
Saltvandsspray: Den nemmeste vej til smukt hår
Alle bør eje en saltvandsspray. Vi guider til, hvordan du bruger den til både at skabe volumen, tekstur og de smukkeste skødesløse bølger på mindre end fem minutter.
Af — 03. december 2021På dage, hvor håret ikke vil, som du vil, er det rart at kende de produkter, der kan hjælpe. Her kommer saltvandssprayen ind i billedet. Saltvandsspray er langt fra en ny opfindelse, men dens effekt er stadig lige så relevant, som da den første gang kom frem, fordi den har en flatterende effekt på de fleste hårtyper.
Hvad end dit hår er glat, og du savner volumen, eller stort og viltert, kan det fikset med et par pift saltvandsspray.
Her kan du finde ud af præcis, hvad en saltvandsspray er, hvordan du bruger den, og hvilke saltvandssprays, du skal gå efter.
Sådan bruger du en saltvandspray
Saltvandsspray til tekstur
Bruger du din saltvandsspray for at få mere fald, skal den sprayes i tørt eller fugtigt hår. Brug den primært i hårets længder, og brug hænderne til at kramme den ind i håret. Jo mere du krammer håret op, desto mere tekstur vil du få.
Saltvandsspray til snoede bølger
Vil du have snoede bølger, skal saltvandssprayen fordeles i håret, og derefter skal du med fingrene sno forskellige sektioner af håret, som bagefter skal have lov at lufttørre.
Saltvandsspray til bølger
Du kan også fordele saltvandsspray i det løse hår, som du lige bagefter samler i en løs fletning. Behold fletningen, indtil produktet er tørret ind, og slip derefter håret løs for hår med mere fald og definerede bølger.
Saltvandsspray til volumen
Ønsker du godt med volumen, kan din saltvandsspray også bruges i det øverste hår ved hovedbunden, hvor du skal løfte håret op, og spraye produktet ind mod hovedbunden. Det vil give et løft til hårrødderne og give indtrykket af mere fylde.
Saltvandsspray til krøller
Saltvandsspray er desuden også fint til dig med krøller, fordi det fremhæver din naturlige tekstur. Spray det i længderne, og red forsigtigt igennem med en bredtandet kam. Har krøllerne tendens til at kruse, så husk som det sidste at krame en anelse olie ind i hårets længder.