I mit toiletskab: Anne Braunstein
Der er lækre cremer og luksuriøs makeup fra Chanel i toiletskabet hos den smukke PR manager hos Moshi moshi mind - se hendes bedste skønhedstips her
AfI Anne Braunsteins toiletskab
“Jeg arbejder som PR manager for det danske livstilsmærke Moshi moshi mind, hvor jeg har været siden oktober 2014. Jeg elsker mit arbejde, brandet og den travle og varierede hverdag. Jeg har en Cand.merc.kom fra CBS i København, og har en baggrund indenfor reklamebranchen, hvor jeg blandt andet har arbejdet som konsulent hos Umwelt og været PR og marketingansvarlig for møbelvirksomheden GUBI.
Derudover har jeg mit eget brand, Barebraunstein. Barebraunstein er først og fremmest håndlavede armbånd til både mænd og kvinder, men det hænder, at jeg også designer tøj. Jeg har blandt andet designet Costumes webredaktør, Trine Oehlenschlæger Joensens, brudekjole."

Makeup
“Jeg bruger ikke særlig meget makeup på grund af min sarte hud, og der er masser af dage, hvor jeg slet ikke har makeup på.
De dage, jeg har makeup på, bruger jeg en mascara fra No. 7, der hedder Stay perfect, som er verdens bedste og mest praktiske mascara. Man tager den nemlig bare af med varmt vand, så man ikke behøver alle de der krads makeupfjernemidler. På kinderne bruger jeg en shimmer shine highlighter, Illusion d’ombre, og kinderødt, Joues contraste 82 reflex - begge fra Chanel.
Skal jeg i byen, er det samme opbygning som til hverdag, men så med en smule sort eyeliner om øjnene, gerne fra Nars, da den holder super godt. Ingen har taget skade af lidt eyeliner - det hele bliver en kende mere dramatisk. Et dramatisk aftenlook er lækkert!"
Psst ... Se Costumes guide til eyeliner her.

Hår
“Jeg tror måske, jeg er den person, der bruger færrest produkter i forhold til mit hår. Jeg bruger shampoo fra Moshi moshi mind, der har samme friske duft som min bodylotion - den er ren og efterlader håret blødt og lækkert. Det hænder, jeg bruger balsam, men der afhænger det meget af, hvad der lige er på tilbud, der hvor jeg køber ind - ikke super glamourøst, men sandt."

Duft
“Jeg skifter meget sjældent parfume, da jeg nok har det sådan, at parfume er en del af min personlighed. Finder jeg først én, jeg kan lide, skal der meget til, at jeg får en ny.
Jeg har i denne vinter brugt en parfume fra Diptique, et gammel fransk parfumeri, der dufter af frasier og rød peber. Sjov blanding, men det fungerer virkelig godt.
I julegave fik jeg af min kæreste den bedste forårs- og sommerparfume, også fra Diptique, der hedder Do son. Den dufter af skøn jasmin. Den er så god, og man bliver helt afhængig af duften.
Udover disse to har jeg altid min Moshi moshi mind roll on parfume, Scent no. 1, i min taske. Den er lavet af rene æteriske olier og dufter friskt. Den er god til lige at friske én op i løbet af dagen, også når man er på farten."

Hudpleje
“Jeg har super sensitiv og tør hud, så jeg skal være ret forsigtig med, hvad jeg udsætter min hud for.
Hver morgen vasker jeg mit ansigt med vand og smører det ind i en ansigtsolie - i øjeblikket er det Omega 3 Optimum skin oil fra mærket Ren. Derefter bruger jeg Bio Effects dagcreme, som er super drøj og virkelig fugtgivende. Om aftenen vasker jeg igen mit ansigt og bruger olien endnu engang.
Til min krop bruger jeg dagligt Moshi moshi minds Hand & body lotion revive - den er nem at smøre ud og absorberes hurtigt, så man kan få tøj på og komme ud af døren i en fart. Den friske duft er perfekt at vågne til og giver godt humør om morgenen."

Træning
“Jeg er ikke vild med at træne - har prøvet at løbe, og det er altså ikke lige min ting, må jeg indrømme. Træningscentre er heller ikke min favorit, selvom jeg kommer derned i ny og næ. Yoga er jeg ret glad for, men kan til tider godt mangle dynamikken.
Jeg har danset hele mit liv og elsker det. Træning bliver ofte noget, der bare skal overstås, og det er jo først rart bagefter. Men med dans er det noget andet. Jeg har danset alt fra ballroom til moderne dans og ballet. Når jeg træner nu, danser jeg hos min veninde, Helle Keis, der har en af Danmarks bedste balletskoler, Balletkompagniet.
Ballet er den perfekte træningsform for mig, da jeg både bliver smidig, stærk og får en fantastisk holdning. Jeg føler slet ikke, at jeg træner - jeg nyder bare at kunne fokusere på koordinationen, musikken og udtrykket."

Bedste skønhedstip
“SØVN! Meget stereotypt svar, men alt fra min hud til mit humør og overskud fungerer bare bedre, når jeg har sovet nok.
Udover søvn vil jeg mene, at min frisør, Joekim Davie Lenny Nielsen fra Oops, er et rigtig godt skønhedstip. Han er mega dygtig og klipper altid mit lange hår til perfektion!"
Sokker i cashmere, Moshi moshi mind, 599 kr. // Sovemaske, L'Agent by Agent Provocateur hos Net-a-porter.com ca. 285 kr. // Skjorte, Moshi moshi mind 699 kr.
