Find din perfekte dagcreme
Når du vælger dagcreme efter din huds tilstand, får du hurtigt smukke resultater.
Af
Tør og stram
Hvis din nud føles tør og stram i løbet af dagen, kan du være sikker på at den mangler fugt. Masser af fugt. Skift til en ansigtsvask uden sæbe, spis masser af gode olier i din kost og vælg en fugtmættende creme til både morgen og aften.

Fedtet og skinnende
En skinnende T-zone eller generelt fedtet hud betyder, at du producerer for meget sebum. Hjælp huden tilbage i balance med fugtende og matterende creme - ikke alverdens udtørrende sæber og oliefri-produkter. Det gør bare ondt værre.

Uren hud
En hud med bumser, hudorme eller røde knopper har brug for ro, fugt (uren hud er nemlig tit tør, og slet ikke fedtet som vi ofte tror) og anti-bakterielle ingredienser, der kan dulme og rense de betændte udbrud. Og så er trykken og pilleri strengt forbudt - men det ved du jo godt.

Rynker og linier
Jo ældre du bliver, jo flere rynker og linjer vil du helt naturligt opdage i dit ansigt. Men er du ikke fyldt 30 år og ses linjerne tydeligt, så er det måske tørhedsrynker, du er ude i. Fyld fugt på indefra og udenpå, og se hurtigt resultater. 'Rigtige' rynker, lavet af sol (rygning?) og levet liv, kræver gode, aktive ingredienser i din creme - og meget gerne et serum også.

Kombineret tør og skinnende
Det er faktisk muligt at have tør OG fedtet hud på en gang. Det ses tit som tørre kinder og fedtet pande, næse og hage. Med mindre du døjer med urenheder, så sats på en fugtcreme designet til kombineret hud - den har nemlig tit både matterende og fugtende egenskaber. Har du også udbrud, så behandl huden som en uren hud.

No problemos
Tillykke. Du har en hud, de fleste kvinder drømmer om. Men det betyder ikke at du bare skal droppe al hudpleje. Jo mere forebyggelse i form af fugt og solbeskyttelse, jo bedre hud kan du se frem til når du bliver ældre. Men gider du ikke det store, så kan et lag fugtende creme holde huden beskyttet og glad.

Ujævn teint og pigmentpletter
Gamle solskader er den største årsag til pigmentforstyrrelser, og ikke sådan lige til at lave om på. Men det behøver ikke være en permanent tilstand, og der findes mange gode cremer, der lysner og mindsker skyggerne på din hud. Men solbeskyttelse, hver dag, er et must, for at forhindre yderligere skader.
Even better skin tone correcting moisturizer, Clinique 385 kr.
