Sådan skal du ikke bruge din balsam

Vejen til sundt og flot hår starter under bruseren, men mange bruger balsam helt forkert. Er du en af dem?

balsam i håret
© Wenn.com

Vejen til smukt hår begynder allerede under bruseren. Det gør nemlig en stor forskel for hårets sundhed og udseende, hvordan du vasker og plejer lokkerne. Derfor guider vi her til et par gode tips, du med fordel kan følge, næste gang du rækker ud efter din balsam.

Du vasker med sulfatholdig shampoo før din balsam

Bruger du en alt for skrap shampoo med udtørrende sulfater i, skal du bagefter bruge unødigt meget balsam for at rette op på shampooens skader. Hvis du har tørt hår eller krøller, bør du derfor skifte over til en mildere hårvask, så du efterfølgende kan bruge mindre balsam.

Du bruger aldrig leave in-balsam

Mange glemmer, at der er også er mulighed for at lade balsammen sidde, hvis håret har brug for ekstra pleje. Hvis dine spidser er meget tørre, vil lidt balsam i badet ikke være tilstrækkeligt, og du bør investere i en leave in-balsam, som får lov at pleje i længere tid.

Du giver ikke din balsam tid nok

Hvis du skal være helt ærlig, hvor længe lader du din balsam sidde i håret? Selvom der står to til fem minutter bag på produktet, bliver det ofte kun til et minut, før plejen igen skylles ud. Det giver ikke din balsam særligt gunstige arbejdsbetingelser, og vil du være sikker på, at de tørre spidser får nok pleje, skal balsammen have lov at virke i mindst tre minutter.

Balsam i håret

Der skal balsam i længderne, hvis du vil have lækkert og velplejet hår.

© Anna Stokland

Du bruger ikke balsam i hovedbunden

Dette tip har efterhånden en del år på bagen, men for mange kan det stadig virke uvant at skulle bruge balsam i hovedbunden. Men ligesom din hud på kroppen kan hovedbunden også blive tør. Den har derfor godt af lidt pleje fra eksempelvis balsam eller en nærende hårkur. Husk at skylle godt efter, og nyd bagefter følelsen af en hovedbund i bedre balance.

Du påfører balsam i sjaskvådt hår

De fleste ignorerer balsamproducentens anvisning om, at produktet skal bruges i håndklædetørt hår. Balsam bliver derfor tit pøset i et helt vådt hår, hvilket fortynder produktet og nedsætter effekten. Vil du have mere ud af din balsam, bør du derfor være mere omhyggelig med at presse så meget vand ud af håret som muligt, inden balsammen kommer i.