
Vi tester: Fordelene ved ikke at vaske hår
Costumes skønhedsredaktør har droppet de daglige hårvaske. Læs her, hvorfor og hvordan mindre hårvask kan give dig smukkere hår.
Af — 13. april 2017De seneste par år er flere og flere kvinder begyndt at droppe de mange hårvaske til fordel for kun at vaske håret en gang om ugen – eller endnu mindre. Nogle tager endda skridtet videre og dropper også shampooen, så de kun skyller håret med varmt vand.
Hvorfor skal man skrue ned for hårvasken?
Fordelene ved at droppe hårvaskene skulle være mange, og du skulle, ironisk nok, opleve at få mindre fedtet hår ved at skrue ned for hårvaskningen og de skummende, udtørrende shampooer.
Det skyldes, at hovedbunden, ligesom ansigtshuden, kan begynde at overproducere talg, hvis du alt for ofte vasker håret og dermed fjerner hovedbundens naturlige olielag. Således kommer mange ind i en ond cirkel af konstant hårvask, fordi håret hele tiden føles fedtet, hvilket så kun bliver værre af de skrappe shampooer.
Du kan altså bringe hovedbunden tilbage til dens naturlige balance ved at vænne den til kun at blive vasket en gang imellem, hvilket jeg satte mig for at efterprøve på egen hovedbund. Efter forsøget skulle mit hår gerne blive sundere at se på, fedte mindre og få mere tekstur, som både gør håret pænere og nemmere at sætte.
Vil jeg anbefale andre det?
Jeg kan sagtens anbefale andre at skære ned for hårvaskene, forudsat at du er tålmodig i begyndelsen, og at du er flittig med hårbørsten hver eneste dag.
Har du problemer med fedtet hår, er jeg sikker på, at du vil opleve en forskel, og synes du, at en ugentlig vask er for lidt, kan du sagtens holde det til to. Jeg vil dog ikke anbefale at undlade shampooen fuldstændigt, fordi jeg tror, at hovedbunden har godt af en ugentlig afrensning, hvor den bliver renset for støv, skidt og rester fra dine stylingprodukter.
Det vigtigste er bare, at du skruer ned for de udtørrende daglige hårvaske og forsøger at skifte den sulfatholdige shampoo ud med en, der er mindre udtørrende, som eksempelvis Karmamejus Swish 02 shampoo.