Gør dit tynde hår fyldigt på 5 minutter

Ved blot at føntørre håret på en lidt utraditionel måde, kan du tilføje fylde til selv det fineste hår

få volumen og fylde til tyndt hår
© Wenn.com

Er du ked af dit tynde hår, findes der heldigvis mange gode volumenprodukter og tilskud, som kan give et fint hår mere fylde. Men søger du øjeblikkelig effekt, skal der faktisk ikke mere til end en hårtørrer og lidt mousse.

Ved blot at føntørre håret på en lidt utraditionel måde, kan du nemlig tilføje fylde til selv det fineste hår. Alt du skal gøre er at føntørre håret imod hårstråenes groretning.

Sådan gør du

Efter din sædvanlige hårvask, skal du først føntørre håret som normalt, indtil det er omkring 80 procent tørt. Herefter skal du fokusere på hovedbunden, hvor du med den ene hånd løfter forskellige sektioner af håret op, imens du med den anden fører hårtørreren ned langs hårstråene med retning mod hovedbunden. Fortsæt indtil hver sektion er helt tør.

Ved at føntørre imod hårstråenes groretning løftes håret, hvilket skaber illusionen af et mere voluminøst og tykt hår.

Vil du sikre dig, at det flotte løft bliver i håret hele dagen, så brug først en mousse i det våde hår, som afstiver hvert eneste hårstrå og holder på volumen.