
Krøllet hår: Sådan plejer du dine krøller
Er du den heldige indehaver af krøller, skal du kende disse råd, som gør en kæmpe forskel for dit hår, uanset om du har bløde bølger eller spændstige proptrækkerkrøller.
Af — 26. oktober 2020Krøller eller ej? Er du velsignet med smukke krøller, bølger eller blot lidt fald, er du heldig. Både fordi du har en smuk hårtype med mange forskellige stylingmuligheder, men også fordi skønhedsbranchen endelig er begyndt at forstå den. Det betyder, at der i dag findes mange flere produkter specielt udviklet til den krøllede hårtypes behov. Krøllet hår kræver nemlig ofte en anelse mere opmærksomhed i form af særlig pleje og metoder til at holde krøllerne sunde, så du kan få det bedste ud af dine bølgede lokker, uanset om du har langt, kort eller mellemlangt hår.
Red ud
At rede håret er nærmest en hel videnskab, når vi snakker krøllet hår. Gøres det for voldsomt eller for ofte, kan det efterlade dig med kruset hår og knækkede hårstrå, ligesom at det i meget tætte krøller kan være noget nær umuligt at føre børsten igennem håret, hvis ikke du kender den rette metode. Derfor gælder det med næsten alle typer af krøllet hår, at du får det bedste resultat ved at rede håret, når det er vådt og smurt ind i balsam eller en hårkur. På denne måde vil børsten nemmest glide gennem håret uden at knække det, og du undgår det viltre og krusede look, som ofte kommer, når håret redes i tør tilstand.
Du skal også have det rette redskab ved hånden – til krøller er det enten en bredtandet kam eller en såkaldt Detangler, som let glider gennem håret uden at rive i det. Når du reder håret, er det en god idé at starte ved enden af håret og langsomt arbejde dig op igennem længderne. På den måde forvolder du mindst skade og knækkede hår.