I mit toiletskab: Bianca Brangstrup
Vi har besøgt direktøren af Vitaviva, som er ekspert i kosttilskud, der både hjælper krop og hud. Få Biancas bedste skønhedstips og -tricks her
Af41-årige Bianca Brangstrup er direktør i Vitaviva, der laver kosttilskud.
Vi har besøgt hende i Vedbæk til en snak om vigtigheden af at spise vitaminer, hendes få, men uundværlige skønhedprodukter og hotelværelser med karbad.

Sundhed
HVAD VIL DU ANBEFALE EN NYBEGYNDER, NÅR DET GÆLDER KOSTTILSKUD?
“En god multivitaminpille med et højt indhold af vitaminer, mineraler og aminosyrer. C-vitamin er vigtigt, for det styrker dit immunforsvar, og du skal tage D-vitamin året rundt. Supplér med en kokos- eller krill-olie, så kan kroppen nemmere optage vitaminer og mineraler.”
HVORDAN HOLDER DU DIN KROP SUND?
“Jeg tænker meget over, hvad jeg spiser. Jeg er ikke fedtforskrækket, men det, jeg spiser, skal være sundt og nærende. Jeg køber økologi og kød og fisk af høj kvalitet. Og så sørger jeg selvfølgelig for at få de almene vitaminer, mineraler og olier, som min krop har brug for. Jeg løber flere gange om ugen og går lange ture med vores hund. Og jeg prioriterer at få min nattesøvn.”
Hud
HVILKET SKØNHEDSPRODUKT ER UUNDVÆRLIGT I DIN HVERDAG?
“Helt klart min A-vitamin-ansigtscreme AVST2 fra Environ. Den forbedrer hudtonen og er god, hvis man, som jeg, nemt får pigmentforandringer.”
HVAD GØR DU FOR AT FORKÆLE DIG SELV?
“En gang om måneden får jeg en ansigtsbehandling, der hjælper på mine pigmentforandringer. Løbeture er også en forkælelse for mig – jeg elsker at komme ud i naturen og få noget frisk luft og ro.
Jeg rejser meget, og jeg sørger altid for at få et hotelværelse med karbad – så kan jeg ligge der og hygge mig med en god bog.”
Skønhed
HVILKET PRODUKT KAN DU IKKE UNDVÆRRE TIL FEST?
“Lidt farve på læber og kinder kan pifte ethvert outfit op.“
HVAD ER DIT BEDSTE SKØNHEDSTIP?
“Pas på dig selv indefra. Få nok søvn, spis sundt, drik masser af vand, og dyrk motion. Skønhed kommer indefra, og en sund livsstil afspejler tydeligt dit udseende. Mange bruger alt for mange penge på at smøre sig ind i cremer, men glemmer det indre.“
HVORDAN GIVER DU DIN HUD GLØD OM VINTEREN?
“Jeg spiser gurkemeje, der giver en naturlig glød til huden, og kokosolie, som jeg både spiser og smører på huden. Derudover tager jeg dagligt Vitavivas kosttilskud Wrinkles away, som forebygger rynker og gør huden mere strålende at se på. Jeg bruger ikke meget makeup, men om vinteren bruger jeg en let foundation og en blush på kinderne.“
HVAD GØR DU FOR AT SE FRISK UD DAGEN EFTER EN FEST?
“Jeg får heldigvis sjældent tømmermænd, men jeg begynder altid dagen derpå med en dukkert i havet og et ingefærshot. Det får virkelig gang i kroppen.“
HVAD KAN DU IKKE MODSTÅ?
“Mørk chokolade og økologisk rødvin. Og det får jeg relativt ofte.“