Nem quinoasalat med verdens bedste tahindressing
Få opskriften på den farverige og velsmagende salat, du kan lave hele året rundt og med ingredienser, du med garanti allerede har derhjemme
AfFarverig og velsmagende hverdagsmad
Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med quinoa, så er det bare at komme i gang!
I denne lækre og mættende salat bliver quinoa forenet med ingredienser, du helt sikkert allerede har derhjemme i dine skabe og skuffer, og så er den superhurtig at bikse sammen i en travl hverdag – uden at du behøver at gå ned på hverken velsmag eller sundhed.
Få opskriften på quinoasalaten herunder.

Ingredienser – 2-4 portioner
Quinoasalat:
3 rødbeder
3 gulerødder
100 g rucola
200 g ærter fra frost – optøet
3 dl kogt quinoa
Tahindressing:
50 g tahin
1 fed hvidløg
Saften af 1 citron
Salt og peber
½ dl vand

Fremgangsmåde
Quinoasalat:
Skyl og slyng rucolaen grundigt, riv gulerødder og rødbeder groft, og vend det sammen i en skål med ærter og den kogte quinoa.
Tahindressing:
Kom tahin i en skål, og pisk det sammen med citronsaft. Tilsæt fintrevet hvidløg, og pisk igen.
Kom vandet i lidt ad gangen, og pisk nu til en cremet konsistens.
Smag dressingen til med salt og peber.
Servering:
Servér salaten med rigelige mængder tahindressing – det er den, der gør hele forskellen!
Maria Engbjerg er bidragsyder på Costume Fit, og hun vil friste med lækre og inspirerende opskrifter her på siden. Til dagligt blogger Maria på Vanloseblues.dk, hvor hun deler sin passion for sund og velsmagende mad. Lær Maria bedre at kende her.
FÅ DE LÆKRESTE OPSKRIFTER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER
