Sommerens nye frisure er lige så nem, som den er pæn

En gammel kending fra 90’erne er tilbage, og den vil give dig et helt nyt hårlook på under fem minutter.

frisure-sommerhus1
© Anna Stokland

Mangler du ny inspiration til frisuren, så bør du ‘flippe’ håret til siden. I hvert fald hvis du vil følge den voksende hårtrend, som både har taget form på catwalken og sidenhen online.

Hår som 1990’ernes supermodeller

Frisuren, som ser ud til at være tilbage, er en dyb sideskilning, hvor hårets ender er bøjet en anelse udad ved hjælp af enten et glatte- eller krøllejern. Frisuren har sine rødder i 1960’erne, men fik et stort comeback i 1990’erne.

I dag vil de fleste derfor nok forbinde frisuren med 1990’ernes supermodeller, og nu ses supermodel-looket på kvinder som Rihanna, Bella Hadid og ovenfor Kylie Jenner, der har kastet deres kærlighed på det polerede look. Frisuren er udover at være en festlig opgradering af dit løse hår også forholdsvist let at sætte.

Sådan gør du

Det eneste, frisuren kræver, er en hårlængde til omkring kravebenene eller længere. Vil du have det rette polerede look, så giv gerne håret en hårkur inden, eller fordel lidt olie i længderne, så eventuel krus lægger sig.

  • Del håret i en dyb og skarp sideskilning ved hjælp af en kam. Læg gerne sideskilningen i den modsatte side af, hvor du plejer. Det giver et naturligt løft, fordi håret vil gøre modstand, når det bøjes i en ny retning og dermed stå mere op.

  • Dernæst skal du forme håret med et glatte- eller krøllejern. Det nemmeste er at bruge et glattejern, hvor du i toppen af håret kører det langsomt igennem håret ved først at bevæge hånden i en udadgående bue ved hårtoppen. Når du når spidserne, skal du bevæge glattejernet i en indadgående bevægelse, så der kommer et buet svirp på længderne.

  • Har du tid, kan du gentage denne proces på alle sektioner af håret, men er tiden knap, så brug kun et par minutter på at style den forreste del.

  • Afslut med rigeligt hårlak, så frisuren holder, og eventuelle afstikkere lægges ned.