Kontroversiel ingrediens til håret vinder frem i USA og herhjemme

Ingrediensen har allerede imponeret på hudplejefronten, og den udpeges nu til at være en mulig løsning på udfordinger med hovedbund og hår.

Hår cbd
© Anna stokland

De sidste par år har særligt én forskønnende ingrediens skilt sig ud fra mængden. Det skyldes, at den kommer fra en plante med en lang og kontroversiel historie, og at der i 2020 snart ikke findes det brand, som ikke har lanceret et nyt produkt eller en hel plejeserie dedikeret til den populære ingrediens.

Vi tænker på Cannabidiol, også kendt som cbd. Det er et aktivt stof, der kommer fra cannabisplanten, en plante der før i tiden kun var kendt for sin euforiserende effekt, men som i form af cbd nu hyldes for sine plejende egenskaber for huden. Cbd skulle blandt andet afhjælpe inflammation i huden, og denne egenskab gør den nu også til en favorit i hårplejeprodukter.

Cbd i shampooen

På det seneste er cbd blevet fremhævet som en gavnlig ingrediens for dit hår og kan findes i både shampoo, balsam og produkter rettet direkte mod hårbunden såsom hårkure og hovedbundsolier. Det skyldes, at cbd skulle være med til øge hårvækst og give fugt til hovedbund og hår takket være indhold af essentielle fedtsyrer, vitaminer og aminosyrer, som vigtigst af alt er med til at mindske inflammation i hovedbunden og omkring hårrødderne. Hårpleje med cbd anbefales derfor særligt til dig med tør eller skællende hovedbund. Bruger du hårpleje med cbd til at afhjælpe en kløende hovedbund, vil det forhåbentligt give en rarere fornemmelse på toppen af hovedet, men vil på også hjælpe hårvækst, da netop hovedbundsproblemer som svamp eller skæl på sigt kan hæmme optimal hårvækst.

En voksende tendens

Cbd-bølgen vokser stødt i USA med et bugnende udvalg af både hudpleje og nu også hårpleje fra blandt andre de populære mærker R+Co og Briogeo. Herhjemme har der længe været fokus på cbd i hudpleje, og skal man tro de takter, som viser sig på det amerikanske marked, gælder det også snart i hårpleje.

Vil du selv prøve cbd på eget hår, er en shampoo eller en hovedbundsolie et godt sted at begynde. Du finder to gode bud nedenfor.