Er dette 2022’s bedste hverdagsfrisure?

Træt af hestehalen og den traditionelle knold? En ny frisure er blevet populær, da den kan bruges til både hverdag og fest – og så tager den kun fem minutter at sætte.

Milan Fashion Week SS 2022Milan, September 2021

Milan Fashion Week SS 2022Milan, September 2021

© Anna Stokland

Slidt joggingtøj med dertilhørende fedtet hår, som gemmes væk ved hjælp af en knold eller hestehale, er formentligt uniformen for de fleste igennem januars grå dage. Men vil du opgradere looket, uden at det nødvendigvis bliver mere besværligt, så tag et nærmere kig på frisuren, som lige nu florerer online.

En ny hverdagsfavorit

Frisuren, som lige nu er alle steder på diverse online medier, går under det engelske navn twist-knot bun. Den kendetegnes ved at være en stram knold, men som til forskel fra en traditionel knold ikke fæstnes i den yderste del af håret. Det vil sige, at man lader hårets ender stikke ud, hvilket giver et anderledes og cool udtryk til en ellers velkendt hverdagsklassiker.

Frisuren er god til både hverdag og fest, alt efter hvor umage du gør dig med at skrabe håret tilbage. Jo mere stram og velfrisreret, desto mere festlig ser den ud. Modsat vil det være et afslappet hverdagslook, når håret er knapt så stramt skrabet tilbage, og knolden er placeret lavere på baghovedet. Du vælger selv, om du foretrækker, at frisuren er delt i en midterskilning eller skrabet tilbage uden en skilning.

Sådan gør du

Red håret godt igennem, så længderne er helt fri af filtrede knuder. Del derefter håret i en midterskilning, eller red det helt tilbage. Saml det nu i en stram hestehale, som fæstnes med en elastik. Giv eventuelt det forreste hår en anelse hårlak, så du er sikker på, at det forbliver stramt. Dette er især en god idé, hvis frisuren skal holde til en festlig aften.

Begynd nu at sno din knold, og stop først, når det kun er af enden af hestehalen, der endnu ikke er snoet. Fæstn derefter frisuren med en elastik, eller sæt et par hårnåle ind i den strittende del af håret lige, under den del som du gerne vil have skal stritte løst frem.

Mere skal der ikke til at lave frisuren, som formentligt bliver en populær genganger til både hverdag og fest i 2022.