
Få strammere og renere hud: Sådan masserer du ansigtet med (og uden) en gua sha-sten
Udnyt tiden derhjemme med en forkælende ansigtsmassage, som du nemt kan lave foran spejlet. Vi guider dig trin for trin
Af — 20. marts 2020Hjemme bedst. De næste uger deler vi et dagligt tip, som bekæmper corona-kedsomheden og gør godt for krop, sjæl og humør.
Nu hvor du alligevel gemmer dig indendørs, hvorfor så ikke udnytte tiden til at gøre noget ekstra godt for dig selv og din hud? Vi guider til en nem og overskuelig massage af huden, som vil stramme op, give renere hud og mindre hævelse under øjnene.
Nedenfor finder du derfor to guides til ansigtsmassage: en ved brug af den populære gua sha-sten og en som kan udføres kun med hænderne.
Sådan masserer du med en gua sha-sten
Ansigtsmassage skal altid udføres på ren ansigtshud og med rene hænder – hvilket formentligt ikke er et problem i disse tider, hvor håndspritten er i brug som aldrig før.
Vask ansigt og hænder, og fordel dernæst et par dråber af din foretrukne ansigtsolie over huden. Du må aldrig massere på tør hud, da hænder eller gua sha-sten skal kunne glide let over huden, så du ikke hiver unødigt meget i den.
Med et moderat tryk skraber du gua sha-stenen fra midten af ansigtet og ud. Start langs kinden, hvor du kører fra midten og ud til siden. Gentag bevægelsen fem til ti gange, og skift derefter side.