bunden starter du med at putte mandlerne i en minihakker, foodprocessor eller blender, og giver dem et hurtigt blend, så de bliver finthakkede.
Derefter tilsætter du resten af dadlerne, og blender indtil du har en sammenhængende masse. Hæld daddelmassen over i en mini-springform foret med bagepapir i bunden, så du nemt kan få kagen ud af formen igen.
Jeg brugte en form på ni centimeter i diameter. Sørg for at fordele daddelmassen jævnt over hele formen. Daddelbunden skal nå helt ud til kanterne. Det er vigtigt at presse den godt ud i formen, så der ikke er luft imellem bunden og formen.
For at lave fyldet tilsætter du helt enkelt resten af ingredienserne, undtagen den mørke chokolade, til en foodprocessor, og blender indtil du har en lækker, cremet masse. Der må ikke være nogle klumper eller lignende – det tager gerne tre til fem minutters tid.
Hak derefter 25 gram af den mørke chokolade groft, og vend den forsigtigt i fyldet med en ske.
Hæld fyldet over i springformen og sørg for at fordele det ligeligt, så det får en jævn overflade. Løft gerne formen lidt, og lad den falde ned mod bordet for at slå eventuelle luftbobler ud og sikre, at kagen bliver helt jævn.
Sæt derefter kagen i fryseren i cirka tre timers tid, indtil den er helt fast i det. Den kan også sagtens stå i fryseren natten over eller længere, men så skal du nok tage den ud i lidt bedre tid end det anbefalede.
Tag kagen ud af fryseren 30-45 minutter før servering. Smelt de resterende 25 gram mørk chokolade, og brug det til at pynte kagen og give lidt ekstra knas og smag. Kagen skal ikke være hård og frossen ved servering, men let at skære og med en konsistens lidt hen ad en cheesecake.
Hver tirsdag vil du her på Costume Fit finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
