
3 tegn på, at du fælder mere end normalt
Synes du, at der falder lige lovligt mange hår af, vil denne tjekliste forhåbentligt gøre dig klogere på hvorfor, og hvad du kan gøre.
Af — 21. august 2021Føler du tit, at håret falder af, så bare rolig. Det er helt normalt at tabe nogle hår dagligt, og mange mister faktisk mellem 50 og 100 hår om dagen. De fleste vil også opleve perioder, hvor håret fælder lidt mere end normalt. Det kan for eksempel skyldes hormonelle påvirkninger, der kan komme som følge af for stressede perioder, eller når vejret skifter, hvorfor mange oplever at fælde mere, når vi går fra sommer til efterår.
Ligeledes vil næsten alle opleve, at håret tynder ud med alderen. Men er du usikker på, om håret fælder mere end normalt, er her en tjekliste, som forhåbentligt gør dig lidt klogere:
3 tegn på, at du fælder mere end normalt:
- Du efterlader et spor af hår alle vegne, på stolen, tøjet og når du fører hænderne igennem håret.
- Du bemærker, at der falder flere hår af end normalt, når du skummer shampooen op, ligesom at badeværelsesafløbet stopper hyppigere til.
- Prøv at samle håret i en hestehale, og læg mærke til, om hestehalen er blevet tyndere. Du kan også prøve at stå med fronten til et spejl. Løft dernæst op i det forreste hår, og prøv at lægge mærke til, om du kan se mere af hovedbunden, end hvad du før har bemærket. Er hårets tæthed blevet mindre, tyder det på, at du har tabt en del hår.