Sunde ispinde med skyr og bær
Når solen skinner og der ikke er andet, man har lyst til end is – hvad er så mere lækkert end en hjemmelavet, sund og forfriskende ispind med skyr og bær?
AfDisse sunde ispinde med skyr og bær er et dejligt hjemmelavet, og forholdsvist kalorielet, bud på en lækker snack eller dessert, som du kan nyde i sommervarmen (7-9-13, man ved jo aldrig med det danske vejr).
Ispindene er utroligt nemme at lave, kræver kun få ingredienser, og så kan du nemt tilpasse opskriften til din smag og bruge lige den slags bær, du bedst kan lide.

Ingredienser – 4 ispinde
BÆRKOMPOT
2 dl blandede bær (jeg brugte en pose blandede bær fra frost)
1/2 tsk vaniljepulver
1 spsk akaciehonning
SKYR-BLANDING 3 dl skyr
1/2 tsk vaniljepulver
2 spsk akaciehonning

Fremgangsmåde
Start med at lave bærkompotten ved at tilføje alle ingredienser til en kasserolle og give det et let opkog. Lad det simre et par minutter og sæt det så til side for at køle. Jeg maste bærrene med grydeskeen for, at der ikke kom for store klumper i isen.
Bland derefter skyr-ingredienserne sammen og find dine isforme frem.
Når bærkompotten er kølet, er det tid til at fylde formene. Jeg valgte at hælde cirka halvdelen af kompotten i bunden af formene, og så forsigtig vende resten i skyr-blandingen for en fin marmoreret effekt, men du kan sagtens bare blande det hele sammen fra start, hvis du foretrækker det.
Så er der ikke andet tilbage end at sætte isformene i fryseren i et par timer, og så er de klar til at blive nydt i sommervarmen. Hvis du har problemer med at få isene ud af formene, kan du med fordel holde formen under den varme hane i et kort øjeblik.
Hver tirsdag vil du her på Costume Fit finde en ny, lækker og sund opskrift, leveret af Signe Moesby Leth, der blogger på Amillionmiless.com. Lær Signe bedre at kende her.
