Sprød efterårssalat med spicy mangochutney
Beder møder spicy mangochutney og lækker gedeost i en skøn salat perfekt til efterårsbordet. Få opskriften her
AfDenne farverige efterårssalat er en af de lidt mere specielle af slagsen, men den er utroligt lækker og fyldt med efterårets farverige rodfrugter og kål, der giver godt med bid og sprødhed.
Salaten er fuld af smag, og bederne komplementeres overraskende godt af sødmen fra mangochutneyen og den lidt skarpe smag fra gedeosten.

Ingredienser
SALAT:
1 dl bulgur
4 små beder – jeg bruge gule beder og bolschestribede beder
3 gulerødder
150 g rødkål
1 mini romaine-salat
½-1 rulle gedeost – kan udelades
MANGOCHUTNEY:
1 mango, grofthakket
½ rød chili, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
15 g ingefær, finthakket
½ dl æblecidereddike
2 spsk akaciehonning
1/3 tsk stødt spidskommen
1/3 tsk salt
¼ tsk gurkemeje
¼ tsk kardemomme – kan udelades

Fremgangsmåde
Start med at lave mangochutneyen ved at hælde lidt kokosolie i en kasserolle på medium varme, og tilsæt mango, chili, hvidløg og ingefær, mens du rører godt rundt. Sauter det let, og tilsæt derefter de resterende ingredienser.
Lad mangochutneyen simre i 25-30 minutter, smag den til og tilsæt, hvis nødvendigt, ekstra krydderier, æblecidereddike eller honning. For at få en mere dressing-agtig konsistens til salaten gav jeg den et let blend med en stavblender, men dette er ikke nødvendigt. Hæld mangochutneyen på glas, og sæt den på køl.
Imens mangochutneyen koger, kan du med fordel tilberede bulguren. Kog den efter instruktionerne på pakken, og sæt den derefter til side for at køle.
Snit beder, gulerødder, rødkål og romaine og servér salaten med mangochutneyen og smuldret gedeost, der er lynstegt et par minutter på panden.
Hver tirsdag vil du her på Costume Fit finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
