Kender du til følelsen af at have føntørret håret for derefter at kigge i spejlet og konstatere, at håret nu står vildt og strittende ud til alle sider – lidt a la en uregerlig og elektrisk løvemanke?
Her ville det hjælpe at kunne finde ud af føntørre håret som frisøren med rundbørste og hårtørrer, men det er tidskrævende, og oftest en del sværere, end man skulle tro. Men nu er der netop opfundet et nyt redskab, som gør det muligt at opnå samme effekt uden alt besværet.
Perfekt føn på tre sekunder
Engelske Dyson, dem der står bag den meget populære, men knap så budgetvenlige Supersonic-hårtørrer, er nu på markedet med en en ny opfindelse. Denne gang er det et produkt, som aldrig før er set. Flyaway er, som navnet måske afslører, et redskab beregnet til at tæmme alle de elektriske eller strittende hår, dem man på engelsk netop kalder for flyaways.
Med den nye Flyaway, som er et mundstykke, der sættes på Dyson-hårtørreren, kører du flyawayen over håret i tre sekunder, og dernæst har du lækkert velfriseret hår. Håret bliver mere samlet og blankt, men bliver ikke fladt, som du måske kender det fra brug af et glattejern. Det er en fordel for dig, som vil have et velfriseret look uden at gå på kompromis med volumen. Se effekten demonstreret i videoen nedenfor, hvor skønhedsredaktør Marie Alkestrup tester Flyaway i selskab med frisør Cim Mahony.
Grunden til, at Flyaway vil føles, som noget du aldrig har prøvet før, er selve teknikken bag. Når du tænder hårtørrenen med Flyaway-mundstykket på og fører den over håret, føles det lidt som om, du støvsuger håret. I det sekund, du fører den over håret, vil du kunne se, hvordan det strittende hår lægger sig pænt ned, hvilket skyldes den såkaldte coanda-effekt. Det er et fænomen, der første gang blev klarlagt i 1930’erne af den romanske opfinder Henri Coandă, som beskriver flyvende objekters evne til at fæstne sig til en fast overflade – i dette tilfælde dine flyvende hårstrå, som efter tre sekunder med Dysons Flyaway binder sig til resten af håret.
Faktisk kan vi takke danske Cim Mahony for, at Dyson overhovedet kom på denne idé. Efter et hold af ingeniører fra Dyson havde set Cim Mahony og hans team føntørre nogle modellers hår, så det fik en blank og samlet overflade, blev man hos Dyson inspireret til at udvikle Flyaway, så samme effekt kunne opnås uden brug af føntørrer.
Sådan gør du
- Tør håret som normalt, tag derefter dit normale hoved af Dyson-hårtørreren, og sæt Flyaway på.
- Dernæst tænder du hårtørreren og fører flyaway hovedet fra toppen af hovedet og ned langs længderne. Du behøver kun at bruge flyaway på det yderste lag hår og kan derfor slippe afsted med kun at bruge et par få sekunder på hver sektion, hvilket betyder, at du opnår det velfriserede look på omtrent tre til fem sekunder i alt.
- Flyaway skal altid bruges i tørt hår og kan derfor også bruges i hår, som ikke er blevet vasket i et par dage, men hvor du gerne vil have en flot blank og glat overflade.
Den eneste anke er, at Flyaway kun kan bruges til bølget og glat hår, men ikke tætte krøller – det er ikke muligt at skabe teknikken på hår, som ikke har en samlet overflade, hvilket krøller ikke har på grund af de mange snoninger. Har du krøller, skal håret glattes en anelse, før det giver mening at bruge Flyaway.