Bruger du for meget tørshampoo?

Spørger du denne franske hårekspert, er svaret ja. Se her, hvad du i stedet skal gøre for ikke at skade dit hår.

Tørshampoo usundt for håret
© Wenn.com

Det er hverken første eller sidste gang, at vi nævner lækkert hår og franske kvinder i samme sætning. Flertallet af de franske mademoiselles er nemlig udstyret med misundelsesværdige lokker, som forener skødesløst med elegant.

Tørshampoo er et glimrende redskab til at opnå det perfekt-uperfekte parisienne-hår, men ifølge den franske stjernefrisør Christophe Robin skal du skrue ned for forbruget af tørshampoo.

Derfor må du ikke bruge tørshampoo

Christophe Robin sammenligner det at bruge tørshampoo med at gå i seng med makeup, og det kan på sigt give kløende, irriteret hovedbund og begyndende hårtab, forklarer han til Vogue.

Når hovedbunden fedter, anbefaler Robin derfor at droppe tørshampoo og i stedet ty til et gammelt trick. Stjernefrisøren anbefaler at hælde en anelse bagepulver over en hårbørste, som derefter redes igennem håret. På den måde affedtes håret, uden at hovedbunden dækkes af et tykt lag tørshampoo.

Står det til Christophe Robin, bør du altså gå på opdagelse i dit lokale supermarked frem for at investere i en tørshampoo, hvis du drømmer om hår som de franske kvinder.