
I mit toiletskab: Anne Mønsted
Costumes skønhedsredaktør plejer sit hår med proteinspray, sit ansigt med sheet masks og fjerner sin makeup med en elektrisk rensebørste
AfI Anne Mønsteds toiletskab
Costumes skønhedsredaktør, Anne Mønsted, viser sit toiletskab – og det er et af de mere imponerende af slagsen, vi længe har set.
Se, hvilken makeup, Anne bruger, hvordan hun passer på sit ansigt, krop, hår, og hvad hun har med, når hun skal ud at rejse.

Makeup
“Om dagen bruger jeg altid en BB eller CC cream, som giver lidt farve og fugt. Skal jeg til fest og har brug for noget, der dækker mere, er min favorit Diors serum foundation, da den er ultra let i konsistensen og derfor passer perfekt til en fregnet hud som min.
Over dem begge bruger jeg mineralpudder fra Tromborg i T-zonen, rundt om næsen og på hagen. Den har været min favorit i mange år. Til at dække rødme elsker jeg La Mers concealer.
Jeg har altid en pakke blotting paper i min taske, så jeg kan duppe ansigtet efter en tur på dansegulvet og få mat hud igen uden at ødelægge makeuppen. Derudover har jeg min Chanel-solpudder, concealer fra Ysl og yndlingsmascara fra L'Oréal Paris.
Hvor andre har hårkrise, møder jeg ofte hvilken-farve-skal-mine-negle-have-krisen. Elsker dog Diors udvalg, geleagtige konsistens, nemme pensel og gode holdbarhed.
Bliver jeg ikke enig med mig selv om en farve, går jeg efter et naturligt look eller laver en fransk manicure med transparente lakker fra Essie."
Psst ... Læs mere om, hvorfor Anne Mønsted er fan af mineralpudderen fra Tromborg her.

Ansigt
“Jeg tror på, at fugt er det bedste middel mod rynker. Bruger Kiehl's fugtgivende serum morgen og aften efterfulgt af enten aloe vera lotion fra Mario Badescu eller Jurliques lysnende dagcreme. Til natten får min hud en håndfuld vitaminer fra Origins at hygge sig med.
Elsker at smide en sheet mask (engangsmaske) på, når min hud trænger til lidt ekstra, men tiden er knap. Den fra Philosophy peeler og lysner hudtonen, den fra Skyn Iceland tryller smilerynkerne væk og Sampars giver masser af fugt til en tørstende hud.
Når jeg har fjernet min makeup, bruger jeg en elektrisk rensebørste sammen med sæbe eller skum. Da min hud er sensitiv, bruger jeg den bløde cashmere-børste fra Clarisonic. Den er mere skånsom. En anden favorit er den lyserøde Foreo-børste i silikone. Begge renser i dybden og er grundigere end en vatrundel.
Når jeg skal smøre serum eller creme på, masserer jeg en gang i mellem med en jaderulle. Den løsner spændinger, mindsker hævelser og føles dejlig kølende."

Hår
“Som gammel frisør har jeg eksperimenteret og været streng ved mit hår gennem tiden, så nu vil jeg gerne have det så naturligt som muligt. Får lidt lyse striber i to gange om året, og resten af tiden bruger jeg på at pleje det.
Jeg bruger kur næsten hver gang jeg går i bad, og efter badet kommer jeg et leave-in produkt i. Den fra Kérastase, hvis jeg skal bruge føntørrer, og ellers den kokosduftende Miracle treatment fra Eleven Australia, når jeg lader det lufttørre.
For mig handler det meget om dufte og ingredienser, så er stor fan af alle Less is Mores produkter. De er økologiske, effektive og dufter af natur. Kan især anbefale deres proteinspray, der styrker håret og deres rosenserum som samler og giver næring til spidserne.
Jeg har et overforbrug af 3D volumiseren fra Toni&Guy. Sprayer den i vådt hår, snor nogle totter og når det er tørt, har det fået volumen og tekstur, så det ikke virker nyvasket og flat.
Vil jeg have et pænere udtryk, børster jeg det i gennem med min Mason Pearson-børste. Har en stor børste til at ligge derhjemme og en lille til tasken.
Sætter jeg det op bruger jeg silikoneelastikkerne fra Blax. Forstår ikke, at der stadig bliver lavet elastikker med metalspænder. Fy!"

Krop
“Jeg har ikke en stor samling, men et lille meget nøje udvalgt udvalg. Mange dufte og især dem der er virkelig søde eller tunge, giver mig hovedpine, så kun få rammer plet. Jeg vælger hver dag efter mit humør og én der altid duer, er energisprayen fra Clarins. Har brugt den i mange år og jeg tror, vi bliver gamle sammen.
Selvom jeg på ingen måde får gjort det hver dag, er det noget virkelig afstressende ved at tørbørste kroppen, tage et bad og smøre sig ind i en velduftende body lotion.
Mine favoritter er Tromborgs og Avedas fordi de føles godt og dufter fantastisk. Mens jeg så ordner negle, tager jeg en fugtmaske på.
Jeg har ingen mørklægningsgardiner i soveværelset, så samler på sovemasker. Lige nu bruger jeg den fra Holistic Silk, da den er silkeblød og dufter af beroligende lavendel."

På rejsen
“Når turen går sydpå fylder jeg kufferten med solcreme. Til kroppen er min favorit La Mers, mens jeg i ansigtet bruger Cliniques, da den er oliefri, samt den fra Kiehl's på ekstra udsatte steder.
Jeg rejser en del med arbejdet og ofte er det bare en enkel overnatning, så mit lager af produkter under 100 ml er stort. Rejser aldrig uden håndcreme, læbepomade og en fugtspray. Faktisk er billedet fra en af mine seneste ture, så der er ret mange ting, jeg ikke rejser uden. Det er en arbejdsskade."
