
Nostalgisk frisure har fået comeback
Ser du også denne frisure overalt? Den populære og nemme frisure er allerede blåstemplet af den internationale modeverden, og vi spår den også stor succes herhjemme.
Af — 22. august 2020En nostalgisk hårtrend er begyndt at røre på sig igen. Det er en frisure, som har været væk længe, men som har fået fornyet aktualitet efter at være blevet set under de internationale AW20-modeuger. Nu er frisuren også nået til Danmark, hvilket er gode nyheder for alle os, der trænger til ny inspirationen, da den er mindst lige så nem at sætte, som den er effektfuldt.
Nostalgiske fletninger
Små fletninger i det løse hår, er en frisure, de fleste formentligt har prøvet kræfter med i de unge folkeskoleår, men i 2020 ser fletningerne igen ud til at være allemandseje – uanset alder. Genkomsten af den nostalgiske frisure begyndte allerede at røre på sig tilbage i januar, hvor den blev set under diverse AW20-modeuger. Her sendte blandt andre Max Mara og Zimmerman modeller ned ad catwalken med bølgende lokker og et par små fletninger, der var placeret tilfældigt rundt omkring i håret. Hos Max Mara var fletningerne hæftet med et rustikt bånd, og hos Zimmerman lod man enderne stå åbne for et mere organisk look.